- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
519

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Isabelle d'Aragon - Isabelle de Hainaut - Isabellino - Isabey - Isabey-Papir - Isachsen, Andreas Hornbeck - Isachsen, Gunerius

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Isabelle d’Aragon [iza’bæl-d-ara’gå],
Dronning af Frankrig, f. 1247, d. 1271, Datter af
Aragoniens Konge, Jayme I, ægtede 28. Aug.
1262 Filip den Dristige, Frankrigs daværende
Kronprins. Sammen med ham deltog hun i
Korstoget til Tunis 1270. Som Dronning vendte
hun hjem derfra, men hun paadrog sig kort efter
ved et Fald en Svaghed, som 1271 bragte hende
Døden. Hun havde fire Sønner, hvoraf de to,
Robert og Ludvig, døde som ganske unge; de
to andre var den senere Konge Filip IV og
Karl, Greve af Valois.
P. M.

Isabelle de Hainaut [iza’bæl-dö-æ’no],
Dronning af Frankrig, f. 1170, d. 15. Marts 1190,
Datter af Balduin V af Hainaut, ægtede Filip
August, hvem hun bragte Artois. Man paastod,
at hendes Familie nedstammede fra
Karolingerne, og Ægteskabet opfattedes derfor som en
Forbindelse mellem disse og Capetingerne.
Hun døde ganske ung, men efterlod Sønnen
Ludvig, der senere blev Konge som Ludvig
VII.
P. M.

Isabellino, ældre spansk Guldmønt, Værdi
Kr. 18,72 = 26 Pesetas.

Isabey [iza’bæ]. 1) Jean Baptiste, fr.
Tegner og Portrætmaler i Miniatur, f. 11. Apr.
1767 i Nancy, d. 18. Apr. 1855 i Paris. I.,
efterhaanden Elev bl. a. af Girardet, Dumont og
David, kom efter de første Trængselsaar, hvor
David gav ham økonomisk Rygstød, snart til
Ære og Værdighed. Under de skiftende
Regimer forblev han paa Gunstens Tinde. Med
Portrætter af Marie Antoinette m. fl. vandt
han Ry; han portrætterede Medlemmer af den
konstituerende Forsamling, han blev Josephine’s
Hofmaler, Tegnelærer for Marie Louise,
udførte paa Talleyrand’s Foranledning Portrætter
fra Wien-Kongressen, blev Karl I’s Hofmaler,
under Louis Philippe adjungeret Konservator
for de kgl. Samlinger, og Louis Napoleon tilstod
ham 1848 6000 frcs. i Aarpenge. Bl. hans mange
ypperlige Miniaturer regnes Portrætterne af
Napoleon til de bedste (han malede ogsaa
Napoleon og hans Marskaller paa en
Sèvres-Vase). Et Hovedværk: »Førstekonsulens
Tropperevu i Tuileriegaarden« kom til Louvre,
»Wienkongressen« til Windsor Castle; til England
kom ligeledes det berømte »Marskalstaflet«
(Napoleon med sine Generaler). Ogsaa som
Litograf fik I. Bet.: Voyage en Italie i 30
Blade m. v. I.’s Kunst er godt repræsenteret
i Louvre og Versailles-Mus.; den sv. Konges
Samling i Sthlm omfatter dygtige Miniaturer
af Napoleon, Kejserinde Josephine, Marie
Louise, Kongen af Rom m. v. (Litt.: Taigny,
I. [1859, med en Del af I.’s Memoirer]; Mme de
Bassily-Callimahi, J. B. I., sa vie, son
temps
, I [1909]).

