Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Inkvisition - Inkvisitionskommissionen - Inkvisitionsproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig den, og 1834 blev den ophævet, og med dens
Godser betaltes Statsgælden. Man har
udregnet, at i Spanien skal I. siden 1481 have ladet
henrette over 30000 Mennesker, offentlig eller
hemmelig, og idømt over 340000 Mennesker
svære Straffe; disse Tal, som i Virkeligheden
ikke kan kontrolleres, er utvivlsomt
overdrevne. Den kat. Forf. Gams (»Kirchengesch. von
Spanien«, III, 2, 74) kommer til Tallet 4000 paa
de Henrettede. I Portugal, hvor Kongen
ogsaa udnævnte Storinkvisitoren, og Paven,
ligesom i Spanien, kun havde Stadfæstelsesret.
herskede I. 1557—1821. I.’s Indførelse i
Nederlandene var en væsentlig Grund til,
at de løvrev sig fra Spanien. I Italien blev
I. indført 1235, den ophævedes 1808,
genindførtes 1814, og 1852 dømte den Ægteparret
Madiai til Galgen p. Gr. a. Overgang til
Protestantismen. 1542 fik den romerske I. en
ny Ordning, og
Inkvisitionstribunalet ell. det hellige Officium
(Congregatio sancti officii) i Rom er stadig den
øverste pavelige Domstol, som alle
romersk-katolske, af hvad Stand og Tungemaal de end
maatte være, er underkastede, dens Myndighed
strækker sig til alt, der staar i nogen som
helst Berøring med Troen og Sæderne: Hæresi,
Trolddom, Bigami, Polygami o. s. v. I
Tyskland forsvandt I. med Reformationen.
Luther’s Modstander, Sylvester a Prierio,
paastod, at det var Vantro over for I.’s
Virksomhed, hvis man nægtede, at Heksene mødte
legemlig til Heksesabbaten. I England fik I.
kun Bet. under Marie den Blodige, i
Norden, hvor Paven 1421 udnævnte
Franciskanermunken Niels fra Odense til Inkvisitor, fik den
aldrig Bet. (Litt.: Charles Lea, A
History of the Inquisition, I—III [New York 1888];
Ribbek, »Beiträge zur Geschichte der I. in
Deutschland« [»Zeitschrift für vaterländische
Gesch.«, München 1888]; P. Frederique,
Inquisitio hæreticæ pravitatis Neerlandica
[Haag 1892]; E. Schäfer, »Beiträge zur
Geschichte des spanischen Protestantismus und der
Inquisition im 16. Jahrh.« [Gütersloh 1902]; F.
Esser, »Den rom. I.« [Kbhvn 1900];
Samme, »Den sp. I.« [Kbhvn 1907]).
L. M.
Inkvisitionskommissionen ell.
Stokhuskommissionen var Navnet paa en ved
Frd. 13. Apr. 1686 i Kbhvn oprettet særlig
Undersøgelsesret for Tyverisager. Paa en Tid
hvor Straffeprocessen i øvrigt ikke var
inkvisitorisk, laa Kommissionens Bet. i, at den
kunde afholde inkvisitorisk Forhør over
Sigtede, hvorved iflg. Praksis, der stadfæstedes
ved Lovgivningen fra en senere Tid, endog
Tortur kunde finde Anvendelse, dog i
Former, der sammenlignet med de i Udlandet
benyttede maatte kaldes forholdsvis milde (den
saakaldte »skarpe Eksamination«). I. var kun
Undersøgelsesret, ikke Domsret, men i øvrigt
fælles for Civile og Militære. Da mange af
Inkvisitterne hørte til Militæretaten, og
Forbilledet for Kommissionen var Procesmaaden
ved Krigsretterne, havde den dog i lang Tid
en rent militær Sammensætning, og det var
bl. a. Garnisonsauditøren, der førte Forsædet
i den. En delvis Forandring heri indtraadte
først ved Frd. 30. Decbr 1771, der satte I. i
Forbindelse med den kort forinden oprettede
Hof- og Stadsret, som for Fremtiden alene
kunde henvise Sager til den, og blandt hvis
Medlemmer Kommissionens Præses fra nu af
skulde tages. Frd. 1771 ophævede ogsaa den
skarpe Eksamination, men denne blev paany
indført 1772 og forsvandt først saa sent som
1837. I øvrigt blev Kommissionen, hvis
Kompetence i Tidens Løb var blevet noget udvidet,
efterhaanden overflødiggjort ved den alm.
Strafferetsplejes Omdannelse i inkvisitorisk
Retning, og efter Ønske af
Provinsialstænderne ophævedes den omsider ved Frd. 5. Jan.
1842, der i Stedet for oprettede et nyt
Kriminalkammer under Hof- og Stadsretten, hvilket
igen 1845 overførtes til den da organiserede
Kriminal- og Politiret.
P. J. J.
Inkvisitionsproces
(Undersøgelsesproces, Forhørsproces) adskiller sig
fra den saakaldte Anklageproces derved, at i
I. staar den, der mistænkes for en
Forbrydelse, og mod hvem i den Anledning
Undersøgelse indledes, ikke som den ene Part lige
over for Anklageren som den anden Part,
men derimod som Objekt for den af
Dommeren selv ledede Undersøgelse; det er den
Mistænktes Pligt at sige den fulde Sandhed
om alt, hvad der kan have Bet. for
Mistankens Bestyrkelse ell. Afkræftelse, og
Dommeren har mere ell. mindre vidtgaaende
Magtmidler til Fremtvingelse af denne Pligts
Opfyldelse. I. har sin Opr. fra den kanoniske Ret,
idet den navnlig udvikledes gennem en Rk.
Anordninger af Innocens III fra Slutn. af 12.
og Beg. af 13. Aarh. Hvor der forelaa et
udbredt Rygte om en begaaet Forbrydelse, skulde
Dommeren undersøge Sagen. Naar Rygtet
bekræftedes, skulde Dommeren uden særlig
Anklage fortsætte Undersøgelsen med det
Formaal at overbevise den Sigtede om hans
Skyld. Efterhaanden blev den blotte
Anmeldelse et tilstrækkeligt Grundlag for en
Undersøgelse, og derved var i Virkeligheden
Inkvisitionen bleven en alm. Form for
Straffeforfølgningen. Det hist. Forbillede for denne
Innocens III’s Reform antages alm. at maatte
søges i den allerede længe forud kendte
Undersøgelse, som Biskopperne paa deres Rejser
foretog ved Eksamination af bestemte
Personer om, hvorvidt visse Forbrydelser var
begaaede i Bispedømmet. I den senere Del af
Middelalderen fik ogsaa I. Indpas ved de
verdslige Domstole, i Tyskland navnlig ved Karl
V’s »Peinliche Gerichtsordnung« af 1530—32 (se
Constitutio criminalis Carolina),
i Frankrig ved Ordonancer af 1254 og 1260 og
senere Aar. Til Udviklingen af I. bidrog
væsentlig den under kirkelig Indflydelse stedse
voksende Erkendelse af, at Forbrydelsernes
Forfølgning er en Statsopgave. En
betydningsfuld Følge af I. var, at det germanske
Formalbevis (Meddomsmænd, Gudsdomme, Tvekamp)
maatte vige for virkelige Beviser, der ad logisk
Vej kunde fremkalde Dommerens Overbevisning
om Sagens Sammenhæng. Frygten for at
overlade alt til Dommerens Skøn fremkaldte
imidlertid samtidig en Række kunstige Regler om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
