Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Irland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ierne og af Romerne Hibernia, omtales kun
meget lidt af de klassiske Forfattere og var
paa den Tid næsten ukendt. Dets ældste
Historie, saaledes som den fortælles i de gl.
irske Annaler og episke Digte, er saa
overspunden med aldeles upaalidelige Sagn (de
gaar tilbage indtil omtr. 3000 Aar f. Kr.), at
den slet ikke kan udredes. Dets første
Befolkning synes at have været iberisk (efter en
anden Opfattelse et andet ukendt ikke-arisk
Folk), men senere indvandrede keltiske
Stammer af den gaeliske Gren og sidst de
saakaldte Milesier ell. Skoter. Folket var delt i
mange Klaner og disses Underafdelinger,
Septer. Septen ejede Jorden i Fællig, og den
enkelte Mand dyrkede kun som Bruger sin
tildelte Lod. Foruden Klanshøvdingerne øvede
Brehon’erne — svarende til de galliske Druider
—, som paa een Gang var Dommere og
Skjalde, stor Indflydelse; deres Love, som
viser mærkelige Ligheder med de gl. indiske,
holdtes endnu i Ære indtil Dronning Elisabeth’s
Tider, ja til dels endnu senere.
Omtr. 430 e. Kr. begyndte Patrick fra
Skotland at prædike Kristendommen, og den vandt
hurtig Udbredelse uden Kamp ell. Tvang. I
Løbet af 100 Aar var hele Folket kristnet, og
det sluttede sig med saadan Iver til den ny
Lære, at I. vandt Æresnavnet »de Helliges Ø«.
Den irske Kirke fik tidlig et eget Præg; store
Munkesamfund, der stundom udgjorde hele
Landsbyer, blev Arnesteder for teol. og anden
Lærdom, og herfra udgik talrige Missionærer
baade til England og Fastlandet; Tyskernes
Omvendelse forberedtes af dem, og de
grundlagde de saakaldte »Skotteklostre«, der naaede
helt ned til Norditalien; et af dem er Skt
Gallen. Den hierarkiske Ordning var kun saare
ufuldkommen, og Paven erkendtes ikke for
Kirkens Overhoved, hvad der holdt I. adskilt
fra det øvrige Vesteuropa. Medens I. var
blevet forskaanet for Romernes
Landvindingslyster og Folkevandringens ødelæggende
Omvæltninger, blev det kort før 800 hjemsøgt af
Vikinger, først fra Norge, senere fra
Danmark. De hærgede Landet grusomt, men lagde
ogsaa Grunden til de første Stæder, Dublin,
Waterford og Limerick og fremkaldte Irlands
Handel og Søfart. Det indbyrdes Fjendskab
mellem Klanerne, som var stærkere end
Følelsen af den fælles Fare, lettede i høj Grad
Nordboernes (»Østmændenes«) Fremgang langs
Østkysten og ved Flodbredderne. Under
Kampen med disse Fjender gik Folkets Kultur til
Grunde. I. var dengang samlet i 5
Kongeriger, Ulster, Meath, Leinster, Munster og
Connaught, som stredes indbyrdes om, hvem
der skulde afgive Overkongen over hele Øen.
Det blodige Slag ved Clontarf i Nærheden af
Dublin Langfredag 23. Apr. 1014 (samme Aar
som Svend Tveskæg døde), hvor den irske
Heltekonge Brian sejrede, men selv faldt, satte
en Grænse for Nordboernes Fremtrængen, og
fra den Tid holdt de tvende Folkefærd sig
inden for de vundne Omraader. Dertil
medvirkede ogsaa, at Nordboerne forinden havde
antaget Kristendommen, dog nærmest under
Paavirkning fra England, og at mange af dem
havde indgiftet sig i irske Slægter. Da den
norske Kong Magnus Barfod 1103 gjorde et Tog
til I., fik han ingen Tilslutning af Nordboerne
og blev overfalden af Irerne og dræbt.
1152 blev paa et Kirkemøde i Drogheda den
hele irske Kirke stillet under Pavestolens
Højhed og dens Stiftsinddeling og Styrelse
fastslaaet; fra den Tid har Irerne været ivrige
Romersk-Katolikker. Men desværre havde
Kristendommen hverken formaaet at dæmpe
Folkets Raahed og Vildskab ell. at grundlægge et
ordnet Statsliv. Idelige Kampe med Mord og
Plyndring førtes mellem Rigerne ell. inden for
disse mellem Klanerne, og derved banedes Vej
for I.’s Tilknytning til det mægtigere og fastere
ordnede Naboland. Da Dermod af Leinster 1167
var bleven fordreven fra sit Rige, tyede han
til England og fik Hjælp fra fl. eng. Adelsmænd,
deriblandt Jarlen af Pembroke, kaldet
Strongbow, der blev hans Svigersøn og Arvtager. De
indtog Dublin og andre Byer paa Østkysten.
Dette opmuntrede Kong Henrik II til at
iværksætte en længe næret Plan om at gøre sig til
Herre over I.; allerede Vilhelm Erobreren
havde tænkt derpaa. 1172 drog Henrik derover
med en Hær og tog det vundne Land i
Besiddelse som Lensherre; Leinster og Munster
underkastede sig, og Biskopperne sluttede sig
ligeledes til ham, da han støttede sig paa en
pavelig Bulle. Kun O’Connor, Konge i Connaught,
gjorde kraftig Modstand, men maatte ogsaa
bøje sig 1175 og blive skatskyldig Vasal for den
vestlige Del af Øen. Hermed begyndte I.’s
Undertrykkelse, der fortsattes under forsk.
Former i 700 Aar og affødte et bittert Had hos
den keltiske Befolkning mod »Sachserne«
(Sassanach). I lange Tider var det eng.
Herredømme dog indskrænket til et smalt Bælte langs
Østkysten, kaldet the Pale; her indførtes eng.
Ret og Styrelse, siden 1295 et eget Parlament,
medens Irerne i den største Del af Landet
levede efter deres gamle Vedtægter under deres
Klanshøvdinger, i jævnlige Kampe med
Engelskmændene, der søgte at udbrede deres Magt, og
i voksende Vildhed. Da Skotland under Robert
Bruce havde revet sig løs fra England, søgte
Irerne Hjælp hos disse Stammefrænder for at
vinde en lignende Uafhængighed. Hans Broder,
Edvard Bruce, drog 1315 til I. med en Hær,
havde i Førstningen god Fremgang, men faldt
3 Aar senere i Kampen. 1361 kom Landskabet
Ulster, der hidtil havde været uafhængigt,
under eng. Indflydelse, idet Kong Edvard III’s
yngre Søn, Hertugen af Clarence, ægtede
Fyrstens Arvedatter.
Derimod gjordes intet for at fremme en
Sammensmeltning mellem det sejrende og det
overvundne Folk, hvad der dog havde været det
ønskeligste. Vistnok gik i Tidernes Løb mange,
selv Adelsmænd, af eng. Byrd op i den store
irske Masse, men ellers søgte man at holde de
to Folkefærd skarpt adskilte. 1367 erklærede
saaledes I.’s Parlament alle Irer for Fjender
og forbød under streng Straf Engelskmænd at
indgaa Ægteskab med saadanne; ja 100 Aar
senere udsattes ligefrem Belønninger for at
dræbe Irer som formentlige Røvere, naar de
ikke havde en tro Engelskmand til Følgeskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
