Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holz, Arno - Holzamer, Wilhelm - Holzbauer, Ignaz - Holzcement - Holzer, Joseph - Holzknecht, Guido - Holzminden - Holzwickede - homagium - Homalopsis - Homann, Christian Horrebow - Homann, Johann Baptist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og »Traumulus«, det sidste sammen med Oskar
Jerschke. Hans Fortælling »Papa Hamlet«, der
fremtraadte fingeret som en Overs. fra Norsk,
vakte 1889 under den ny tyske
Litteraturbevægelse Modsigelse p. Gr. a. usminket
Virkelighedsfremstilling. H. har udsendt forsk.
Stridsskrifter og i det hele udviklet sig til en heftig
Polemiker, bl. a. mod Litteraturhistorikeren
R. M. Meyer, medens han i de senere Aar har
staaet noget i Skygge som Digter. Der findes
ogsaa fra hans Haand en Række teoretiske
Arbejder som »Die Kunst, ihr Wesen und ihre
Gesetze« og »Revolution der Lyrik«, hvor han
søger at begrunde sin Stræben efter at forny
de poetiske Udtryksformer.
C. B-s.
Holzamer [’håltsa.mər], Wilhelm, tysk
Forfatter (1870—1907), virkede som
Realskolelærer i 13 Aar, men blev 1901 af Storhertug
Ernst Ludvig kaldt til Darmstadt og fik
Ledelsen af Kabinetsbiblioteket. Han udgav 1897
Digtsamlingen »Zum Licht«, derefter fulgte
Aaret efter et Bd Skitser: »Auf staubigen
Strassen«, senere Novellesamlingen »Im Dorf und
draussen«, Fortællingen »Peter Nochler«,
Romanerne »Der arme Lukas«, »Der heilige
Sebastian«, og »Die Sturmfrau« samt
Digtsamlingen »Carnesie Colonna«. Hans Lyrik har en
drømmende, mystisk Klang, hans Noveller er
sjælelige Analyser, hans Romaner behandler
især problematiske Naturer. Efter H.’s Død
udkom to Romaner »Vor Jahr und Tag« og
»Der Entgleiste«, der vidnede om det store
Tab, tysk Digtning havde lidt ved hans
tidlige Død.
C. B-s.
Holzbauer [’håltsba^uər], Ignaz, tysk
Musiker (1711—83), blev efter at have virket i
forsk. andre sydtyske og østerr. Byer 1753
kaldet til Mannheim, hvor han blev Dirigent for
det Orkester, der under hans og Stamitz’ Ledelse
(og senere under Cannabich) fik Ry som et af
Tysklands ypperste. H. skrev en Del italienske
Operaer, som han selv paa Rejser bragte til
Opførelse i Italien, samt en af Datiden meget
skattet og i historisk Henseende interessant
tysk Opera »Günther v. Schwarzburg« (1776),
og endvidere en stor Mængde
Instrumentalmusik, navnlig talrige Symfonier og Kvartetter.
I Mozart’s Breve nævnes H. med stor
Anerkendelse.
W. B.
Holzcement [hålts-], se Træcement.
Holzer [’håltsər], Joseph, østerr.
Landskabsmaler, f. 20. Marts 1824 i Wien, d. 17.
Jan. 1876 smst. Han var Elev af
Wien-Akademiet, udvikledes videre under et treaarigt
Ophold i München. Hans Billeder fra
Karpathernes Skovegne vakte Opmærksomhed; han gav
ogsaa storladne Skildringer af bayerske og
østerrigske Alpeegne; især valgte han
Skovpartier. I Wiens Hofmuseum ses »Stille
Skovkrog«.
A. Hk.
Holzknecht [’håltsknæKt], Guido, østerr.
Læge, f. 1872, studerede i Wien og Strassburg
og blev Privatd. ved en Afh. om
Røntgenundersøgelsen af Brystkassens Organer. Han blev
derefter Chef for Røntgenlaboratoriet i Allg.
