Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - -inge - Inge - Inge - Inge (svenske Konger) - Inge Baardssøn - Ingeborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange Tilfælde synes dette ogsaa at have
Sandsynlighed for sig. At Navnene er gl., hører
til vore ældste bevarede Stednavne, er alle
enige om at fremhæve, men med nogen
Sikkerhed lader de sig ikke tidfæste, dog synes
de for det meste at være ældre end
Vikingetiden. Mange af -inge Navnene har først
antaget denne Endelse i senere Tid, muligt ved
Paavirkning fra andre -inge Navne i
Forbindelse med alm. fonetiske Forhold; Sjørring hed
saaledes i Middelald. Syorændæ, og Svanninge
findes som Swanæwich. (Litt.: E.
Hellquist, »Om de svenska ortnamnen på -inge,
-unge ock -unga« [Göteborg 1904]; Johs.
Steenstrup, »Indledende Studier over de
danske Stednavnes Bygning« [Kbhvn 1909, S. 85,
med Litteraturhenvisninger]).
G. K-n.
Inge, nordisk Mandsnavn (jfr. Ing), en
Kortform af Navnet Yngvin, Genitiv
Ingunar, opstaaet af denne sidste. Navnets Bet.
er vistnok Ing-ven, ɔ: Dyrker af Guden Ing.
Inge, Baglernes Konge, blev af sine
Partifæller udgivet for at være en Søn af Kong
Magnus Erlingssøn, medens Birkebeinerne
paastod, at han var dansk af Fødsel og egl. hed
Torgils Tufuskit. I. hyldedes paa Borgarting
1197 og paa Øreting 1198, medens Kong Sverre
opholdt sig paa andre Kanter af Landet. Hans
Kongevælde blev imidlertid ikke af stor Bet.
Efter Slaget paa Strindsjøen inden for
Trondhjem (1199) og Tabet af Tunsberg, som han
ikke magtede at undsætte, tog han Ophold paa
Helgeøen i Mjøsen, hvor han straks efter, at
Haakon Sverressøn var taget til Konge, blev
overfaldet af Oplandsbønderne og dræbt (1202).
(O. A. Ø.) Edv. B.
Inge, to sv. Konger.
1) I. den Ældre, d. c. 1110, var Søn af den
vestgøtiske Jarl Stenkil, som c. 1060 var
kommen paa Sveriges Trone, efter at den gamle
Kongeslægt var uddød. Ved Faderens Død (c.
1066) var I. og hans Broder Halsten begge
unge og synes ikke at have kunnet sætte deres
Krav paa Tronen igennem i disse for Sverige
meget urolige Tider, da Sveer og Göter,
Hedninge og Kristne, stod skarpt mod hverandre;
i hvert Fald nævnes baade samtidig med og
efter Stenkil fl. forskellige Konger (Haakon den
Røde, 2 Erik’er), hvis Kongetid og
Magtomraade det næppe er muligt at bestemme. Efter
en Tids Forløb synes dog I. og Halsten at have
vundet Overhaand; dog kaldes de endnu i et
Pavebrev fra Aaret 1081 kun Vestgøternes
Konger. Længe havde de ikke deres Trone i
Ro. I. var nemlig ivrig Kristen og kæmpede for
Kristendommens Fremgang, hvortil han
opmuntredes af Pave Gregor VII i to Breve;
Sagaen beretter nu, at de hedenske Sveer paa
Tinge gav ham Valg mellem at holde gl Lov
ell. slippe Kongedømmet; da I. svarede, at han
ikke vilde aflægge den Tro, som var den sande,
blev han dreven fra Tinget med Stenkast; hans
Svoger Sven tilbød derimod Sveerne at holde
Blot (Offer) til Guderne — hvoraf han fik
Navnet Blot-Sven — og blev tagen til Konge over
Svearige i I.’s Sted. Efter 3 Aars Forløb kom
dog I. tilbage fra Vestergötland, hvortil han
