Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Irland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ophæve de værste Indskrænkninger for
Katolikkerne og til at give det irske Parlament fuld
Selvstændighed med Tilbagekaldelse af den
saakaldte Poyning’s Act (1778—82). Ogsaa
udstraktes den eng. Habeas Corpus Act til I., og
der indførtes større Handelsfrihed, hvorhos
Folkets Selvfølelse rejste sig under dets Fører
H. Grattan’s kloge og kraftige Ledelse. En halv
Snes Aar senere vakte den fr. Revolutions
Udbrud et stærkt Røre og tvang Regeringen til
ny Indrømmelser: Katolikkerne fik 1793 Valgret
og Adgang til lavere Embeder, hvorhos Resten
af »Straffelovene« bortfaldt. 1791 havde der
dannet sig et talrigt Samfund »forenede
Irlændere« under Ledelse af Wolfe Tone, ogsaa
omfattende mange Protestanter, som krævede fuld
Ligestilling for Katolikkerne, og som senere
endog søgte Løsrivelse fra England ved fr.
Hjælp, medens der som Modvægt herimod
dannedes Loger af »Orangemænd«, der vilde værge
den Ordning, Vilhelm af Oranien 100 Aar
tidligere havde fastslaaet ɔ: Protestantismens
Overvægt og Forbindelsen med England. Det
fr. Landgangsforsøg 1796 mislykkedes, og
Opstanden Maj 1798, der var planlagt af Edward
Fitzgerald, blev kuet med blodig Strenghed.
Men disse Tildragelser gav Stødet til, at
Regeringen besluttede at tilvejebringe en nøjere |
Forening mellem Storbritannien og I., saa
meget mere som der tit nok havde vist sig store
Modsætninger mellem de to Parlamenters
Holdning. Maalet naaedes, skønt kun ved
umaadelige Bestikkelser og Stemmekøb (det irske
Parlament havde i lang Tid været en meget
demoraliseret Forsamling), 26. Maj 1800 vedtog I.’s
Parlament med 118 Stemmer imod 73 sin egen
Ophævelse og Landets Sammenknytning med
Storbritannien under en fælles Lovgivningsmagt.
I. Jan. 1801 traadte »Unionen« i Live.
Derimod lykkedes det ikke at bryde Kong Georg
III’s stivsindede Modstand mod Katolikkernes
Ligestilling, som dog burde være Unionens
naturlige Følge.
I 1820’erne begyndte White Boys og lgn.
Bander igen at drive deres Uvæsen, uden at
Regeringen ved nok saa strenge Forholdsregler var
i Stand til at stoppe det. Samtidig tog Agitationen
for Katolikkernes Ligestilling et nyt Opsving
under Ledelsen af den Mand, som i et kvart
Aarh. var Irlændernes Fører, nemlig D.
O’Connell, og den blev efterhaanden saa stærk, at
Tory-Ministeriet 1829 for at undgaa en
Borgerkrig selv førte Sagen igennem. Medens I. hidtil
havde været fattigt paa Skoler, og Almuens
Oplysning derfor stod meget lavt, oprettedes
samme Aar et alm. Folkeskolevæsen, fælles for
alle Trosbekendelser og uden
Religionsundervisning derfor stik imod det kat. Præsteskabs
Ønsker; Skolepligt paabødes dog ikke, og
mange Børn forblev derfor uden Skolegang. Ved
disse Skoler, hvor det eng. Sprog brugtes som
Undervisningssprog, fremmedes i høj Grad dets
Udbredelse, hvorimod det ersiske er trængt
stærkt tilbage. (Skolepligt fastsattes først 1892;
men den er endnu langtfra bragt til fuld
Gennemførelse). Valgreformen 1832 berørte kun
lidet I., derimod gjorde det liberale Parti,
medens det var ved Magten 1830—41, alvorlige
Bestræbelser for at forbedre Tilstandene og
raade Bod paa Fortids Uret. Saaledes
gennemførtes 1838 et forbedret Fattigvæsen; ogsaa søgte
det 1833 at lette Statskirkens Tryk paa det
store kat. Flertal dels ved en væsentlig
Omdannelse og Nedsættelse af Tienden, dels ved
Inddragelse af en Mængde Præstekald, som
kun havde faa ell. ingen Menighedsmedlemmer,
og af Halvdelen af Stifterne. Partiet havde
ønsket at gaa videre, men kunde ikke
overvinde Modpartiets Modstand. Derimod maatte
dette selv 1845 tilstaa Statstilskud til et kat.
Præsteseminarium i Maynooth og til 3
konfessionsløse Kollegier samt gøre nogle
Forbedringer i Fæsternes Stilling. Irlænderne var dog
ingenlunde tilfredse hermed, men vilde
fortrinsvis have politiske Reformer. Allerede 1833
fremsatte O’Connell deres Krav om Repeal ɔ:
Tilbagekaldelse af Unionen, men fik kun 38
Stemmer herfor i Underhuset. Gennem en udstrakt
Agitation, som især dreves paa store
Folkemøder, og til hvis Fremme Irlænderne ligefrem
paalagde sig en særlig Skat, arbejdede han
Sagen saaledes op, at han 1843 regnedes at
have 700,000 Mand bag sig og vandt Tilnavnet
»I.’s ukronede Konge«.
Det var dog ikke ad denne Vej, det irske
Spørgsmaal skulde blive løst. Derimod
medførte Kartoffelsygdommen 1845—46 og den
Hungersnød, som fulgte efter, og som bortrev
henved en Mill. Mennesker, i det mindste en
foreløbig Løsning. Paa den ene Side forenede den
britiske Statsmagt og den private Godgørenhed
sig med stor Rundhaandethed i Arbejdet dels
for at lindre Nøden, dels for at forberede bedre
Tilstande. Paa den anden Side syntes
Irlænderne, der tidligere uagtet al Fattigdom og
Usselhed klamrede sig til deres Fædres Jord
og søgte alene ved deres Mængde at
tilbagevinde Herredømmet over den, nu at ville
opgive Ævred. Massevis udvandrede de til
Nordamerika, især til de forenede Stater, dog ogsaa
til Kanada — den saakaldte »irske Exodus« —
og i faa Aar aftog I.’s Folkemængde med et
Par Mill.; men samtidig aftog ogsaa baade
Fattigdommen og Forbrydelsernes Tal, medens
Folkets Velvære synlig voksede. I den
efterfølgende Tid er Udvandrerstrømmen gaaet i
samme Retning, om end ikke fuldt saa stærkt,
og i alt har næsten 4 Mill. Irlændere i sidste
Halvdel af det 19. Aarh. bosat sig i de
forenede Stater, i hvis Storbyer, især New York
og Chicago, de har øvet en stor, men langtfra
gavnlig Indflydelse. En anden Sværm er fra I.
draget til Storbritannien og har der afgivet
Grundlag for den kat. Kirkes stærke Tilvækst,
men er ellers for største Delen gaaet tabt i det
eng. Folk. Som Følge af Udvandringen er
Forholdet mellem Katolikker og Protestanter i I.
blevet noget forrykket, tidligere udgjorde hine
over 4 Femtedele, men nu kun 3 Fjerdedele.
Særlig er det keltiske Element blevet svækket,
saa at nu knap en Syvendedel af I.’s
Befolkning taler det ersiske Sprog og endda paa en
forsvindende Brøk nær tillige Engelsk (1911 i
alt 565000, men deraf kun 16400 alene Ersisk,
1861 derimod 942000, hvoraf 163000 alene
Ersisk).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
