Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Egenskaber, som kræves til St. hos en svær
Ridehest. Det har altid været vanskeligt at tjene
to Herrer, og i Rollen som Rideheste har
Holstenerne da heller ikke fejret Triumfer under
Verdenskrigen. Den preuss. Stat underholder
et Hingstedepot i Holsten, men næsten 2/3 af
Provinsens Bedækningshingste ejes af
Marskbøndernes Opdrætterforbund. Hovedfarven
hos alle disse H. er brun. — Men ikke mindre
bekendt end disse nævnte store Vognheste fra
Marsken er Produktet af Avlen i Østpreussen,
hvor Kursen i mere end 100 Aar har været
holdt ret efter en moderne Soldaterhest. I
Betragtning af Sagens store Bet. har Staten
selv med stor Kraft taget sig af Ledelsen og
sat Avlen i et ganske mønsterværdigt System.
Resultatet maa siges at svare til
Anstrengelserne, for saa vidt som Østpreussen før
Verdenskrigen var i Stand til at levere c. 70 % af
samtlige Armeens Remonter. — δ) Den
østpreussiske H. har sin ædleste og bedste
Repræsentant i Trakehneren paa det ved
den tidligere russ. Grænse liggende gl.
Hovedstuteri, hvorfra den har sit Navn. Stuteriet
blev anlagt som et kgl. Hofstuteri i Beg. af 18.
Aarh. (1726) og havde opr. intet andet Maal
end det at skaffe H. i den kgl. Marstald og
Penge i den kgl. Kasse. Først i Slutn. af 18.
Aarh. begyndte der at gøre sig bestemte
Principper gældende i Avlen. Der anvendtes
dengang mange orientalske H. til Forædlingen,
men siden Midten af 19. Aarh. har man næsten
udelukkende holdt sig til eng. Blod. Den
moderne Trakehner (Fig. 17) er derfor en højt
forædlet Halvblodshest af udtalt eng. Præg,
velbygget med flade, tørre og velstillede Ben
og en let, fremgribende, meget regelmæssig,
men lav, »stikkende« Bevægelse. Da Russerne i
1914 trængte ind i Østpreussen, maatte H. fra
Trakehnen og det andet østpreussiske
Hovedstuteri, Georgenburg, fordeles paa forsk.
af de øvrige Stuterier. Der fandtes den Gang
ialt 6 Hovedstuterier, mellem hvilke her blot
skal nævnes endnu 2, nemlig det kendte
Fuldblodsstuteri i Graditz (Provins Sachsen)
og det efter fr. Mønster oprettede
anglo-arabiske Stuteri i Neustadt a. d. Dosse. Skønt
de fleste af disse Institutioner var meget store
og alle havde en Bestand af Avlsdyr saa gode,
som det var muligt at faa dem, har de dog ikke
været i Stand til at skaffe den preuss. Stat
mere end c. 25 % af de til Landstuteriet
nødvendige Hingste. De tre Fjerdedele af disse
maatte Staten købe hos de private Opdrættere.
Men værre var det, at der, trods de meget
betydelige Pengesummer, som Regeringen ofrede
paa Hesteavlens Alter (alene Hoved- og
Landstuterierne kostede 6—7 Mill. Mark aarlig), i
vide Landbokredse herskede stor Utilfredshed
med den haardhændede Maade, paa hvilken
Staten greb ind i Hesteavlsforholdene; at en
Militærstat som Tyskland maatte indrette sig
saaledes, at Hæren til enhver Tid og uden
Vanskelighed kunde remontere indenfor
Landets Grænser, forstod alle, men der var mange
— og Tallet voksede stadigt — som fandt det
uforsvarligt, at man i Tyskland aarlig lagde c.
90000 ædle Føl til, naar Hærens Behov ikke
krævede mere end 13—14000 Stkr. En
Tredjedel af Føllene vilde jo have været
tilstrækkelige til at give Remontekommissionen et
rigeligt Udvalg, og for Landet vilde det i
økonomisk Henseende have været, en meget stor
Vinding, dersom de øvrige to Tredjedele af
Føllene havde hørt til Trækracerne. Der var
nemlig samtidig stor Mangel paa Trækheste.
Tyskland havde i en Aarrække aarligt maattet
indføre mere end 100000 H., af hvilke langt de
fleste (c. 80 %) var svære H., væsentlig fra
Belgien og Danmark. Ret naturligt forlangte
Landmændene, at de fik Lejlighed til at tjene
saa meget som muligt af de 90—100 Mill. Mark
ell. mere, som disse fremmede H. kostede
Landet. Det var imidlertid ikke nogen let Sag at
faa de preuss. Stuteriers Embedsmænd i Tale.
Længe vendte de det døve Øre til. Først 1887
fandt man Grund til at yde ogsaa Avlen af
svære H. Hjælp fra Statens Side, men kun i
ganske bestemte Landsdele (Rhinprovinsen,
Alsace-Lorraine og Provinsen Sachsen). Ikke
saa mærkeligt derfor, at fl. og fl. Landmænd i
»Remonteprovinserne« (endogsaa i
Østpreussen) allerede inden Krigen havde opgivet at
opdrætte H. og i St. f. lagde sig efter den langt
mere rentable Kvægavl. Hvor stort et Fejlgreb
Regeringen havde begaaet ved saa stærkt at
fremelske Avlen af ædle H. paa Bekostning af
de svære, blev ved Skæbnens Ironi stærkest
understreget af selve Krigen, thi under den
blev Savnet af H. til svært Trækbrug i høj
Grad føleligt for Hæren.
Foruden den tidligere omtalte meget
interessante Avl i Stuterierne Kladrub og Lipizza,
hvor Resterne af de gl. Stammer af
spansk-neapolitansk Oprindelse er bevarede, blev der
 |
| Fig. 16. Holstensk Hingst. |
 |
| Fig. 17. »Apis«, østpreussisk Hingst. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
