Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Individualisme (social)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var egl. først Sofistikken, som ved
sin dristige Lære om, at »Mennesket er alle
Tings Maal« — følgelig ogsaa
Samfundsinstitutionernes —, satte I.’s Surdejg ind i den
sociale Tænkning. Med Kristenkirkens
Sejr trænges I. i Aarh. fuldstændig tilbage, den
Enkeltes Sindelag og personlige Liv stilles saa
afgørende under Kirkens mægtige Tugt, at
over for dennes guddommelige Autoritet
ethvert Forsøg paa Individets Selvhævdelse
kommer til at staa for Bevidstheden som »Synd«.
Med Renaissancen faar derimod I. sit
første store Gennembrud. Paa alle Livets
Omraader forsøger Personligheden at fri sig for
al Tvang og bryde Autoriteternes Aag. Men det
er i Grunden kun paa det religiøse og etiske
Omraade, at det lykkedes. Den egl.
Renaissancetids fri, glade, selvtrygge Liv blev kun
levet i to Menneskealdere. Derefter falder
Individet til Føje under en ny Samfundsmagts
Tugt, nemlig Statens. Hvad Kirken var for
Middelalderen, bliver Enevælden for den flg.
Tid lige op til Voltaire’s Aarh. Det
socialpolitiske Motiv var ganske vist saare verdsligt
og saare langt fjernet fra Antikkens og
Kristendommens. At befæste Statens Vælde, hæve
dens Kraft over alt og skaffe Landet Rigdom,
blev det merkantilistiske
Regeringssystems Program. Dette Program gennemførtes
med saa megen Myndighed fra Magthavernes
Side og stemmede saa vel med hele Tidens
Tænkemaade, at I. atter ligesom forsvandt i
Skygge. Og først i Slutn. af 18. Aarh. faar I.
sit andet store, men denne Gang ogsaa sejrrige
Gennembrud.
Store Tænkere har forberedt det allerede i
17. Aarh. Holl. og eng. Filosoffer havde da
genfundet og uddybet I. ved Grundlæggelsen
af ny individualistiske Teorier, saavel en
Retsteori som en Magtteori. For begge disse
er det fælles, at Stat og Samfund betragtes
som opstaaede med Individernes Billigelse og
for Individets Skyld. Men Hugo Grotius
og Locke udruster det enkelte Individ med
Visse fra Fødselen givne »Naturrettigheder«,
medens Hobbes og Spinoza kun kender
og gaar ud fra een enkelt Naturlov, nemlig den
psykologiske »Kendsgerning«, at Menneskets
Handlinger udelukkende bestemmes af
Egennytten, som er den højere Form af
Selvopholdelsesdriften, det oprindeligste og
stærkeste i ethvert Menneskes Natur. Saaledes
ender I. her i en raa Egoisme. Den »Kamp for
Tilværelsen«, Darwin senere opstillede som den
for Udviklingen af Arterne i Dyreriget
gældende Naturlov, er af Hobbes foregrebet
som en social ell. social-psykisk Lov for
Udviklingen af det menneskelige Samfund. Den
sociale Tilværelse former sig ganske brutalt
som en bellum omnium contra omnes, en Krig
af alle mod alle, og i denne gælder selvfølgelig
som i al Krig kun den Stærkeres Ret. — Ogsaa
den anden Retning inden for I. kender vel en
interét personnel, men iflg. Retsteorien gaar
man ud fra, at alle Mennesker af Naturen er
gode, og som Følge deraf tør det altsaa netop
forventes, at Mennesket under en forbedret
Samfundstilstand lader sine sympatiske
Drifter raade. Til de medfødte Naturrettigheder
svarede desuden ogsaa naturlige Forpligtelser,
som Mennesket sikkert ogsaa vilde følge, naar
det frit overlodes til sig selv. Disse droits et
devoirs réciproques kommer just til at spille
en stor Rolle hos 18. Aarh.’s Fysiokrater,
en Rk. fr. Tænkere, fortrinsvis
Nationaløkonomer, hvis Bet. netop bestaar i at have draget
de praktiske social-politiske Konsekvenser af
den individualistiske Retsteori.
Det blev imidlertid en skotsk Tænker,
nemlig Adam Smith, der i sin 1776 udkomne
Wealth of Nations paa klassisk Vis udformede
og grundlagde den økonomiske og sociale I.
med sin Fordring paa og Lære om »den fri
Konkurrences« System, hvis Gennemførelse i
Samfundsordningen udelukkende vilde være i
Stand til at hjælpe ethvert Individ til
Opfyldelsen af hans naturlige Retskrav. Adam Smith’s
sunde og rammende Kritik over det
merkantilistiske ancien régime, som da ubestridelig
var i Færd med at overleve sig selv, hans
klare og praktiske Bevisførelse, hans kække og
overbevisningstro Idealisme slog fuldstændig
igennem og vandt ham hastig et Verdensry.
Menneskene var trætte af Statens idelige
Indblanding, af Monopoler og Særrettigheder, og
Tiden var moden til at forstaa, at den
Enkeltes Løbebane ikke burde afhænge af
vilkaarlig Gunst og Gave skænket fra oven, men
af egen Daad og egen Dygtighed. Enhver
skulde være sin egen Lykkes Smed, og selv den
ringeste Soldat i Tilværelseskampen skulde
have en Marskalstav i sin Tornister, Loven
skulde være lige for alle, Friheden skulde være
hver Mands Adelsbrev, Enhver skulde have sit
(suum cuique), og den Ejendom, det enkelte
Individ erhvervede sig, skulde være hellig og
ukrænkelig — det var det storstilede Program,
Adam Smith udkastede, og som Liberalismen,
Dampen og Maskinerne gennemførte.
Den individualistiske Teori har imidlertid
arbejdet videre og dermed arbejdet sig
herudover. Den saakaldte St Simonisme
opdagede den første Uoverensstemmelse mellem
I.’s teoretiske Fordringer og det bestaaende
Samfundssystem. Naar nemlig hvert Individ
selv skulde være ansvarlig for sin Lykke —
à chacun selon sa capacité, à chaque capacité
selon ses æuvres — var det urimeligt, at
Arveretten vedblev at bestaa, ethvert Individ
bør saa at sige begynde forfra, uden at den
ene har noget forud for den anden. Og
efterhaanden som Samfundsudviklingen skrider
videre paa I.’s Grundlag, gaar det efterhaanden
mere og mere op for Bevidstheden, at det
praktiske Liv stedse arbejder imod I. Det
viser sig i stigende Grad umuligt for det enkelte
Individ, trods alle lovlig sikrede Rettigheder,
at gennemføre Selvansvarlighedens Princip i
sit Liv. Marskalstaven faar som oftest Lov at
blive i Tornisteren, og den Lykke, »enhver« fik
Anvisning og »Frihed« til selv at smede, er for
saare mange blevet en jernhaard Skæbne. Det
saakaldte Arbejderspørgsmaals
Opstaaen har tilintetgjort de store
individualistiske Idealisters Drømme og Illusioner, og 19.
Aarh., der var begyndt som I.’s store Aarh.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
