Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hohenlohe, Friedrich Ludwig og Adolf og Hugo med flere - Hohenmauth - Hohensalza - Hohenschwangau - Hohenstaufen (Bjergtop) - Hohenstaufen (tysk Fyrsteslægt) - Hohenstein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Disposition, blev 1883 General af Infanteriet,
hvilken Titel 1889 forandredes til General af
Artilleriet. Som Militærforfatter har H. udvist
megen Flid og skrevet mange højt ansete
Afhandlinger. Bl. disse Afhandlinger kan
fremhæves »Ideen über die Verwendung der
Feldartillerie« (1869), »Militärische Briefe, I, über
Kavallerie« (1890), »Militärische Briefe, II,
über Infanterie« (1890), »Militärische Briefe, III,
über Feldartillerie« (1887), »Strategische Briefe«
(1887), »Gespräche über Reiterei« (1887), »Ideen
über Befestigungen« (1888), »Aus meinem
Leben« (Berlin 1897—1906).
B. P. B.
Hohenmauth [’ho.ənma^ut] (tschk. Vysoké
Mýto), By i Böhmen ved Lautschna, venstre
Biflod til Elben, ved Jernbanelinien
Chotzen—Leitomischl, har med sine tre Forstæder (1910)
10858 tschekk. Indb., et Gymnasium samt
Fabrikation af Sukker, Frugtlikør og Broderier.
G. Ht.
Hohensalza [ho.ən’saltsa.], se Inowrazlaw.
Hohenschwangau [ho.ən’∫va.nga^u], Flække
i det bayerske Regeringsdistrikt Schwaben, i
en smuk Alpeegn 4 km SØ. f. Füssen, med 200
Indb. Paa en skovklædt Høj (894 m), der
danner en Udløber fra Alperne, ligger i
pragtfulde Omgivelser det kongelige Lystslot H., der
er opført 1832 i middelalderlig Stil paa
Grundmurene af det gl. Slot Schwanstein. Dette, der
allerede omtales i 12. Aarh., var i
Middelalderen afvekslende i forsk.’s Hænder og
erhvervedes 1567 af Hertug Albrecht V af Bayern.
Efter at det i Beg. af 19. Aarh. som Ruin var
solgt til Nedrivning, købtes det atter 1832 af
Kronprins Maximilian II og er siden sin
Genopførelse et af de smukkeste Lystslotte i
Tyskland. I Nærheden findes Slottet
Neuschwanstein (i en Højde af 1008 m), bygget af Ludvig
II i romansk Stil og prydet med Vægmalerier
o. a. Kunstværker.
G. Ht.
Hohenstaufen [ho.ən’sta^ufən], Bjergtop (684
m) ved Göppingen i den württembergske
Donau-Kreds, bærer paa sin Top de faa Rester
af den i Bondekrigen 1525 ødelagte Stamborg
H. Den ved Bjerget liggende Flække har c.
900 Indb.
G. Ht.
Hohenstaufen [ho.8n[’∫ta^ufən], tysk
middelalderlig Fyrsteslægt, hvis egl. Stamfader,
Frederik af Büren, 1079 trolovedes med Kejser
Henrik IV’s Datter Agnes og forlenedes med
Hertugdømmet Schwaben, hvor han efter først
selv at have maattet erobre sit Land blev
Svigerfaderen en god Støtte. Slægtnavnet
antoges efter Borgen H. ell. Staufen, som
Frederik havde bygget i sine Besiddelser i Rauhe
Alp. Da han døde 1105, gik hans Lande over
til Sønnerne Frederik og Konrad. Ligesom
Faderen var de tro Tilhængere af det
frankiske Kejserhus, og da dette 1125 uddøde med
Henrik V, blev de Partiets naturlige Førere.