Krankenhaus i Wien og udarbejdede her
under meget slette Forhold særdeles fremragende
Værker over det foto-kemiske Grundlag for
Røntgenfotograferingen, Maalingen af
Straalernes Intensitet og deres kliniske Anvendelse
navnlig ved Sygdomme i Underlivsorganerne
(Mavekræft). Han udnævntes 1918 til Prof. i
Røntgenologi ved Wiens Univ.
J. S. J.
Holzminden [hålts’mendən], By i
Braunschweig ved Wesers højre Bred, i en smuk
Dal ved Foden af Bjerget Solling og ved
Jernbanelinierne Soest—Börssum og Scherfede-H.,
har et Gymnasium samt kemiske Fabrikker,
Jernstøberi og Slibning af Sandsten. (1910)
10249 Indb. H. fik Stadsret 1245 og kom 1410
til Braunschweig.
G. Ht.
Holzwickede [hål’tsvekədə], Flække i
Preussen, Prov. Westfalen, ligger 13 km Ø. f.
Dortmund. (1910) 6054 Indb. H. har
Stenkulsminer samt Jernbanereparationsværksteder.
G. Ht.
homagium, middelalderligt lat. Ord, dannet
af homo i dettes Bet. Lensmand, var den
Lensed, Vasallen maatte aflægge til sin Lensherre.
Heraf Adjektivformen homagial.
P. J. J.
Homalopsis, se Snoge.
Homann, Christian Horrebow,
norsk Læge, f. i Kragerø 16. Aug. 1826, d.
smst. 11. Marts 1850, cand. med. 1849,
Distriktslæge i Kragerø 1860, og skrev forsk. Afh. om
epidemiske og hereditære Sygdomme,
deriblandt »Om Lungetuberkulosens Arvelighed«
(1867), for hvilket han fik Universitetets
Guldmedaille, som han som Embedsmand ikke
kunde modtage. Hans »Udkast til en ny
Karantænelov« (1873) var et for sin Tid
værdifuldt Arbejde. H. blev 1879 Æresdoktor ved
Kbhvn’s Univ. og sad 1874—76 i Stortinget.
J. S. J.
Homann [’ho.man], Johann Baptist,
tysk Korttegner (1664—1724), bosatte sig 1697
i Nürnberg, erhvervede sig et Navn som den
betydeligste tyske Kartograf. I Beg. udførte
han kun Kopier efter nederlandske Kort; men
hans Forbindelser med lærde og dygtige Mænd
gav snart hans Ydelser et selvstændig
videnskabeligt Anstrøg, og hans Værker blev saa
søgte, at han kunde aabne en fuldstændig
Korthandel. I alt har H. leveret 200 store Kort i
Folio over alle Jordens Lande: hans første
selvstændige Arbejde var et Krigskort over
Italien (1702), men hans betydeligste Arbejder
er det store Atlas over hele Verden i 126
Blade (1716) og Atlas methodicus i 18 Blade
(1719). Han leverede ogsaa astronomiske
Arbejder, som smaa Armillarsfærer,
Lommeglobusser og et astronomisk Atlas; hertil havde
han god Hjælp af Astronomien Doppelmayr.
Efter hans Død gik den kartografiske Anstalt
over til hans Søn, Johann Christoph
(1703—30), der havde studeret Medicin og
Filosofi i Halle; men da denne ikke efterlod sig
Børn, testamenterede han ved sin Død
Anstalten til sin Svoger, Kobberstikkeren Ebersperger
og sin Ven J. M. Franck under den Betingelse,
at Forretningen stadig skulde fortsættes under
Navnet »Homännische Erben«. Under dette
Navn har det kartografiske Institut da ogsaa
været fortsat indtil 1848. (Litt.: Sandler,
»Joh. Bap. H. Ein Beitrag zur Gesch. der
Kartographie« [i »Zeitschr. Ges. Erdkunde«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
