Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Infusionsdyr - Infusionsmetode - Infusoriejord - Infusorier - Infusum - in futurum - Ing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indtørring o. a. skadelig Indvirkning. Dyrene mister
Vand, trækker sig sammen under Tab af Cilier
og de fleste Celleorganer og omgiver sig med
en enkelt ell. dobb. Kapselmembran. I denne
Tilstand kan de taale fl. Aars Indtørring og
føres langt bort med Vinden; netop derfor kan
I. som mange andre encellede og adskillige
flercellede Dyr optræde tilsyneladende
gaadefuldt paa uventede St.; tidligere troede man
da ogsaa, de opstod af sig selv.
I. findes baade i Havet og i Ferskvand, men
særlig i mindre Damme og Pytter med rigelig
Plantevækst; mange Arter, der mest lever af
Bakterier, særlig i Vand med forraadnende
organiske Stoffer; andre er Rovdyr, gør Jagt paa
ret bestemte Organismer, og kan ofte overvælde
Bytte langt større end de selv (større I.,
Hjuldyr). Adskillige I. er Snyltere, især
Tarmsnyltere; men langt fl. lever i ell. paa andre Dyr
uden normalt at volde videre Ulempe. I mange
I.’s Legeme findes encellede Alger
(Zoochloreller), der lever med deres Værter i et
Samliv (Symbiose), beregnet paa at bruge den
dannede Kulsyre og i St. f. levere Ilt. Ogsaa
virkelige Snyltere findes hos I., mest smaa Acineter.
I. deles i 2 Underklasser, de egl. I. (Ciliata)
og Acineterne (Suctoria). De første inddeles,
især efter Fimreklædningen, i 5 Ordener:
Holotricha viser den simpleste Ordning, nemlig
en regelmæssig Fimreklædning ell. Cilierne
ordnede i Bælter, ikke fimreklædte Partier er
nøgne, Mundspiralen mangler. Hertil de
snyltende Opalina, der mangler Mund og Gat.
O. ranarum findes i Frøers og Tudsers
Endetarm, Infektionen finder kun St. i
Haletudsestadiet ved indkapslede Delingsindivider; hertil
ogsaa de røveriske Coleps Paramæcium, en af
de mest studerede Former, o. fl. a. Heteroiricha
har en veludviklet Fimrespiral om Munden,
men ellers regelmæssig Fimreklædning. Hertil
Stentor, indtil 1 mm store Dyr, med et
tragtformet Legeme, der mest er fæstet ved den
stilkformede Bagende. Balantidium coli er
Snylter hos Mennesket og Svinet; de findes i
Tyk-, Blind- og Endetarmen; de synes hos
Mennesket kun at optræde under Tarmlidelser,
og den Skade, de volder, er i Reglen ringe, i
nogle Tilfælde kan de dog trænge dybt ind i
Tarmvæggen. Oligotricha har foruden
Mundspiralen kun faa Cilier, samlede i Rækker ell.
Grupper. Hertil hører Havets Tintinnidier
(Tintinnus o. a.) samt et Antal meget
besynderlige Former, der findes i Vommen og
Netmaven hos Drøvtyggere og i Blindtarmen hos
Hesten (Entodinium, Ophryoscolex.
Cyclopostium), de findes i uhyre Masser, og man har
ment, at de kunde have Bet. ved
Cellulosefordøjelsen, hvad dog næppe er rigtigt; paa den
anden Side gør de næppe heller Skade.
Hypotricha har Fimrehaarene indskrænkede til
Bugen, og de bestaar af tykkere Børster,
hvorpaa Dyrene ligefrem kan krybe hen ad
Underlaget, hertil svarer Legemets flade Form;
Rygsiden har kun fine ubevægelige Følebørster
(Stylonychia). Peritricha har en
Mundspiral, som er højresnoet modsat de 3
foregaaende Ordener; det øvrige Legeme er nøgent;
i fri Tilstand findes en bageste Fimrekrans,
men de fleste er stilkede (Klokkedyrene ell.
