Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Internationale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Generalraad« med Bureau i London. De enkelte
Foreninger kunde ved den Bøjelighed, Statutterne
besad, have et meget forskelligartet
socialpolitisk Præg. Det gjaldt foreløbig om at samle de
størst mulige Masser.
Utvivlsomt havde Marx haabet i den i vældig
Maalestok planlagte Association at have smedet
det Redskab, som kunde løfte den
kapitalstyrede Kulturverden ud af dens Fuger. Som
Følge af den Uensartethed, der karakteriserede
dets Elementer, vovede han imidlertid kun lidt
efter lidt at øge Doserne af sin revolutionære
Kommunisme i Recepten til det internationale
Proletariats Redning. I de første Aar (1865—77)
ser man de mere moderate Elementer, navnlig
de fr. Mutualister, have Overtaget; medens
disse vilde gøre I. til et Studiesamfund, et Organ
for den sociale Reform, der tilsigtede at
fremme Kooperation og Kreditforeninger ad
Frivillighedens Vej, saa Marx’isterne i
Verdensassociationen det bedste Middel for Proletariatets
Klassekamp og Produktionsmidlernes Overgang
i kollektivt Eje.
Den første Kongres holdtes i Genève
Septbr 1866; her vedtoges Forbundets
Generalstatutter samt en Række Resolutioner om
Fremtidsmaal, der endnu var ganske maadeholdne;
det mest vidtgaaende af dem var Kravet paa
en lovfæstet 8 Timers Arbejdsdag for Voksne.
Allerede i Lausanne, hvor Kongressen var
samlet Septbr 1867, gik man noget videre,
positivt ved at stille Krav om, at Samfundet
skulde overtage Transport- og
Samfærdselsmidlerne, negativt ved at advare mod at overvurdere
Fagforeningernes Bet., idet der henpegedes paa,
at disse kunde føre til, at Arbejderne blev delte
i en fagorganiseret begunstiget
Arbejderoverklasse og et yderligere undertrykket
Proletariat. Paa Kongressen i Bryssel (Septbr
1868) fik I.’s økonomiske Program sin fyldigste
Udformning, og Statssocialismen traadte
tydeligere frem, idet man krævede
Grundejendommens, Skovenes, Bjergværkernes og
Arbejdsmidlernes Overførelse til Samfundseje;
Kollektivisterne drømte allerede om
Lønningssystemets fuldstændige Afskaffelse, men dog
fremhævedes endnu, hvorledes de ny
Samfundstilstande maatte fremgaa som Resultatet af en
successiv Evolution, ikke af en pludselig
Revolution. Den 4. Kongres i Basel (Septbr
1869) naaede til at dekretere Afskaffelse af
privat Ejendomsret til fast Ejendom som en
uafviselig Nødvendighed.
1864—69 betegner I.’s Fremgangs- og
Blomstringstid; det traadte i Forbindelse med de
fleste Kulturlandes Arbejderassociationer, om
end disse rigtignok i mange Tilfælde nøjedes
med platoniske Forsikringer om deres Sympati.
Man havde dog opnaaet at indjage det
bestaaende Samfund Skræk; Times skrev i Anledning
af Basel-Kongressen bl. a.: »Man maa gaa
tilbage til Kristendommens første sejrrige
Fremtrængen ell. til Tiden for Barbarernes Indfald
i Romerriget for at finde Sidestykke til denne
Arbejderbevægelse«. Faren blev imidlertid
stærkt overdrevet. Medens man fablede om et
Medlemstal paa Millioner, var dette i
Virkeligheden forholdsvis meget lidet — i alt Fald af
saadanne, der lod tilflyde Centralbureauet det
statutmæssige Bidrag af 10 Centimes pro
persona. Den Udbredelse, navnlig Marx havde
drømt om, naaedes aldrig, og Styrets
Pengemangel var kronisk.
Krigen 1870 og de socialpolitiske
Begivenheder, som stod i Forbindelse med den,
danner Udgangspunktet for I.’s Tilbagegang. Den
foranledigede, at der i det Aar ingen Kongres
kom i Stand. Til Kommunen i Paris 1871
havde I. ganske vist intet direkte Forhold, men
Marx og hans Fraktion gav den deres fulde
Billigelse. Dette huede ingenlunde de britiske
Trades-union’ister og andre mere moderate
Elementer, der nu i Masser faldt fra. Septbr 1871
fik man blot en Konference i Stand i London.
Det gik rask tilbage med I., ikke blot i
England; i Frankrig betegnede den blodige
Undertrykkelse af Paris-Kommunen en voldsom
Aareladning for dette Lands Sektion, og til Trods
for, at det tyske Socialdemokrati i Marx’s
»Kapital« (Bd I, 1867) havde fundet sin
Visdomskilde, blev det under den nationale
Begejstringsrus efter den store Sejr selv stedt i en svær
Krise. Mest ødelæggende virkede imidlertid den
indre Splid. Der herskede en ikke lidet udbredt
Misnøje med Marx’ stadig mere
fremherskende Indflydelse; men værre var, at der opstod
en Medbejler i Russeren Michael Bakunin, som
vistnok i I. havde troet at finde et Redskab for
sin anarkistiske Propaganda. Det lykkedes ham
at faa de enkelte Foreninger af sin 1868
stiftede »Internationale Alliance af det socialistiske
Demokrati« optagne i I. I.’s Kommunister
maatte nu værge deres Program mod Anarkisterne,
hvis Slagord: »Ingen Centralisation, ingen Stat,
ingen Religion ell. Kultus lige saa lidt som
nogen Gud, ingen Retsorden, intet Diktatur —
selv ikke et revolutionært, overhovedet ingen
Autoritet!« kun var egnet til at bringe I. i
Miskredit. Det afgørende Brud lod da ikke
længe vente paa sig. Det fandt Sted paa
Kongressen i Haag (Septbr 1872), hvor det
lykkedes Socialisterne med 26 mod 23
Stemmer at gennemføre de føderalistiske
Anarkisters Udstødelse af Forbundet. Men I. var
ikke desto mindre uhjælpelig desorganiseret.
Selv den Rest, der blev tilbage, kunde Marx
ikke regne med som paalidelige Tilhængere.
Lige over for denne Sagernes Stilling vilde han
i det mindste sikre sit dødsdømte Smertensbarn
en hæderlig Begravelse, og i dette Øjemed fik
han, under Paaskud af at knytte Amerikas
Arbejderlegioner fastere til Organisationen, i
Haag sat igennem, at Generalraadet skulde
forlægges til New York. Dette Skridt var praktisk
ensbetydende med en Opløsning. Et sidste
Livstegn gav I ved en Kongres i Genève
Septbr 1873, hvor Resterne af den gl.
Repræsentation for England, Tyskland og Amerika
samledes, men hvor Marx glimrede ved sin
Fraværelse. Faa Dage i Forvejen havde de
romanske Føderalister (Anarkister) siddet sammen i
samme By og ageret Repræsentanter for I.;
man havde altsaa nu tvende internationale
Arbejdsassociationer, der forkætrede hinanden.
I.’s Historie endte saaledes ynkelig. Forbundets
ogsaa formelle Opløsning blev til al Overflod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
