Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjort, Peder - Hjortdahilt - Hjorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stærkt det slesvigske Spørgsmaal laa ham paa
Sinde, ser man af de 3 Samlinger Breve, »Om
det slesvig-holstenske Røre«, han udgav under
Pseudonymet L. S. Navne 1847—48.
1849 blev et Skuffelsens og Smertens Aar for
H. Kort forinden havde han mistet sin Hustru,
og nu ophævede et Reskript Sorø Akademi. H.
trak sig tilbage til Kbhvn og maatte tage til
Takke med Vartpenge og en Professortitel.
Imidlertid ytrede der sig i Regeringskredse Ønske
om at benytte H.’s fremragende tyske
Sprogkundskaber i den danske Sags Tjeneste, og
nogle Aar skrev H. da ogsaa Korrespondancer
i dansk Aand til »Altonaer Zeitung«. H.’s
konservative Synspunkter — og da navnlig hans
Tilslutning til Helstatspolitikken — gjorde ham
snart til Genstand for de Nationalliberales
Spottepile og Had, og navnlig Ploug i
»Fædrelandet« var utrættelig i at føre et injurierende
Sprog — at »bepederhjorte« betød i Ploug’s
Mund saaledes det samme som at forvanske
Kendsgerninger — og i at fremsætte
Insinuationer ang. H.’s Forhold til Augustenborgerne.
Da H. tilmed vovede 1853 at stille sig ved
Rigsdagsvalg mod Hall i Kbhvn’s Amts 1.
Kreds, fik han næppe nok Lov at komme til
Orde og faldt naturligvis igennem ved Valget.
Ploug og H. — to lige stridbare Naturer —
havde fl. Gange hinanden for Retten. — Ved
Siden af disse politiske Kævlerier fik H., der
jo nu var Pensionist, god Tid til at sysle med
litterære Arbejder. 1852—67 udgav han
»Kritiske Bidrag til nyere dansk Tænkemaades og
Dannelses Historie«. Dette Værk, der
væsentlig var en Samling af Afh. fra tidligere Aar,
bestaar af en politisk, kunsthistorisk,
kirkeligetisk og litterærhistorisk Afdeling og giver
saaledes et talende Vidnesbyrd om H.’s
Alsidighed og omfattende Dannelse. 1867 vakte H.
paa ny en Storm mod sig: dette Aar havde han
nemlig af sin store Korrespondance udsendt en
Samling »Udvalg af Breve fra Mænd og
Kvinder« og deriblandt med stor Taktløshed
medtaget adskillige fra nulevende Personer, om
hvilke det maatte være mere end tvivlsomt, om
Vedk. ønskede dem offentliggjorte; denne
Samling er imidlertid for Litteraturhistorikeren en
aldeles fortræffelig og rig Kilde til dansk
Aandslivs Historie i 19. Aarh. H. udsendte da
ogsaa 1869 en ny Samling, ledsaget af et
Postscriptum til Selvforsvar. — Indtager H.
end ikke nogen Førerplads i Litt., har han
dog vidst at udfylde sin Plads som litterær
Adjutant for dem, hvis Sag han havde gjort til
sin, og var han til Tider voldsom og ubillig,
var der dog ikke Krogveje i hans Sjæl. (Litt.:
»P. H. Et Tilbageblik«, ved P. Chr. Zahle
[Kbhvn 1893]; »Museum« [1894], I).
J. Cl.
Hjortdahilt [-da’lit], et lysgult, sjældent
Mineral fra Pegmatitgangene i Langesund Fjord
(Norge); det krystalliserer triklint og er
sammensat som en fluor- og zirkonsyreholdig
Pyroxen. Navnet efter den norske Kemiker
Hiortdahl.
(N. V. U.) O. B. B.
