Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hist. Fortællinger, idet disse er dobbeltsidige;
Beretningen er en Levning af Forf.’s
Virksomhed, men den fortæller tillige om en tidligere
Tildragelse. Saadanne Beretninger er ikke blot
de egl. Historikeres Skildringer, men ogsaa de
Meddelelser, der gives i Indskrifter paa
Monumenter ell. optages i Dokumenter og Breve;
ogsaa det hist. Billedværk maa regnes med
herunder. Det egl. Karaktermærke for
Beretningerne er ikke, som det ofte siges, at de er
affattede med den Hensigt at give Samtid ell.
Eftertid Kundskab om, hvad der er sket,
afgørende er derimod dette, at vi, hvor vi har
en Beretning, har et Menneske, der skyder sig
ind mellem os og Fortiden; vi ser ikke selve
Handlingen, men kun et Spejlbillede af den,
opfattet og gengivet af en menneskelig Hjerne.
Naar vi paa den ene Side har en Fortælling
om, hvad en Fred gik ud paa, paa den anden
Side selve Fredstraktaten, ser man Forskellen
klart mellem Beretningen og Levningen i
snævrere Forstand og forstaar ogsaa let, at
Beretningen altid afgiver mindre Sikkerhed end
Levningen; men vist er det tillige, at alle de
mangfoldige Handlinger, der ikke paa en ell.
anden Vis har afsat materielle Resultater, kan
vi kun lære at kende gennem Beretninger.
Det er først i 19. Aarh., at H. ret har faaet
Øjet opladt for de hist. Kilders ejendommelige
Natur og særlig for den personlige Farve, der
findes ved enhver hist. Beretning; de
umaadelige Fremskridt, der er gjorte siden, beror
netop paa, at man har klaret sig den
Usikkerhed, der knytter sig til Beretningerne, og saa
dels søgt at behandle disse med tilbørlig
Kritik, dels med Iver kastet sig over at fremdrage
de mere paalidelige Vidnesbyrd, vi har i selve
de egl. Levninger. Kildekritikken er
grundlagt af Niebuhr og klart udformet af
Ranke.
Over for Levningen er det Kildekritikkens
Opgave at opklare Tidsalder, Hjemsted og
Ophavsmand. Naar Levningen selv, som det
hyppigst er Tilfældet, har Angivelser herom, bliver
det da Maalet at prøve, om disse Angivelser er
at lide paa, om Kilden er, hvad den udgiver
sig for, og denne Del af Kildekritikken
betegnes derfor ofte som Ægthedskritik; hvis det
oplyses, at Kilden er uægte, standser man dog
ikke derved, men søger videre at paavise,
naar og i hvad Hensigt Forfalskningen er
foregaaet. Den samme Fremgangsmaade anvendes
ogsaa over for Beretningen, saa længe denne
ses under Synspunktet Levning; men dens
anden Side fordrer en videre og vanskeligere
Undersøgelse. Naar Beretningen ovf.
defineredes som et menneskeligt Spejlbillede, bliver
det her Kildekritikkens Opgave at paavise
Spejlets Ejendommeligheder; »Forfatteren er
det straalebrydende Medium, og Kritikerens
Fremgangsmaade bliver analog med
Astronomens Rektifikation« (Sybel). Man studerer paa
den ene Side Forfatterens Forhold til den
Tildragelse, hvorom han fortæller, paa den
anden Side hans Personlighed og dens
Ejendommeligheder, og søger derved at bestemme,
hvorvidt hans Beretning kan antages at svare
til, hvad der virkelig er foregaaet. Er en
Forfatter ikke selv Øjenvidne til de Tildragelser,
han fremstiller, maa man søge at skaffe sig
Forstaaelse af, hvorledes Beretningen kan
være ændret, før den naaede til ham. Disse
kildekritiske Undersøgelser er ofte lange og
møjsommelige; men ene ad den Vej kan det
lykkes at klare Beretningernes større ell.
mindre Paalidelighed, og det store Arbejde, der
i Nutiden er anvendt herpaa, har ogsaa bragt
gode Frugter. Det har vist sig, at i en Grad,
som man ikke tidligere anede, bygger
mangfoldige Beretninger ikke paa direkte Kundskab
om det, hvorom de fortæller, men er alene
Gengivelser af, hvad ældre Beretninger har
meddelt, kun omformet og udpyntet;
Udsondringen af disse afledede Kilder (sekundære
Beretninger) og dermed af alle de Fejltagelser,
de indeholder, har i høj Grad renset vor
Viden om Fortiden; og Studiet af, hvorledes en
Beretning paa den Maade omdannes ved at
gaa fra Mund til Mund, har tillige aabnet os
et Indblik i baade Sagnets og enhver historisk
Fortællings Udviklingshistorie.
Det nærmere Studium af de forsk. Kildearter
har delvis formet sig til særskilte historiske
Hjælpevidenskaber, der dog her kun
kort skal karakteriseres, idet der i øvrigt
henvises til de særskilte Artikler. Kronologien
vejleder til Forstaaelse af Fortidens
Tidsregning og enkelte Tidsbestemmelser. Skriftens
Udvikling studeres af Palæografien, som
dog især holder sig til den Skr., der findes i
Bøger og Breve, medens Indskrifternes Skr.
ligesom deres øvrige Ejendommeligheder er
Genstand for Epigrafikken.
Dokumenternes Ægthed og deres Fortolkning oplyses af
Diplomatikken; som en særlig Gren af
denne kan man regne Læren om, Seglene,
Sfragistikken, som atter staar i nær
Sammenhæng med Heraldikken, Læren
om Vaabenskjoldene. De to sidste Videnskaber
danner Overgangen til Arkæologien, som
i sine forsk. Forgreninger behandler de
ikke-skriftlige Kilder og uden skarp Grænse gaar
over i Kunsthistorien;
Numismatikken behandler Mønter og Medailler.
Kildekritikken leder os frem til det enkelte
historiske Faktum. Enhver Levning sikrer i
sig selv et saadant; Brømsebro-Traktaten,
Rundetaarn og Kronemønten af 1618 er
utvivlsomme Træk af Christian IV’s
Regeringshistorie. Ved en enkelt Beretning naar man ikke
saa vidt; selv om det er et Øjevidnes Skildring,
og vi har Grund til at tro, at Iagttageren har
opfattet rigtigt og rigtig gengivet, hvad han
har set, er det dog umuligt for os her at naa
fuld Sikkerhed, og de mange Tildragelser, der
kun hviler paa et enkelt Vidnes Beretning, kan
kun betegnes som sandsynlige, aldrig mere.
Større Sikkerhed opnaas først, naar der er fl.
af hinanden uafhængige Vidner om samme
Tildragelse; selv to saadanne vil oftest være
tilstrækkelige, men kun i det grove gælder denne
Regel. De to Vidner tilhører dog samme
Tidsalder med dens Ejendommeligheder, er i alt
Fald Mennesker med de Anlæg til fejl
Iagttagelse, der knytter sig til selve den
menneskelige Natur; man har med Rette sagt, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