Konrad tragtede ogsaa efter Kronen, men
foreløbig tilfaldt den dog Welfernes Kandidat
Lothar af Sachsen, og først efter dennes Død
valgtes han til Kejser (1138—52). Efter en for
ovrigt lidet glimrende Regering fulgtes han i
paa Tronen af Broderen Frederik’s Søn,
Frederik Barbarossa, og Kronen bares fra nu af paa
en kortvarig Afbrydelse nær i omtr. 100 Aar
af Hohenstauferne, uden Sammenligning
Tysklands genialeste Herskere i Middelalderen
(Frederik Barbarossa 1152—90, Henrik VI
1190—97, Filip 1198—1208, Frederik II 1215—50,
og Konrad IV 1250—54). Fælles for alle tre
Slægtled af hohenstaufiske Kejsere, Frederik I,
Henrik VI og Frederik II, er deres stærkt
ideelle Syn paa Kejsermagten, der ogsaa i
Slutn. af Frederik I’s Regering havde naaet
en Storhed og Fylde som sjælden tilforn.
Kejserdømmet skulde være universelt, og
ligesom Paven var den højeste kirkelige, skulde
Kejseren ikke blot af Navn, men ogsaa af Gavn
være den højeste verdslige Autoritet. Ja selv
Pavedømmet skulde føres tilbage til den
afhængige Stilling, det havde haft før
Investiturstriden. Skarpest findes dette Standpunkt vel
nok udtalt hos Frederik II. Kejseren er, siger
han, Udfører af det guddommelige Forsyns
Vilje og Guds Vikar.
Men en saadan Opfattelse maatte
uundgaaelig føre til Sammenstød med Pavestolen, paa
hvilken der netop samtidig med
Hohenstauferne sad en Rk. kraftige, geniale
Personligheder som Alexander III, Innocens III og
Gregor IX. Og det maatte yderligere skærpe
Modsætningen, at H. gennem Henrik VI’s Giftermaal
med Constanza, Arving til Neapel og Sicilien,
var kommen i Besiddelse af disse Lande,
samtidig med at de med langt større Stringens
end forhen søgte at hævde deres Overhøjhed
over de norditalienske Stadrepublikker.
Paverne kunde ikke rolig se paa, at Kirkestaten
baade mod N. og S. klemtes inde af deres
Rivaler i Striden om Verdensherredømmet. De
italienske Kommuner og H.’s tyske
Modstandere, Welferne, var deres naturlige
Forbundsfæller, og selve Navnet Welfer skiftede
efterhaanden Bet., gik over til at betegne det
pavelige Parti i Modsætning til Ghibelliner. En
mægtig Støtte i Hovedkampen, der førtes
under Frederik II, fandt Paverne endelig i de i
Beg. af 13. Aarh. oprettede
Tiggermunkeordener. Det er ikke her Stedet indgaaende at
skildre denne Strid, der førte til H.’s
Undergang. Allerede ved Frederik II’s Død var dette
Resultat givet, da hans Søn Konrad IV med
Nød og næppe holdt sig i Tyskland. Heldigere
var Frederik’s uægte Søn Manfred, der med
stor Dygtighed hævdede Italien, indtil han
1266 i Slaget ved Benevent bukkede under for
Pavens Allierede, Karl af Bourbon. Konrad’s
Søn Konradin’s Forsøg paa at genvinde sit
Fædrenerige i Italien, det Land, hvortil
Stauferne mere og mere følte sig knyttede,
mislykkedes i Slaget ved Tagliacozzo, og da han 1268
af Karl af Bourbon var blevet henrettet i
Neapel, var H.’s Mandslinie uddød. Endnu levede
der dog bl. a. en Datter af Manfred, Constanza,
gift med Kong Peter III af Aragonien, som
efter »Vesperen« 1282 blev Herre paa Sicilien,
hvorved i det mindste denne Ø bevaredes for
Efterkommere af Slægten. (Litt.: se de
enkelte Personer; Raumer’s engang berømte
»Geschichte d. H.« [6 Bd, Leipzig 1823—25, 5.
Udg. 1878] er nu forældet).
M. M.
Hohenstein [’ho.ən∫ta^in], 1) (H.-Ernstthal),
By i Sachsen, Kreishauptmannschaft Zwickau,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
