Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Europa, og i 16. Aarh. optræder talrige
Historieskrivere i Spanien, Frankrig og Tyskland; med
Forkærlighed studerer hver Nation sin Fortid.
Kritikken, som ikke var Italienernes stærke
Side (at Laurentius Valla paapegede
Uægtheden af det konstantinske Gavebrev, staar
som en Undtagelse), gør store Fremskridt N.
f. Alperne, især da den skærpes af de religiøse
Stridigheder. Magdeburg-Centuriatorerne med
Mathias Flacius i Spidsen viser Vejen, men
Protestanternes Eksempel følges af
Katolikkerne, ja disse kommer snart forud; Jesuitten
Bolland paabegynder Kæmpeværket over
Helgenernes H. (Acta sanctorum), en ny Afart af
Benediktinerordenen, La congrégation de
Saint-Maur (stiftet 1621) driver lærd
Udgivervirksomhed, og til den hører Diplomatikkens
Grundlægger Mabillon. I Frankrig
fremblomstrer ogsaa en rig Memoirelitteratur, medens
Pierre Bayle ved sin Skepsis tilfører
Historieforskningen et frugtbringende Element.
Er 17. Aarh. især Kritikkens og
Materialindsamlingens Tid, bringer 18. Aarh. store
Fremskridt for H.’s Fremstilling og Opfattelse.
Montesquieu aabner en dybere Forstaaelse af
Staternes Forfatning, Voltaire betoner Kulturens
Udvikling jævnsides den politiske H. Gibbon
fremstiller dybt indtrængende det romerske
Kejserdømmes Nedgang. I Tyskland har
Leibniz en fin Forstaaelse af Historievidenskabens
ejendommelige Karakter, Herder udstrør mange
dybsindige Ideer om Sammenhængen i H.,
Göttinger-Historikerne (Spittler, Gatterer o. fl.)
leverer fortræffelige Haandlrøger, og Joh. v.
Müller drager aandfuldt Grundlinierne af
Verdenshistorien.
H. i 19. Aarh. har sin Baggrund i, at den
store Revolutions Forsøg paa at bygge en ideal
Stat op paa helt nyt, forstandsmæssigt
Grundlag var mislykket; man fik derved bedre
Forstaaelse af de historiske Vilkaar for
Samfundslivet og indsaa det ubevidstes Bet. jævnsides
det rationelle. I Tyskland havde allerede
tidligere Justus Möser forstaaet Ændringerne
i Statsforfatningen ved at se de sociale
Forskydninger i Folkets brede Lag, Winckelmann
set den antikke Kunst som Udtryk for de klass.
Folks hele Karakter; nu opstod den historiske
Retsskole (Savigny, Eichhorn), der trængte de
naturretlige Synspunkter tilbage, og Niebuhr
fremstillede i sin »Römische Geschichte« ikke
blot klart den moderne Opfattelse af al hist.
Overlevering og særlig Sagnenes rette Natur,
men viste ogsaa dyb Forstaaelse af den
sammenhængende Forfatningsudvikling.
Romantikernes Digtning bragte ny Interesse for den
længe saa foragtede Middelalder, og den
nationale Rejsning mod Napoleon vakte Kærlighed
til det tyske Folks Fortid; under Stein’s Ledelse
stiftedes 1819 »Gesellschaft für deutsche
Geschichtskunde«, som snart efter begyndte
Udgivelsen af alle Kilderne til Tysklands ældre H.
i Kæmpeværket Monumenta Germaniæ
historica, ledet af Pertz.
I Frankrig blomstrede
Historieskrivningen frem under Restaurationen. Man lærte af
Walter Scott at skildre Fortiden anskueligt og
farverigt, af Chateaubriand at fatte Religionens
Bet. Barante fremstillede i Hist. des ducs de
Bourgogne det brogede Liv i Middelalderens
Slutn., Thierry dvælede med Forkærlighed ved
de nationale Brydninger, i England mellem
Angelsachser og Normanner, i Frankrig
mellem Galler og Franker. Guizot skildrede i store
Linier Civilisationens Udvikling i Europa og
fulgte den indgaaende i det gl. Frankrig.
Fremfor alt kredsede dog alles Tanker om at
forsvare de Goder, Revolutionen havde bragt,
mod den stigende Reaktion. Mignet og Thiers
hævdede Revolutionens Nødvendighed, Guizot
fremstillede den som den naturlige Følge af
hele Frankrigs tidligere H. og sidestillede den
med Englands Revolution i 17. Aarh.; Thierry
gav sympatetiske Skildringer af Tredjestands
Tilblivelse.
Ved Julirevolutionen gik fl. af disse
Historieskrivere over i Statslivet, men det viste sig
snart, at den Liberalisme, de havde kæmpet
for, ikke tilfredsstillede; bag ved Tredjestand
rykkede Demokratiet frem og fik ogsaa blandt
Historieskriverne sine Forsvarere. Michelet
skildrede Frankrigs H. med en varm
Kærlighed til det store Folk, og hans
Revolutionshistorie blev en hel Panegyrik; Lamartine og
Louis Blanc fremstillede Girondiner og
Jakobiner med den største Sympati. Mere objektivt
studerede Tocqueville Demokratiets
ustandselige Fremadskriden og viste de Farer, der
knyttede sig dertil, især den, at man let glemte
Friheden og Ligheden og kom til Cæsarismen.
Napoleon III’s Statskup gjorde, at
Historikerne en Tid mistrøstig vendte sig bort fra
Nutidspolitikken; man vilde nu studere H. for
Videnskabens egen Skyld. Renan blev ved sit
Værk over Kristendommens Oprindelse
banebrydende for den videnskabelige
Religionshistorie, Taine søgte at finde den lovmæssige
Sammenhæng i H. og at dømme rent objektivt
om de historiske Fremtoninger, uden
Indblanding af Politik ell. Moral. Men Frankrigs ydre
og indre Ulykker 1870—71 berørte ham dog
stærkt; han optog den Plan, som Tocqueville
havde haft, og skildrede Les origines de la
France contemporaine i et Værk, der blev til
et hidsigt Angreb paa Revolutionen, og hvad
den havde udrettet.
Paa den yngre Slægt virkede Oplevelserne i
de samme Aar anderiedes. De fik Afskræk for
de store Teorier og de udefra hentede
Synspunkter, forlangte dybere Kritik og større
Forsigtighed. Fustel de Coulanges oplyser
Frankrigs ældste Samfundsudvikling paa Grundlag
af det mest indtrængende Studium; Monod
grundlægger 1876 Revue historique som Organ
for den ny Retning; Sorel og Aulard studerer
Revolutionen med en Objektivitet, der hidtil
var ukendt.
I England fik Bourgeoisiet sin Historiker
i Macaulay, der dømmer alt i Fortiden ud fra
Whigpartiets Idealer. Hans aandfulde, men
ofte ensidige Essays vinder ham en stor
Læsekreds, og han giver saa i History of England
en bredt malende Skildring af Englands H. i
den vigtige Overgangstid ved Aar 1700, da
Nutidens Forfatning udformede sig efter
Revolutionens Slutn. Ganske modsat er Carlyle fuld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