havde taget sin Tilflugt, overfaldt Sven og satte
Ild paa hans Hus; da Sven søgte at undkomme,
dræbtes han. I. toges atter til Konge over
Sveerne, og Kristendommen vandt hermed ny
Fremgang; dog synes ogsaa senere upsvenske
Modkonger at være blevne stillede op mod ham
ell. i alt Fald mod hans Efterfølgere, navnlig
Erik Aarsæl, der skal have været Søn af
Blot-Sven. Foruden disse indre Forviklinger havde
I. desuden ved Aarhundredets Slutn. Kamp
med den norske Konge Magnus Barfod, som
hærgede i Grænseegnene i Vermland og
Vestergötland og vilde lægge dem under sig. Efter
forsk. Kampe, hvori I. nærmest synes at have
haft Overhaand, fandt i Sommeren 1101 et
Fredsmøde St. mellem Kongerne i Konghelle,
hvor ogsaa den danske Konge Erik Ejegod,
som gerne vilde standse Striden for at kunne
fremme sine Planer om et nord. Ærkesæde,
var til Stede; det bestemtes her, at hver Konge
skulde beholde, hvad hans Forfædre havde
haft, og Magnus ægtede I.’s Datter Margrete,
som heraf fik Tilnavnet Fredspigen (Fredkulla).
I.’s eneste Søn Regnald er vistnok død før
Faderen; af hans tre Døtre ægtede Margrete
efter Magnus Barfod’s Død den danske Konge
Nils, Kirstine ægtede den russiske Storfyrste
Mstislav og blev Moder til Malmfred, Sigurd
Jorsalfarer’s og Erik Emune’s Dronning, samt
til Ingeborg, Knud Lavard’s Hustru, og
Katharina ægtede den danske Kongeætling Bjørn
Jernside, Søn af Harald Kesje.
2) I. den Yngre, d. c. 1125. I. var Søn af I.
den Ældres Broder Halsten og blev tillige med
sin Broder Filip Konge efter I. den Ældres
Død (c. 1110); dog nævnes samtidig Erik
Aarsæl som Konge i Svearige. Efter sin Broders
Død 1118 var I. Enekonge til sin Død, som
sagdes at skyldes Gift. Med ham uddøde Stenkil’s
Æt paa Mandssiden.
J. O.
Inge Baardssøn, Norge’s Konge (1204—17),
f. 1185, d. 1217 i Nidaros, var Søn af den
mægtige Høvding Baard Guttormssøn paa Rein
og Kong Sverre’s Søster Cecilia. I. B. kaaredes
ved Barnekongen Guttorm Sigurdssøn’s Død
(1204) til Konge af Birkebeinerne, der ansaa
Kong Sverre’s Slægt for at være uddød; han
blev foretrukket for sin ældre Halvbroder
Haakon Galen, Cecilia’s og Folkvid Lagmand’s
Søn, fordi denne paa fædrene Side var svensk.
Dog skulde Haakon dele Magten med ham og
være Hirdens og Hærens Fører; thi selv var
I. B. sygelig og lidet krigersk. I den første Del
af sin Regeringstid maatte I. B. kæmpe med
Baglerne, indtil han i Aaret 1208 indgik Forlig
med deres Konge Filip Simonssøn, der fik
Viken at styre. I. B. var vennesæl og afholdt,
og det hed om ham, at »siden Sigurd
Jorsalafare’s Dage havde der ikke været nogen
Konge, som var mildere mod Landets Almue«.
Men han gik for det meste i sine Frænders
Ledebaand. Efter at Haakon Galen 1214 var
afgaaet ved Døden, gik hans Indflydelse over
paa I. B.’s yngre Halvbroder Skule Baardssøn.
I sine sidste Levedage overdrog Kong I. B.
ham Førerskabet over Hirden og Hæren og
gav ham Jarlsnavn.
(O. A. Ø.) Edv. B.
Ingeborg, nord. Kvindenavn, sammensat
med det gl. Gudenavn Ing. Det blev baaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