Vorticellerne); gennem Stilken gaar i Reglen
i stejl Spiralsnoning et Muskelbaand, der
trækker den spiralformigt sammen; mange har
tillige Bæger. Vorticella er enlig, andre
danner store, gaffelgrenede Kolonier paa Planter
ell. paa Dyr (Daphnia o. a.), hvis Bevægelser
ofte besværliggøres. Acineterne (Suctoria) er
Snyltere ell. Rovdyr, i udviklet Tilstand
mangler de Cilier, ligeledes Mund; i St f. er de
forsynede med Sugetentakler, fine Rør med
kontraktile Vægge. Hermed fanger og dræber
de deres Bytte, især I., paa en hidtil uopklaret
Maade og udsuger det, hvorved Næringen
strømmer ind gennem Rørene. I den indre
Bygning ligner de de ciliate I. De fleste er
stilkede. Ved Delingen beholder det ene
Individ Stilken, medens det andet mister
Tentaklerne, udvikler et Fimrebælte og sværmer bort
for atter at sætte sig fast og antage den
sædvanlige Bygning. Den hyppigste Formering er
dog Knopskydning, enten udvendig, hvor et
Antal smaa Individer dannes paa den forreste
Rand, ell. hyppigere indvendig, hvor de dannes
i dybe Indsænkninger fra Overfladen; alle disse
Knopper udvikles til fimreklædte »Sværmere«.
Fritlevende er f. Eks. Ephelota og Acineta.
Mange snylter i I., saaledes Sphærophrya, der
som »Sværmere« trænger ind i ciliate I. og
formerer sig, saa indtil 50 kan ligge sammen i en
dyb Hule, der er forbundet med Overfladen
ved en Aabning, hvorfra nye Sværmere træder
frem. (Litt.: Dophlim, »Lehrbuch d.
Protozoenkunde«, 4. Opl. [Jena 1916]; Lang, »Lehrb.
d. vergleichenden Anatomie der wirbellosen
Thiere: Protozoa« [Jena 1901]).
T. K.
Infusionsmetode, se Øl.
Infusoriejord, se Diatomit.
Infusorier, d. s. s. Infusionsdyr.
Infusum (lat.), Infus.
in futurum (lat.), for Fremtiden.
Ing, mytisk Stamfader til Folkeslagene ved
Østersøen og vistnok en gammel germansk Gud.
Ifølge Tacitus fortalte Germanerne i deres gl.
Kvad, at Guden Tuisto var staaet frem af
Jorden og var bleven Fader til Mannus (ɔ: Mand,
Urmenneske), og fra denne nedstammede de
tre Folkegrupper, Ingvæoner (ude ved Havet),
Herminoner og Istvæoner (inde i Tyskland). I
en senere frankisk Kilde nævnes de tre Brødre
som Ermin, Ingo og Istio; i Oldengelsk kaldes
Stamfaderen Ing ell. Ingui. Det væsentlige
Fællesmærke for de ingvæonske Stammer er
den fremtrædende Dyrkelse af Guddommene
Njord (Nerthus) og Frey; dette har sat sig
Spor i Frey’s Navne Yngvifreyr
(»Ingvinfolkets Herre«) og Ingunarfreyr (jfr. angels.
fréa ingwina; Ing-vennens Herre). Navnet I.
udtrykker dog maaske nok saa meget en
Kultursammenhæng som et virkelig fælles
Udspring; og baade som Betegnelse for Folket og
dets Stamfader underkastes det en stadig
Forskydning. I de sydtyske Stammers Omtale
betegner det først og fremmest Folkestammerne
S. V. f. Østersøen, og enkelte af de udvandrede
Angler mindedes endnu Ingui blandt deres
fjerne Forfædre. I oldengelsk Digtning er ellers
»Ingvine« et forældet ell. poetisk Navn paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
