Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Impotens - Impotens (juridisk) - impraktikabel - Impresario - Impression - Impressionister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
impotentia generandi, manglende Evne til at
kunne avle Børn. Impotentia coëundi hos
Manden kan i enkelte Tilfælde skyldes organiske
Sygdomme, f. Eks. Sukkersyge; i de fleste
Tilfælde skyldes den en Neurasteni ell. lettere
Depression. I. viser sig i nogle Tilfælde ved,
at Lemmet ikke er i Stand til at rejse sig, i
andre Tilfælde ved, at der kommer
Sædudtømmelse og Afslappelse umiddelbart efter,
at det har rejst sig, inden Samlejet har
kunnet finde Sted (ejaculatio præcox). Hos
Kvinden kan I. bero paa en Krampetilstand i
Skedeindgangens Muskulatur (Vaginisme).
Udsigterne til Helbredelse er ofte gode.
Behandlingen maa først og fremmest rettes mod den til
Grund liggende Lidelse, f. Eks. mod
Neurastenien. Ofte kan Behandlingen understøttes
yderligere ved Hjælp af forsk. Medikamenter.
K. H. K.
Impotens (jur.). Man sondrer mellem
impotentia generandi, manglende Evne til at sætte
Børn i Verden, og i. coeundi, manglende Evne til
kønsligt Samliv. At Brudefolk har denne Evne
er ingen Betingelse for at blive gift (se
Ægteskabsbetingelse); undtagelsesvis
bestemte Kirkeritualet 25. Juli 1685, at de, der
er vitterlig udygtige til Ægteskab, saasom
Gildinger, ikke tillades at komme i Ægteskab med
Nogen. I moderne Ret har I. Bet. som en
Betingelse for at faa et Ægteskab omstødt ell.
opløst. Chr. V D. L. 3—16—15-3 taler blandt
»Aarsager, hvorfor Egtefolk maa adskilles« om
Impotentia, naar nogen er ubekvem til
Ægteskab, dog skal den Syge have en Frist paa 3
Aar til at søge Helbredelse. Kun hvis Manglen
bestod allerede før Vielsen, kan Skilsmisse
søges, »men dersom den Brøst kom efter
Brylluppet, da skal de bære det som et andet Kors,
der Ægtefolk kan tilkomme«. En tilsvarende
Regel er optaget i det danske
Ægteskabslovforslag § 95 (og i de tilsvarende sv. og norske L.),
»naar uden hans Vidende den anden
Ægtefælle ved Ægteskabets Indgaaelse led af en
uhelbredelig legemlig Mangel, der gør uskikket
til Ægteskab og (som tilføjet i Folketinget) ikke
er en Følge af Alder«. Efter Ordene i D. L.
— og i Forslaget — synes det ikke klart, om
I. omfatter foruden i. coeundi ogsaa i.
generandi. Motiverne til Forslaget vil have Ordene taget
alene i den første Bet. Virkningen er, efter
D. L., at Ægteskabet erklæres for ugyldigt fra
først af; efter Forslaget indtræder den hertil
nærmest svarende Omstødelse af Ægteskabet,
ikke blot egl. Skilsmisse. At I. bør have en
saadan Retsvirkning beror paa, at det opfattes
som en typisk Forudsætning for at indgaa
Ægteskab, at denne Mangel ikke — een
uafvidende — foreligger hos Ægtefællerne.
V. B.
impraktikabel [’em-] (lat.), ugørlig, ufarbar,
ufremkommelig.
Impresario (ital.), oprindelig i Italien den
forretningsmæssige Leder af et Koncert- ell.
Operaforetagende. Nutildags tænkes ved I.
navnlig paa de Forretningsførere for rejsende,
særlig musikalske, Kunstnere, »Stjerner«, hvis
Opgave det er dels at »opdage« saadanne
»Stjerner«, dels at udnytte deres Kunst enten
paa egen Risiko ell. blot som Forretningsfører
for vedk. Kunstnere. Den mest kendte I. er
vel Maurice Strakosch, der selv var en dygtig
Musiker og Sanglærer og rejste med Adelina
Patti, Christina Nilsson o. a. Musikkens
Berømtheder.
S. L.
Impression (fr.), Indtryk, jfr.
Impressionister.
Impressionister [’em-] (fr.), Repræsentanter
for en malerisk Retning, der først kom til
Almenhedens Bevidsthed i Frankrig omtr. 1870, og
hvis Program, som Navnet antyder
(impression, Indtryk), gaar ud paa at gengive det
Indtryk, Øjet modtager af Naturens
Fænomener, saa umiddelbart, friskt og
naturtro-personligt som muligt uden at lade sig hilde af det
vedtægtsmæssige Syn, som Ateliertraditionen
let tvinger ind paa.
Selve Benævnelsen I. (ogsaa andre Navne
bruges: Intentionister, indépendants)
slog Rod i Sproget efter en Udstilling 1871 hos
Nadar i Paris: de mange der udstillede
Billeder med Titlen impression (af det ene ell.
det andet) gav Clarétie Anledning til at kalde
Udstillingen salon des impressionistes.
Hovedmanden for Retningen blev Manet. I meget
fortsatte han kun den Udvikling, som
Fortiden havde antydet, han modtog stærke og
blivende maleriske Indtryk fra Velasquez, han
byggede videre paa den Courbet’ske Kunsts
naturalistiske Grundlag, og i Barbison-Skolen
fandt han en Kunst, der for
Landskabsmaleriets Vedk. saa smaat alt havde virkeliggjort
hans egne Ideer, men med paradoksal
Følgerigtighed gjorde han den Tendens, der hidtil
glimtvis havde lyst frem i Kunstens Liv, til
dons Alfa og Omega: imod den tidligere
symfoniske Kunst, der vilkaarlig harmoniserede
Farverne og ofte stemmede dem sammen i
kunstlet Clairobscur, satte han en Gengivelse,
der nøgternt og uhildet skulde overføre
Farveindtrykkene, som de virkelig formede sig paa
Øjets Nethinde i Dagens fri Lys og Luft; i
Billedet »Haven« brød han saaledes Vej for
Pleinairismen (s. d.), og hans »Olympia« (1865),
der vakte baade sædelig og malerisk
Indignation, men i Zola, Impressionismens ivrige
Talsmand (se Zola’s »Mes haines«), fandt en
slagfærdig Forsvarer, var et Stykke virkeliggjort
Impressionisme. Om Manet samlede sig snart
en Del andre Malere, hvis Avantgarde gerne
gaar under Navnet École des Batignolles,
saaledes kaldet efter en Kafé i Forstaden
Batignolles, der benyttedes som Samlingssted for
den ny Tids Mænd. I første Linie bl. disse stod
Cl. Monet, den egl. Grundlægger af den
farvedekomponerende Teknik, der sætter
Farverne ubrudte Side om Side, en Teknik,
hvortil der vel tidligere kan paavises mange
Tilløb, men først nu knæsattes som Grundsætning.
Andre I. var Pissarro, Renoir, Sisley,
Berthe Morisot, de Nittis, Boudin,
Lepine, Guillaumin, Hollænderen
Jongkind og Degas, der med Øjebliksbilledets
Lynsnarhed fæstnede Bevægelsen til Lærredet.
Den dekomponerende Grundsætning førtes
videre af Ny-Impressionismen,
»Pointillismen«: Seurat, Signac, Cross etc. For v. Gogh,
Gauguin og Cézanne blev I.’s Kunst et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
