Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hume, David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opdagelse, at et oplevet Punkt kan have Farve uden
at have anskueligt oplevet Udstrækning, og
han tænker sig da — hvilket er karakteristisk
for hans Atomistik — de rummelige Dannelser
byggede op af saadanne Punkter. Ved at holde
sig til de sanseligt anskuelige Linier, om hvis
Ligestorhed kun et vist groft Skøn er muligt,
benægter han, at de geometriske Beviser kan
have den Eksakthed, der tillægges dem.
Geometrerne, forklarer han, kommer til Antagelsen
om to absolut lige lange rette Linier ved at
gaa ud fra Linier, der mere og mere nærmer
sig til at være lige lange, hvorefter Fantasien,
udover hvor Erfaringen kan følge med,
fortsætter Løbet til de absolut lige lange Linier.
Denne Fantasiens idealiserende Løbendvidere
er et Forklaringsprincip, H. anvender paa fl.
Omraader. Bl. a. mener han, at det er ad denne
Vej, vi kommer til den af os uafhængige
Omverden. Emnerne, som de viser sig for
Sanserne, har en vis indbyrdes Sammenhæng;
denne Sammenhæng vilde blive større, hvis
Emnerne vedvarende eksisterede, ogsaa naar
de ikke viser sig for Sanserne. Naar nu
Bevidstheden er kommen i Gang med at iagttage
Regelmæssigheden ved de sanseligt givne
Emner, løber den videre udover, hvad den
sanselige Erfaring giver den Ret til, og indfører
Antagelser om den vedvarende Eksistens,
saaledes at den størst mulige Regelmæssighed
opnaas. Af selve den Maade, H. mener vi
kommer til den af Sanserne uafhængige objektive
Eksistens, følger, at det væsentlige Kriterie
paa saadan Eksistens bliver Sammenhæng.
Den større Styrke og Fasthed, der, hvor H.
bevæger sig indenfor sin sensualistiske Teori,
er det, der adskiller Fornemmelser fra
Forestillinger og er det, hvorved, hvad H. kalder
Tro, beskrives, spiller kun en indirekte Rolle
her. Dette staar i Forbindelse med, at ved den
objektive Eksistens overskrides Sensualismen
(hvorfor H. ogsaa nærer skeptiske
Betænkeligheder), idet man jo netop kommer til den ved
at overskride den Regelmæssighed, selve den
sanselige Erfaring giver Ret til.
H.’s berømteste Undersøgelse vedrører
Aarsagsforbindelsen. Det er (ell. kan være)
karakteristisk for Aarsagsforbindelsen, at den fører
os ud over Erfaringen, idet den kan føre os fra
Eksistensen af et Emne, Aarsagen (ell.
Virkningen), der er givet gennem Sanserne, til
Eksistensen af et andet Emne, Virkningen (ell. Aarsagen),
der ikke er saaledes givet. H. viser, at man ikke
af Aarsagen logisk kan udlede Virkningen,
saaledes som man af Forestillingen om en Trekant
kan udlede Vinkelsummen. Heller ikke kan man
af en bestemt Begivenhed logisk udlede, at den
maa have en Aarsag. H. viser, at alle foreliggende
Forsøg paa en saadan Udledning er fejlagtige
og maa være det, da der ingen logisk
Modsigelse er i at tænke sig en Begivenhed uden
Aarsag. Han søger at vise dette bl. a. ved Hjælp
af den Sætning, han ofte bruger, at det vi tydeligt
kan forestille os, ogsaa er muligt. Sætningen har
Berøringspunkter med en vigtig Tankegang hos
Descartes. Aarsagsforbindelsen hidrører ikke fra
Erfaringen; naar vi gentagne Gange har set
B følge efter A, vil vi, naar vi igen opfatter A,
forvente, at B vil følge. Denne Forventning
vilde være Forstandens Sag, hvis den
Sætning vidstes at være sand, at Fremtiden vil
ligne Fortiden, men herom kan Erfaringen
ikke belære os, da vi om Fremtiden ingen
Erfaring har, og Sætningen udsiger ikke en
logisk nødvendig Forbindelse mellem Fortid og
Fremtid, da der ingen logisk Modsigelse er i
at tænke sig, at alt i Fremtiden vil foregaa
paa en anden Maade end i Fortiden. Man kan
heller ikke paaberaabe sig en
Sandsynlighedsbetragtning til Fordel for Sætningen, da en
saadan Betragtning selv for at kunne anvendes
paa Fremtiden forudsætter Sætningens
Gyldighed. Forventningen fremkommer uden logisk
Begrundelse ved, at Bevidstheden i
Overensstemmelse med Associationslovene føres fra
det sanseligt opfattede Emne til Forestillingen
om det Emne, der er forekommet sammen med
det, samtidig med at noget af den Livlighed,
der udgør Troen paa det første Emnes
Virkelighed, overføres til det andet Emne. Den
Nødvendighed, man mener gør sig gældende ved
Aarsagsforholdet, det Baand, den Kraft, der
menes at forbinde Aarsag og Virkning, har
intet med dem at gøre; Aarsag og Virkning er,
da de klart og tydeligt kan forestilles hver for
sig, indbyrdes ganske isolerede. Forbindelsen
mellem dem ligger kun i os og er
Fornemmelsen af den Tvang, som skyldes Vanen, hvorved
Bevidstheden ledes fra det ene Emne til det
andet. Saavel det Faktum, at Naturen gentager
sig selv, saaledes at indbyrdes ensartede
Begivenheder efterfølges af indbyrdes ensartede
Begivenheder som det Faktum, der betegnes
ved Forestillingsassociation, kan ikke nærmere
forklares. — Anden Del af Treatise omhandler
Følelseslivet og Viljen. Det er en særdeles
righoldig Fremstilling, der rummer mange
originale Synspunkter; det er ejendommeligt, at
denne Fremstilling i visse Henseender er
forbilledlig for, hvorledes man kan undgaa
Atomismen. I sin Lære om Viljen er H. Determinist.
Tredje Del af Treatise behandler Etiken. H.
interesserer sig væsentlig for den etiske
Vurdering. H. hævder, at det er Motiver og
Sindelag, men ikke den enkelte Handling, der er
Genstand for moralsk Vurdering. En
Gennemgang af alt det, der vurderes som moralsk
godt, viser, at det er det, der virker
umiddelbart behageligt paa os selv og andre, men
navnlig er det, der er nyttigt for os selv og
andre. Det »bør« ell. »bør ikke«, der kan
forekomme i Vurderingsdomme, hvor rene
Forstandsdomme har »er« ell. »er ikke«, viser, at
Vurderingen har sin Oprindelse i Følelseslivet.
Det Forhold indenfor Følelseslivet, H. særlig
lægger Vægt paa, er Sympatien. F. Eks.
medfører Sympatien i Form af Fællesskabsfølelse
(fellofeeling) med andres Ve og Vei, at
Uretfærdighed volder os Ubehag og derfor,
misbilliges, selv om det drejer sig om noget, der er
foregaaet saa fjernt fra os i Tid og Rum, at
det slet ikke kan berøre os. H. er klar over
det betydningsfulde Forhold, at som Følge af
at den moralske Vurdering har sin Opr. i
Følelseslivet, har de moralske Kvaliteter (godt og
ondt) kun Bet. fra følende Væseners Standpunkt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
