Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Innocens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kejserkronen (1209), tog den atter fra ham for at
give den til Frederik II (1211). Filip II August
af Frankrig tvang han til at tage sin forskudte
Dronning, Prinsesse Ingeborg af Danmark, til
sig igen. Portugals og Aragoniens Konger tog
deres Riger til Len af Pavestolen. Da Kong
Johan af England ikke vilde godkende den af I.
udnævnte Ærkebiskop i Canterbury, Stephan
Langton, belagde han England med Interdikt
(1208), bandsatte Kongen (1209) og truede med
at skænke Landet til Filip August af Frankrig.
Kong Johan maatte da tage sit Rige til Len
af Pavestolen og forpligte England til aarlig
at betale en stor Skat i Lensafgift. Han lod en
Legat krone Bulgariens Konge og skilte
derved Bulgarerne fra den gr. Kirke. Godvilligt ell.
tvungent bøjede Fyrsterne sig for I.; kun den
norske Konge Sverre trodsede, og de eng.
Baroner lod haant om, at han erklærede Magna
Charta for i Bund og Grund ugyldigt. I. gav
Stødet til det fjerde Korstog (1204), hvoraf
Følgen blev det lat. Kejserdømme i
Konstantinopel, og han oplevede Børnekorstoget (1212).
Samtidig med, at Pavedømmet med I. naaede
sin højeste Blomstring, arbejdede de Kræfter,
som siden aldrig har ladet Pavedømmet i Ro,
nemlig de fri religiøse Bevægelser.
Valdesierne vilde han vinde ved Indrømmelser, men da
de ikke vilde tage imod dem, lod han dem
forfølge sammen med Albigenserne med Ild og
Sværd. Som Kardinal havde han skrevet en
Bog De contemptu mundi (»Om Foragt for
Verden«), der viser, at han i Hjertet foragtede den
Verden, han søgte at beherske, og med
Sympati saa han paa Frants af Assisi, skønt han
indsaa den Fare, som hans Tanke indebar.
Mod Slutn. af sit Liv holdt han den glimrende
Lateransynode (1215). Ingen Hersker har haft
en saa uhyre Magt som I., og ingen har haft
større Herskerevne end han. Hans Tro var
inderlig; hans Levned rent; hans
Skarpsindighed var lige saa stor som hans
Retfærdighedsfølelse; hans Gavmildhed og hans Trofasthed
mod sine Venner roses af alle. (Litt.:
Achille Luchaire, I. III [I—VI, Paris
1904—08]; I. B. Pearson, Pope I. III. A
tabular index to his letters, [Cambridge
1911]).
5) I. IV (1243-54) hed Sinibaldo Fieschi og
var fra Genova. Han var en Ungdomsven af
Frederik II, men da han blev Pave, blev en
fjendtlig Stilling til de hohenstaufiske Kejsere
ham paatvunget. Han flygtede for Frederik II i
til Frankrig, hvor han i Lyon (1245) holdt det
store Kirkemøde, og her anklagede han
Kejseren for Kirkeran og Mened, beskyldte ham
for at have talt om Christus som en af de tre
Bedragere og afsatte ham. Frederik mindede
ham imidlertid om den apostoliske Fattigdom
og den nytestamentlige Kristendom, og de
pavelige Modkonger Henrik Raspe (1246) og
Vilhelm af Holland (1247) fik ingen Bet. Først
efter Frederik II’s Død kunde I. vende tilbage
til Rom (1251), hvorfra han fortsatte Kampen
mod Konrad IV. I Lyon havde han søgt at faa i
Skismet mellem den romerske og den græske
Kirke hævet. Han gav Kardinalerne den røde
Hat og var en fremragende Kirkeretslærer,
hvorfor han kaldtes pater et organum
veritatis. Han skrev en Kommentar til Gregor IX’s
Dekretaler. (Litt.: Berger, Les régistres
d’Innocent IV [Paris 1882 ff.]; Rodenberg,
»Papst I. IV und das Königreich Sicilien 1245—
54« [Halle 1892]).
6) I. V (21. Jan.-22. Juni 1276) hed Pierre
de Tarentaise, f. i Moutier i Savojen, var den
første Dominikaner paa Skt Peter’s Stol.
7) I. VI (1352—62) hed Étienne Aubert, f. i
Mons i Limousin, en af de avignonske Paver.
Selv en lærd og alvorlig, sædelig Mand
arbejdede han for sædelige Reformer, baade ved
Pavehoffet og i Kirken. Ved Kardinal Albornoz
fik han Forholdene ordnede i Kirkestaten.
(Litt.: Pastor, »Gesch. der Päpste seit
dem Ausgange des Mittelalters«, 3. Opl. 1899).
8) I. VII (1404—06) hed Cosmo Migliorati, f.
i Sulmona i Abruzzerne, blev under
Pavesøndringen valgt af det italienske Kardinalsparti;
dog kunde han ikke bo i Rom, men maatte for
største Delen opholde sig i Viterbo.
9) I. VIII (1484—92) hed Giovanni Battista
Cibo, fra Genova, havde været gift og var
bleven Enkemand, inden han traadte ind i den
gejstlige Stand, og havde saa mange Børn
baade i og udenfor Ægteskab, saa Romerne
mente, at de alene af den Grund kunde kalde
ham Fader, efter at han ved den senere Pave
Julius II’s Hjælp var bleven Pave. Han solgte
aabenlyst Kirkens Embeder, fik aarlig 40000
Dukater af Sultan Bajesid for at holde Prins
Dschem som Fange i Vatikanet, samtidig med
at han prædikede Korstog mod Tyrkerne; han
fik en af sine Sønner gift med en Datter af
Lorenzo af Medici, hvorved den
betydningsfulde Forbindelse mellem Pavehoffet og Huset
Medici indlededes. Ved Bullen Summis
desiderantes gav han Hekseforfølgelserne Kirkens
Stempel; han fordømte 900 af Pico af
Mirandola’s Sætninger og bekæmpede Hussitterne i
Böhmen. Hans Navn er knyttet til prægtige
Bygninger i Rom (Villa del Belvedere).
10) I. IX (29. Oktbr-30. Decbr 1591) hed
Antonio Fachinetti og var fra Bologna.
11) I. X (1644—55) hed Giambattista Pamfili,
var Romer. Ved et paveligt Kornmonopol
ødelagde han det romerske Agerbrug; 1651
fordømte han den westfalske Fred; 1653 fordømte
han fem Sætninger af Cornelis Jansen, men
for Resten lod han sig helt lede af sin
Svigerinde Olimpia.
12) I. XI (1676-89) hed Benedetto
Odescalchi, var fra Como og havde været Militær, før
han blev Gejstlig. Han var en sædelig streng
Mand, der fordømte 65 Sætninger i jesuitiske
Skr som umoralske; han udmærkede sig ved
Gavmildhed samtidig med, at han forbedrede
Finanserne ved Sparsomhed. Han
understøttede Østerrig med Penge i dets Kamp mod
Tyrkerne. Han fordømte Gallikanismen og
stredes med Ludvig XIV om Besættelsen af
ledige Bispestole og om Kvarterfriheden.
(Litt.: F. de Bojani, I. XI. La
correspondance avec ses Nonces 1676—79 [Rom 1910]).
13) I. XII (1691-1700) hed Antonio
Pignatelli, var fra Napoli. Han søgte at afskaffe
Misbrugene ved Kurien og sluttede Fred med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