Hjorte ell. hjorteagtige
Drøvtyggere (Cervidæ) kaldes en stor Pattedyrfam.,
der tillige med Giraffer og Skedehornede udgør
Gruppen »de ægte Drøvtyggere« (Pecora,
Cotylophora), Hovedmassen af de parrettaaede
Hovdyr (Artiodactyla). Det mest iøjnefaldende,
for H. karakteristiske er de store, aarlig
affaldende, grenede Udvækster fra Pandebenene,
Takkerne (Geviret) (se Horn og Takker),
selv om disse, Rensdyret undtaget, kun findes
hos Hannen og hos enkelte Slægter (Moschus
og Hydropotes) helt mangler. Kraniet er
langstrakt med en stor Taaregrube paa
Ansigtsfladen foran Øjet; inden for den lukkede
Øjering findes to Aabninger for Taarekanalen.
Tandbevæbningen er omtr. som de andre
Drøvtyggeres; men Hjørnetænder i Overmunden
findes oftest, navnlig hos Hannerne. I hvert
Fald den forreste Kindtand har kun kort Krone
med stærk afsat Rod, er brachydont; de bageste
er derimod som hos de Skedehornede
hypso-donte ɔ: vokser længe og faar derved korte
Rødder og lange Kroner med dybe,
cementfyldte Folder. Galdeblære mangler, findes kun
hos Moskusdyret. Hunnen har fire Patter, men
faar sjældent mere end een Unge. Moderkagen
har kun faa Totter (Cotyledoner). Det er mest
fint byggede Dyr med lange Øren, store Øjne,
foran hvilke der i Taaregruben, der intet har
med Taarerne at gøre, ligger Kirtler, der
udmunder i en dyb Hudfold og udsveder en
olieagtig, i Brunsttiden ejendommelig lugtende
Vædske. De oftest tynde, men stærke Ben
bærer altid Biklove. Det er hurtige, sky Dyr,
der hyppigst lever i Flokke, hvor Hannerne
under blodige Kampe i Parringstiden tilkæmper
sig fl. Hunner. De fleste foretrækker Skovegne,
nogle de aabne Sletter, kun faa Bjergegne. Alle
jages de for Køds og Huds Skyld, ligesom
Takkerne bruges til Drejerarbejde o. l. Af Sanserne
er Hørelse og Lugt bedst udviklede, men deres
Intelligens er ringe. De findes i talrige Slægter
og Arter udbredte over hele Jorden undtagen
Australien og Afrika S. f. Atlas-Kæden.
Fra alle andre H. maa den lille Moskushjort
(Bisamdyr) (Moschus moschiferus L.) skilles som
en egen Underfamilie p. Gr. a. mange
Forskelligheder i anatomisk Henseende. Takker
findes aldrig; men Hannen har til Gengæld i
Overmunden store, krumme, rodaabne
Hjørnetænder, der nedadrettede rager langt ud af
Munden; hos Hunnen er de meget mindre. Den
er noget mindre end vort Raadyr; Pelsen tyk,
i Alm. graabrun ell. gulrød med lange grove,
mærkværdig skøre Haar. Hovedet er fint med
store Øren, Kroppen bagtil meget kraftig, Halen
rudimentær. Lemmerne er stærke og
Baglemmerne længst; Fødderne har store,
fritbevægelige Biklove, der hjælper den under dens
stadige Klatren paa Klipper. De beboer
Centralasiens Bjerglande fra Sibirien til Cochinchina
og fra Ural til Kamtschatka og er uagtet stadige
Forfølgelser ikke særlig sjældne, da de skjuler
sig godt om Dagen og kun træffes højt til
Vejrs, over 2000 m, hvor de oftest enkeltvis
færdes med en Gemses Sikkerhed og
Dristighed. Navnlig Hannen jages, for at man kan
faa den berømte stærkt lugtende Moskus, der
findes i en Hulhed, Moskuspungen, af Størrelse
som en lille Appelsin, under Huden paa Dyrets
Bug, hvor den aabner sig fortil i Forhudskeden.
Af det dræbte Dyr skæres Pungen straks ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
