Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hævd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ejendomsforholdene) og ut aliqvis litium finis esset
(for at der kan blive Ende paa
Retsstridighederne). Dette Hensyn, der særlig gjorde sig
gældende, før man kendte ordentlig førte
Grundbøger, kræver, at der maa være en
Grænse for, hvor mange Aar i Tiden man
behøver at gaa tilbage for at bevise sin
Erhvervelses lovlige Oprindelse, saaledes at man ikke
nødes til at bevise baade Rigtigheden af sin
egen og maaske uendelig mange foregaaende
Besidderes Erhvervelse. Derfor maa det være
nok til endelig Afgørelse af
Ejendomsspørgsmaalet: at godtgøre, at man enten selv i en vis
længere Tid redelig og uanfægtet har besiddet
Tingen ell. erhvervet den gennem een ell. fl.
Personer, hvis redelige Besiddelses Tid
sammenlagt med ens egen udgør den af Loven
fordrede Hævdstid. Derved skabes altsaa paa
een Gang en Bevislettelse for den virkelige
Ejer og en Adgang for den redelig besiddende
Ikkeejer til at blive Ejer. Imidlertid har
Hævdsinstituttet for faste Ejendommes Vedkommende
den Mislighed, at det kommer i Strid med et
velordnet Tinglæsnings- ell. Grundbogsinstitut.
Dettes Princip er jo, at man i Skøde- og
Pantebøgerne (Grundbøgerne) skal kunne hente
autentisk Oplysning om Ejendomsforholdene, men
denne Oplysning bliver altid mangelfuld og evt.
vildledende, saa længe en Person kan vinde H.
paa en Ejendom uden foregaaende
Tinglæsning ell. Registrering ved Ejendommens
Værneting. Derfor er ogsaa Adgangen til H. over
faste Ejendomme i fl. Retsforfatninger bleven
betydelig indskrænket og modificeret.
Romerretten skelnede imellem den ordinære
H. og en ekstraordinær H. (usucapio
extraordinaria). Til den ordinære H. krævedes, at
man i god Tro (bona fides), der støttedes ved
tilstrækkelige ydre Fakta (justus titulus) som
Omsætningsadkomst, Testament o. s. v.,
uanfægtet og uafbrudt havde besiddet Tingen —
hvis det var Løsøre — i 3 Aar og — hvis det
var fast Ejendom — i 10 ell. 20 Aar, efter som
begge Parter boede i samme Provins ell. ikke.
Fristen for den ekstraordinære H. var længere,
30 Aar, men der krævedes her i Betragtning
af den lange Tid ikke, at man skulde godtgøre
nogen særlig Adkomst, men uanfægtet fortsat
Besiddelse i Hævdstid var nok. Endvidere
anerkendte Romerretten accessio possessionis
ell. Sammenlægning af fl. Besidderes
Hævdstid, naar den senere Besidder havde erhvervet
Tingen af sin Forgænger i Besiddelsen.
Endelig var der visse Ting, hvorover der ikke kunde
vindes H., saaledes stjaalne Ting, Statens Ting
m. fl.
Disse Regler blev optagne og er i det store
og hele til Dels endnu gældende i de paa
romanistisk Grund hvilende Retsforfatninger,
saaledes i Tyskland, Frankrig og Østerrig, dog
med væsentlige Modifikationer for faste
Ejendommes Vedkommende. Efter Østerrigs
borgerlige Lovbogs §§ 1467 og 1468 vinder
saaledes den Besidder, paa hvis Navn
Ejendommen staar opført i Grundbøgerne, allerede H.
efter 3 Aars Forløb, medens den, der ikke har
sit Navn indført i Grundbøgerne, først fanger
H. efter fulde 30 Aars Forløb, og hans H.
gælder endda efter Lovens § 1500 ikke over for
den Tredjemand, der, inden Hævdsbesidderen
har faaet sit Navn indført i Bøgerne, i Tillid
til de offentlige Bøgers Udvisende har
tilforhandlet sig Ejendommen ell. en Ret over den.
Noget lgn. Regler indeholder ogsaa Tysklands
ny borgerlige Lovbog.
Væsentlig forsk. fra Romerrettens Ordning
er derimod den nordiske Rets. Christian V’s
Lovbøger opstiller ganske vist ogsaa baade en
sædvanlig og en ekstraordinær H., den
saakaldte Alderstidshævd (se
Alderstid), men til den sædvanlige egl. H. kræves
ikke, at man godtgør nogen Adkomst. For
Danmarks Vedkommende gaar fremdeles den
herskende Lære ud paa, at der ikke fordres god
Tro i anden Forstand, end at Besidderen ikke
udtrykkelig maa have anerkendt Ejerens Ret
ell. været pligtig at anerkende den ell.
overhovedet gjort sig skyldig i ligefrem
Uredelighed. Hævdstiden er dernæst ens for Løsøre og
faste Ejendomme og forholdsvis lang, nemlig
20 Aar — hvilket gør det mere forsvarligt, at
ingen Adkomst kræves —, ligesom Loven heller
ikke kender visse fra H. undtagne Ting.
Derimod hjemler den ogsaa Sammenlægning af fl.
hinanden succederende Personers
Besiddelsestid (accessio possessionis). Den begyndte H.
afbrydes, naar Besidderen opgiver ell. endelig
taber Besiddelsen, naar Ejeren gør sin Ret
gældende ved Søgsmaal, ell. H. ophører at
være redelig (efter norsk Ret ved ond Tro).
Til Alderstidshævd kræves blot, at man fra
Arildstid, Alders Tid, umindelig Tid (saa at
gl. Folk ikke kan mindes andet ɔ: 40—50 Aar;
efter norsk Ret vil man dog være tilbøjelig til
at kræve noget længere Tid) har besiddet
Tingen ell. udøvet Retten.
H. har vel sin principale Bet. som
Ejendomserhvervelsesmaade (D. L. 5—5—1, N. L.
5—5—3), men ogsaa andre Rettigheder end
Ejendomsret kan vindes ved H., saaledes
Brugsrettigheder og positiv synbare
Servitutter (D. L. 5—5—2, N. L. 5—5—4), medens
derimod de usynbare Servitutter — Ret til
Græsning, til Høslæt f. Eks. — efter dansk
Rets-brug kun kan vindes ved Alderstidshævd, da
de ikke forudsætter nogen stadig Besiddelse af
Ejendommen, og de saakaldte negative
Servitutter — Ret til fri Udsigt over
Naboejendommen f. Eks. — slet ikke kan stiftes ved H. For
Norges Vedkommende er der ved L. 23. Maj
1874, der for øvrigt udelukker H. af usynbare
Servitutter, betingelsesvis gjort Undtagelse for
Oplagsret og visse Vejrettigheder. Ligesom
man ved en vis Brug af Naboejendommen kan
hævde sig Retten til en Servitut over denne,
saaledes kan man fremdeles ved at bruge sin
egen Ejendom i egen Interesse trods en gyldig
paa Ejendommen hvilende Brugsret ell.
Servitut efter Omstændighederne hævde sin
Ejendom fri for disse Byrder — saakaldet
Frihedshævd (usucapio libertatis), for hvilken
Betingelserne er lgn. som for den alm. H.
Endnu kan tilføjes, at den, der har vundet
H. over en fast Ejendom, ikke efter dansk og
norsk Ret til sin Rets Stiftelse ell. Betryggelse
yderligere behøver at lade foretage nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
