Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Huner - Hunfalvy, Johann og Paul - Hunger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gjukesønnerne knytter sig til Burgunderkongernes
Undergang 439. 2) Sagnet om Hloder (Løder) og
Hunekongen Humle, der med en uhyre Hær
af H. overfalder Angantyr og Goteriget
(Hunekampen), har sit historiske
Grundlag i Slaget paa de catalauniske Marker 451;
men Sagnets Skueplads er laant fra Kampen
mellem Hunner og Østgoter i Østeuropa.
Endnu mere historiske Minder findes i Kong
Jarmunrik’s langvarige Kamp med H. ved
Weichsel-Floden, som Vidsid-Kvadet omtaler. H.’s
Rige opfattes altid som meget stort, deres
Herskere er meget rige, deres Krigerskarer talløse
og kæmpende til Hest, særlig med Bue; de
opfattes som troløse af Sind, til Dels som
barbariske af Optræden. H. er det eneste
ikke-gotiske Folk, der har opnaaet at indtage en
Plads i den gotiske Heltedigtning; deres
farlige Angreb har skabt en Nationalfølelse hos
de enkelte Stammer og en Fællesskabsfølelse hos
alle de gotisk-germanske Folk, der giver sig
Udslag i en Tilbøjelighed hos den nordiske
Digtning til at betegne alle ikke-hunske Folk
med Navnet Goter. Denne Opfattelse af H.
overholdes dog ikke i senere Digtning;
saaledes faar i nogle yngre Eddakvad Helten
Sigurd Faavnesbane Tilnavnet den »hunske« ell.
den »sydlandske«. — Angantyr’s Gotekamp
mod H. blev i Norden omdigtet med
dansknationalt Præg (Sakse’s 5. Bog), saaledes at
Frode Fredegod udkæmper Striden mod H.
Uklare Sagn i Sakse’s 1. Bog, der knytter
Navnene Humble og Hloder til Kong Dan, tyder
paa, at ogsaa han i Digtningen opr. har spillet
en lgn. Rolle, men de kendte Overleveringer
gør hans store Sejr ved Grænsen til en
Sachserkamp. Det er Nationalfølelsen, der p. Gr. a.
Forholdet til Naboerne har skiftet Indhold,
ligesom Kong Dan selv maa opfattes som en
uhistorisk Skikkelse, som et Udslag af Folkets
Trang til at føre sin Stamtavle tilbage til en
enkelt Helt og give en Fortolkning af Landets
Navn.
(A. O.). G. K-n.
Hunfalvy [’hunfålvi], 1) Johann, ung.
Geograf, Broder til nedennævnte, f. i
Gross-Schlagendorf 9. Juni 1820, d. i Budapest 6.
Decbr 1888. Han blev 1846 juridisk Professor i
Käsmark, deltog ligesom Broderen i de
politiske Uroligheder og var i længere Tid
interneret. 1853 flyttede han til Pest, blev 1861 Prof.
i Geografi og Statistik ved »Polytechnicum«,
1870 ved Universitetet. Hans Hovedværker er
»A magyar birodalom természeti viszonyainak
leirása« (»Beskrivelse af det ungarske Riges
fysiske Forhold«, 3 Bd 1863—66), for hvilket
han blev udnævnt til ordinært Medlem af
Videnskabernes Akademi, og »Allgemeine
Geographie«, der var beregnet paa 5 Bd, hvoraf
han kun naaede at faa udgivet de to:
»Südeuropa«, 1884, »Ungarn und seine
Nebenlån-der«, 1886, medens 3. Bd, »West- und
Nordeuropa«, udk. 1890 efter hans Død.
(C. A. N.). K. S.
2) Paul, ungarsk Sprogforsker og
Etnograf (1810—1891). Han var først juridisk
Professor ved det protestantiske
Kollegium i Käsmark (1842—48), deltog derpaa som
Rigsdagsdeputeret i Rejsningen 1848—49 og
viede sig efter dennes Ophør udelukkende til
Videnskaben. Han er sammen med Budenz
Grundlæggeren af den moderne magyariske
Sprogvidenskab og har især studeret
Magyarernes nærmeste Frænder bl. de finsk-ugriske
Folk, Voguler og Ostjaker (Hovedværk: »A
vogul föld és nép«, »Det voguliske Land og Folk«,
1864), samt sejrrigt overfor Vambéry hævdet
Magyarernes Stilling som et finsk-ugrisk, ikke
tyrkisk Folk (f. Eks. i »Magyarorzág
ethnographiaja«, »Ungarns Etnografi«, 1876). I sine
sidste Aar beskæftigede han sig med
Spørgsmaalet om det rumænske Folks og Sprogs
Oprindelse (»Die Rumänen und ihre Ansprüche«,
1883, »Die Ursprung der Rumänen«, 1888). Fra
1867—78 redigerede han det af ham selv
grundlagte, endnu bestaaende Tidsskrift
»Nyelvtudományi kozlemények« (Sprogvidenskabelige
Meddelelser).
K. S.
Hunger (Inanition) kaldes den Tilstand,
i hvilken et levende Væsen helt ell. delvis er
berøvet Næring. Man skelner mellem
fuldstændig H. (komplet Inanition), hvor der
overhovedet ikke optages Næring udefra, og
ufuldstændig H. (inkomplet Inanition), i
fivilken den optagne Næring er utilstrækkelig
til at dække Behovet.
I fysiologisk Henseende har denne Tilstand
stor Interesse. Under sin Livsvirksomhed taber
vort Legeme stadig en Mængde forsk. Stoffer,
der udskilles gennem Lunger og Tarm, Nyrer
og Hud, og det taber baade Varme o. a.
Arbejdsværdier til Omgivelserne. Alt dette maa
erstattes, hvis Livet skal fortsættes. Under
normale Forhold sker Erstatningen ved Næringen,
under Hungertilstanden maa Legemet tage det
der, hvorfra det alene kan faa det: fra sit
eget Legeme nemlig, dels fra de i dette
ophobede Reservenæringsstoffer, dels fra
Cellerne, idet de gaar til Grunde, og deres
Bestanddele forarbejdes. I denne Tilstand omgaas
Legemet meget varsomt med sine Forraad.
Undersøgelsen af Stofskiftet under H. viser os
derfor de mindste Fordringer, som Legemet
stiller til Næringen, for at Livet skal kunne
fortsættes, ell. rettere, den viser os den Grænse,
hvortil Tilførselen af Næring ikke maa synke.
De tidligere Undersøgelser er især anstillede
paa Dyr, men i de senere Aar har en Række
Mennesker frivillig underkastet sig en kortere
ell. længere H. helt op til 45—50 Dage, og
Fysiologien har benyttet sig af disse
»Sultekunstneres« (Tanner, Merlatti, Succi, Cetti,
Breithaupt, Jaques) Præstationer for at bringe
en Rk. vigtige Spørgsmaal paa det rene.
Man tror i Alm., at Hungertilstanden er
overordentlig smertefuld. Efter samstemmige
Vidnesbyrd af disse Mennesker er det ikke
saa. I de første Dage er der ganske vist en
Del »Hungerfornemmelse«, Svien i Hjertekulen
og almen Ildebefindende, men dette forsvinder,
der indtræder lidt efter lidt en høj Grad af
Matheds- og Træthedsfornemmelse, men uden
egl. Smerter. Det maa dog bemærkes, at alle
de nævnte Personer drak Vand. Efter alt
foreliggende er H., i hvilken ogsaa Vandet er
berøvet vedkommende, pinligere, uagtet det
hænder, at den, der hungrer, ikke vil drikke Vand.
Legemsvægten, aftager Dag for Dag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
