Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo, Victor Marie og Charles-Victor og François-Victor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Julirevolutionen fuldbyrdedes et Omsving i hans
religiøse og politiske Anskuelser; fra troende
Royalist blev han Skeptiker og Fremskridtsmand.
Napoleon den Store blev hans Digtnings
Yndlingshelt; men samtidig føler han sig som
Folkets, Demokratiets Sanger og Leder; han
fører Menneskehedens Sag; hans Digterkald
udvider sin Mission i stedse større og større
Kredse; hans Idealitet vokser. Alt, hvad han
oplever og gennemlever af Sjælsbevægelser, af
Livserfaringer, selv Hverdagens enkle Indtryk,
stiller han i Forhold til et uendeligt Ideal, en
panteistisk, altomfattende Retfærdighedsfølelse.
I øvrigt svinger hans Lyrik mellem den
stilleste Familielykke og den hidsigste Opposition
i det offentlige Liv. I Feuilles d’automne (1831)
giver han Familiekærligheden det skønneste
Udtryk i blide, sunde Stemninger, desuden
Betragtninger over Gud og Evigheden. Derimod
er Digteren i Chants du crépuscule (1835) halvt
Journalist og halvt Profet. Snart dømmer og
forbander han, snart maner og forudsiger han;
han søger at gøre den gl. Satire lyrisk og
profetisk; mest kendt af Samlingen er det
berømte Digt om Klokken, der trods profan
Besudling toner, naar en usynlig Haand byder
den at synge — et Billede paa Digterens egen
Sjæl. 1837 fulgte Voix intérieures, 1840 Rayons
et ombres, hvori Digteren endnu tydeligere
udtaler sit Kald; at være Folkenes Ledestjerne
mod Fremtiden; blide Ungdomserindringer
veksler med bitter Satire ell. etisk Alvor. I
alle disse Digte findes mindre af dyb
Originalitet end af stærk Menneskefølelse og
demokratisk Veltalenhed. I kunstnerisk Henseende
var H.’s Lyrik en fuldkommen Fornyelse.
Aldrig før var der i fr. Poesi set en saadan
Sprogpragt ell. hørt en saadan Versmusik. En
Rigdom af ny Rytmer, et Væld af ny Farver,
en digterisk Virtuositet som aldrig før, fik
Sproget til at klinge og lyne i de mest
forskelligartede Virkninger.
Efter 1843 indtræder der en lang Pause i
H.’s Produktion. Han havde vist sit
Mesterskab i alle Former, men var endnu oftest
vaklende og tvivlende; hans Digterrøst var
endnu ikke helt og udelt blevet Folkets Røst.
1841 var han valgt til Medlem af Akademiet;
1845 blev han endog Pair af Frankrig. Han
gjorde fl. store Rejser; 1843 kaldtes han tilbage
fra Spanien i Anledning af, at hans Datter
Léopoldine sammen med sin Mand, en Broder
til Digteren Vacquerie, var omkommet ved en
Sejltur paa Seine; den sørgelige Begivenhed
rystede ham dybt og affødte en Række Digte,
der senere udkom i Samlingen Contemplations
(1856). H. nærede en vis Forkærlighed for
Julikongedømmet, men efter 1848 at være valgt
ind i den konstituerende Nationalforsamling
traadte han over i den republikanske
Opposition; Vel understøttede han Louis Napoléon’s
Valg til Præsident, men udviklede snart de
mest radikale Anskuelser og optraadte som
glimrende Taler i alle vigtige Spørgsmaal og
med heftige Angreb paa Forfatningsfjenderne
i sit Blad Événement, senere kaldet Avènement.
Under Statskuppet 2. Decbr 1851 udstedte H.
Opraab til en Folkerejsning, blev til Løn
proskriberet og udvandrede til Øen Jersey, hvor
han opholdt sig 1852—55, og hvorfra han
udsendte sit kendte giftige Flyveskrift Napoléon
le petit, efterfulgt 1853 af Digtsamlingen Les
châtiments, der blev forbudt af Kejseren, men
desuagtet vandt uhyre Popularitet over hele
Frankrig. 1856 udgav han 2 Bd Contemplations.
1859 afslog han den tilbudte Amnesti, ligeledes
10 Aar senere med den stolte Motivering, at
det ikke var ham, der havde »forbrudt sig«.
Fra sin Landflygtighed paa eng. Grund ledede
han Udgivelsen af Bladet Rappel. 1859, 1877 og
1883 udsendte han (i alt 4 Bd) de berømte
episke Digte La legende des siècles, der
skildrer Menneskehedens Fremskridt fra de
ældste Tider indtil vor Tidsalder i blændende store
og pragtfulde Syner, en Art Revu over
Menneskets Historie, fastholdt i store maleriske
Tableauer, der anskueliggøres med samme
mægtige Fantasi, hvad enten Karakterbilledet
behandler Biblen, Middelalderen ell. Nutiden; det
hele fremtræder som storslaaede, fantastiske
Myter, afhængige af en filos. og social Idé.
1865 udgav han de bizart-lunefulde Digte
Chansons des rues et des bois. En umaadelig
Udbredelse (samtidig paa ikke mindre end 10
Sprog) fandt hans berømte Roman Les
misérables (10 Bd, 1862; paa Dansk »Galejslaven«,
oversat af Fr. Winkel Horn, illustreret af Louis
Moe, 1898. Samme Oversættelse under Titelen
»De Elendige« 1912, 2 Bd), et socialt
Kæmpeværk, der gaar de Undertryktes og Forurettedes
Ærinde, fremstiller Kampen mellem Individet
og Samfundet, Krapylets uretfærdige Skæbne,
de Brændemærkedes og Udstødtes forfærdelige
Lod og med en glødende Overbevisnings
guddommelige Veltalenhed appellerer til hele
Menneskehedens Retfærdighedssans, maner til
Anger og Selvbetvingelse over for de evige
Krav, den store Fællessamvittighed, Gud, som
er det uendeliges Jeg. I dette grandiose
Arbejde, der rummer de mest gribende
Skildringer fra alle Samfundets Afkroge, har Digteren
evnet at udføre den store demokratiske
Mission, hvorefter han saa længe stræbte og søgte.
Og i litterær Henseende fuldfører han selv
Skridtet fra Romantik til Naturalisme. Les
misérables er maaske den naturalistiske
Romandigtnings ypperste Værk og har anslaaet
den dybe Akkord, Zola snart efter skulde følge
i sin Kæmpecyklus. H.’s Roman, der naar saa
dybt som nogen i realistisk Udmaling, bæres
oppe af en Idealitet og Menneskekærlighed saa
stærk, at ingen Nutidsforfatter kan maale sig
med ham. Af ringere Værd er de andre
Romaner Les travailleurs de la mer (3 Bd, 1866) og
L’homme qui rit (4 Bd, 1869; »Manden, som
ler«, ved D. v. d. Lyhe Zernichow 1911).
I Septbr. 1870 vendte H. endelig tilbage til
sit Fædreland og overværede Paris’ Belejring,
den han stemplede som en Forsyndelse mod
Menneskeheden, da »Paris var Stædernes
Stad«. Efter 1871 at være valgt fra Bordeaux
til Nationalforsamlingen traadte han snart igen
ud, da han harmedes over Monarkisternes
Optræden over for Garibaldi; han nærede
Sympati for Kommunarderne og faldt 1872 igennem
ved Udfyldningsvalget i Paris. 1876 valgtes han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
