Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Under den bitre Forfatningsstrid c. 1870
begyndte Islændingerne at udvandre til Amerika;
Udvandringsagenter fra Amerika gennemrejste
I., og i de flg. 25 Aar udvandrede, væsentlig
ogsaa p. Gr. a. de strenge Aar i Firserne,
henimod 12000 Mennesker. Indbyggerantallet gik
ned fra 72444 i 1880 til 70927 1890, men i
Halvfemserne blev Udvandringen efterhaanden
meget ringe og er senere fuldstændig hørt op.
Landets Folkemængde er nu ogsaa stegen til
over 94000.
Som saa ofte tidligere blev I. i den sidste
Del af 19. Aarh. hjemsøgt af Naturulykker. Et
voldsomt Vulkanudbrud af Dyngjufjöll
overdængede 1875 c. 5700 km2 med Pimpstensaske,
hvorved fl. Gaarde foreløbig lagdes øde, og
stor Skade forvoldtes paa Græsningen. Efter
1880 indtraf der fl. strenge Aar, navnlig 1882,
da hele den nordlige og østlige Del af Landet
blev blokeret af Polaris, der foraarsagede
Kulde og megen Nød. Høhøsten mislykkedes
helt, og Faarene døde i Tusindvis; store
Indsamlinger fandt derfor St. i Danmark og
England. 1896 blev Sydlandet (Árnes- og
Rangárvallasysler) hjemsøgt af frygtelige Jordskælv,
hvorved Huse i Hundredevis styrtede sammen.
Paa Kongens Initiativ blev der straks
foranstaltet stor Indsamling i Danmark, men blandt de
mange gode Virkninger af, at I. har faaet sin
egen Forfatning og Bevillingsmyndighed, bør
særlig den fremhæves, at Landet nu i langt
højere Grad end tidligere kan hjælpe sig selv
i den haarde Kamp mod Ild og Is.
Nogle af I.’s Politikere og Blade har siden
1897 anvendt megen Tid og Kræfter til
storpolitisk Kamp. Da Stemningen begyndte at
vende sig fra det Forslag til Forfatningslov,
som Altinget 1885 og tre Gange senere havde
vedtaget, vedtog dette 1895, for at vise mere
imødekommende Holdning i Forfatningssagen,
en Beslutning gaaende ud paa at bevæge
Islands-Ministeren til at virke for, 1) at I.’s
særlige Anliggender ikke blev behandlede af det
danske Statsraad, 2) at I. for dets særlige
Anliggender fik en indenlandsk Minister, der var
bosat i selve Landet og ansvarlig for Altinget
samt mødte i Altinget, og 3) at der blev
oprettet en Landsdomstol i I. for at paakende de
Sager, der muligvis blev anlagte mod
Ministeren.
Følgende Vinter begyndte et Medlem af
Altinget, Docent Valtýr Guðmundsson,
ved eget Initiativ at forhandle om disse
Punkter med Islands-Ministeren, Justitsminister
Nellemann, der ikke vilde gaa ind paa dem.
Derimod erklærede Ministeren, hvad han
tidligere havde udtalt, at der fra hans Side intet
var imod, at I. fik en særlig Minister, boende
i Kjøbenhavn, hvis Rigsdagen vilde bevilge
Penge til det. Samtidig gjorde han ogsaa
opmærksom paa, at en saadan Ordning i
Virkeligheden gik i modsat Retning af, hvad
Islændingerne hidtil havde ønsket. En særlig
Minister for I. i Kjøbenhavn maatte beskæftige sig
helt anderledes med isl. Sager end
Justitsministeren, for at have noget at bestille; Følgen
heraf vilde blive, at det indenlandske Selvstyre,
som Islændingerne allerede havde faaet, vilde
formindskes, idet Ministeren da selv vilde
udøve det vigtigste af, hvad der var overdraget
Landshøvdingen. Guðmundsson, der var
tilfreds med, at der for en Islænding aabnede sig
Adgang til en Ministerpost, tilbød derimod at
indbringe paa Altinget som sit eget et Forslag
til en Forfatningslov, der gik ud paa dette, og
begyndte at forsøge at vinde Tilhængere i I.
for en Forandring i denne Retning. Ministeren
lod da affatte et Forslag til Forfatningslov om
Forandring af Forfatningsloven 5. Jan. 1874,
der bestemte, at Islands-Ministeren skulde være
ansvarlig for Regeringens Førelse og i Embeds
Medfør have Ret til Sæde i Altinget og til
Deltagelse i Forhandlingerne, en Ret, der tilkom
Landshøvdingen, men ikke Ministeren. Derimod
blev det ikke udtalt i Forslaget, at I. skulde
have en særlig Minister, men det forudsattes,
og han skulde iflg. Loven af 2. Jan. 1871 om
I.’s forfatningsmæssige Stilling lønnes og
pensioneres af Statskassen, noget der i I.
under Agitationen jævnlig blev brugt til Fordel
for Forslaget.
Skønt Guðmundsson vandt mange
Tilhængere, deriblandt Politikere som Redaktørerne
Björn Jónsson (»Isafold«) og Skúli
Thoroddsen (»Þjóðviljinn«), lykkedes det
ham ikke at gennemføre Forslaget, hverken
paa Altinget 1897 ell. 1899. Efter Altinget 1897
blev Forslaget underkastet indgaaende Kritik
af Bogi Th. Melsteð, der ønskede en
videre Udvikling af det indenlandske Styre.
Ligeledes hævdede han, at I. selv burde betale
Omkostningerne ved dets øverste
Administration. Idet han gjorde opmærksom paa, at alle
den Slags hidtil fremkomne Forslag ang. I.’s
Forfatning fra gl Tid af enten gik ud paa at
formindske ell. forøge Islændingernes
Selvstyre og inddelte Partierne herefter
(Heimastjórnarmenn og Hafnarstjórnarmenn),
blev Sagen klar for mange. Den herskende
Opfattelse, at ethvert Ændringsforslag var »en
ny Retning«, forandredes.
Vinteren 1899—1900 udarbejdede Amtmand
Páll Briem under sit Ophold i Kjøbenhavn
et Forslag til Forfatningslov om Forandringer
i Forfatningsloven for I.’s særlige Anliggender.
Fra det Guðmundsson’ske Forslag beholdt han
Planen om en særlig Minister i Kjøbenhavn,
men han optog en Bestemmelse om at forøge de
folkevalgte Medlemmers Antal med to i hver
af Altingets Afdelinger, hvorved de
kongevalgte Medlemmer i øverste Afdeling kom i
ubetinget Mindretal. For at sikre Finanslovens
Vedtagelse og forebygge Visnepolitik blev der
foreslaaet en saadan Ændring af Forfatningens
§ 28 og § 36, at der kun behøvedes simpelt
Flertal af hver Afdeling til Afholdelsen af
lovligt Møde i det samlede Alting og ligeledes i
hver Afdeling for sig. Ved disse Ændringer
kunde et nationalt Parti under en Konflikt med
en Minister boende i Kjøbenhavn sikre sig et
Flertal i Altinget. Endvidere blev der
foreslaaet en Udvidelse af Valgretten, idet
Bidraget til Kommunen blev nedsat til 4 Kr.
Páll Briem, der ved dette Forfatningsforslag
reddede det Guðmundsson’ske Parti fra
Opløsning, lod det indbringe paa Altinget 1901 ved 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