2) Eugène Louis Gabriel, Marine-
og Genremaler og Litograf, f. 28. Juli 1804 i
Paris, d. i Lagny 26. Apr. 1886, var Søn og
Elev af foreg. Allerede 1830 var han kgl.
Marinemaler og deltog i Toget til Algier.
Det er ogsaa især hans Marinestykker med de
kraftige maleriske Effekter, der en Tid bragte
ham saa højt i Ry, men han malede ogsaa
Landskaber, historiske Genrebilleder m. v., var
i det hele uhyre produktiv, en dreven Virtuos,
der i varme mættede Ateliertoner frembragte
flotte, om end ikke alt for lødige Virkninger,
saaledes i en Rk. historiske Kostumebilleder
med en broget Figurstaffage i teatermæssig
Arrangement. Et Hovedværk: »Kampen ved
Texel« (1839) i Versailles-Mus., »De Ruyter’s
Indskibning« (1850) i Louvre. Han er rigt
repræsenteret i de franske Museer, ses ogsaa
jævnlig i tyske (bl. a. i Berlins Nationalgal.),
to Billeder i Sthlm’s Nationalmus. Foruden
Olien dyrkede I. med Dygtighed Vandfarven og
Tegninger paa Sten.
A. Hk.

Isabey-Papir [iza’bæ-], se Bristolpapir.

Isachsen, Andreas Hornbeck, norsk
Skuespiller, f. i Grimstad 31. Maj 1829, d. ved
Köln 22. Febr 1903. Efter at I. var blevet Student
(1850) debuterede han 1852 paa Bergens
nationale Scene, hvor han kort efter blev ansat, og
kom, efter kortere Ansættelse i Trondhjem og
Kria, 1865 til Kria Teater, som han med en
enkelt Afbrydelse 1870—71, da han fulgte
Bjørnson til Møllergadens Teater, var fast knyttet til
indtil han 1894 af Helbredshensyn forlod
Scenen. I en grundlæggende Tid for selvstændig
norsk Scenekunst blev I. en af
Foregangsmændene; med litterær Forstaaelse og klar
Intelligens udformede han en Rk. Karakterroller i
Ibsen’s og Bjørnson’s Skuespil, optraadte ogsaa
baade i det Shakespeare’ske Drama og det
lettere Lystspil. I. var en Aarrække
Sceneinstruktør ved Kria Teater og Oversætter og
Bearbejder af udenlandske Skuespil; hans egne smaa
dramatiske Arbejder var uden Bet. (Litt.: K.
A. Winterhjelm
, »Af Christiania
Teaterliv«; T. Blanc, »Norges første nationale
Scene«).
E. S-n.

Isachsen, Gunerius (Gunnar)
Ingvald, no. Officer og Polarforsker, er f. 3.
Oktbr 1868 i Drøbak. Han blev Officer 1891,
s. A. Premierløjtnant i Kavaleriet, var
1894—96 Adjutant ved Trondhjems Korps og samtidig
Kvartermester og avancerede 1899 til
Ritmester. Vintrene 1396—98 gennemgik han
Centralskolen for Legemsøvelser og
Vaabenbrug. Imidlertid havde han kastet sig over
teoretiske og praktiske Polarstudier, bl. a.
Foraaret 1898 ved Marineobservatoriet i
Wilhelmshafen, og lod sig engagere som
Kartograf og Observator ved Otto Sverdrup’s
Ekspedition med »Fram« til
nordamerikansk-arktiske Lande 1898—1902. Han kortlagde
herunder betydelige Omraader af hidtil ukendte
Lande. Som en Anerkendelse af disse
fortjenstfulde topografiske Arbejder modtog I.
bl. a. den af Royal Geogr. Society i London
uddelte Murchison-Belønning for 1903. Efter
sin Hjemkomst gik han tilbage til sin milit.
Stilling. 1904—05 tjenestegjorde han først i et
arab. Spahisregiment i Atlas-Bjergene, senere
i Blida, Algérie, og ved École militaire i Paris,
holdt Vaaren 1905 en Mængde Foredrag rundt
om i franske Byer med Fram-Ekspeditionen
som Emne, en Virksomhed, han Vinteren
1905—06 fortsatte i Norge. Sommeren 1906 ledede
I. en af Fyrst Albert af Monaco udrustet
topografisk-geol. Ekspedition til Spitsbergens
nordvestlige Indland; de her paabegyndte
Undersøgelser blev fortsat Sommeren 1907. Efter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0531.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free