Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beredne. Ikke før Muhamed (571—632 e. Kr.),
i fuld Forstaaelse af den Bet., et stærkt Rytteri
vilde faa i Kampen for Troens Udbredelse,
havde opmuntret sine Tilhængere til med Iver
at lægge sig efter Hesteavl, begynder denne at
spille en Rolle hos det krigerske Hyrdefolk.
Langs Nordafrika’s Kyst bredte Avlen sig tidlig
saaledes, at det numidiske og mauretanske
Rytteri var berømt allerede i Romertiden.
Ogsaa i Landene N. f. Middelhavet hører vi
forholdsvis tidlig Tale om H. Homer omtaler i
Iliaden (rimeligvis skrevet i det 9. ell. 8. Aarh.
f. Kr.) jævnlig de græske Vognkæmpere og
deres Bedrifter. Xenofon (omkr. 400 f. Kr.)
skrev om Hesteavl, og det er jo bekendt,
hvilken Interesse der knyttede sig til Ride- og
Køreprøverne, som allerede Aar 680 f. Kr.
indførtes ved de berømte olympiske Lege.
Sandsynligvis er det gennem Thessaler og
Makedonere, at Grækerne har lært at bruge H. I
den gamle romerske Republik spillede H. opr.
ikke nogen stor Rolle. De romerske Krigere
kæmpede til Fods. Først efter at de ved
Sammenstødene med Barbarernes Rytterskarer
havde maattet føle Rytteriets Overlegenhed i
Retning af Bevægelighed og Angrebenes
Voldsomhed, begyndte de selv at understøtte
Legionerne med et talrigt Kavaleri, for største Delen
sammensat af Ryttere, afgivne fra Numider,
Thessaler, Germaner, Galler o. a. af de
undertvungne Rytterfolk. De H., med hvilke Oldtidens
Hære remonteres, var i H. t. det ovf. sagte
forholdsvis smaa, men lette og udholdende
Dyr, som vel nærmest lader sig sammenligne
med de smaa H., som de russiske
Kosakregimenter er beredne paa. Nogen egl. Hesteavl,
ledet mod et bestemt Maal, ved et bevidst
Udvalg og en omhyggelig Pleje, var der i det store
og hele ikke Tale om den Gang, heller ikke
her i Europa. Rytteriets Bet. stiger imidlertid
i den flg. Tid saaledes, at det bliver det
Vaaben, af hvis større ell. mindre Fuldkommenhed
Kampens Udfald kommer til at afhænge.
Ryttere og H. pansres stedse stærkere og
stærkere, og Kravet om en sværere H. ytrer sig
derfor efterhaanden med en saadan Kraft, at en
af Riddernes Hovedopgave i Fredstid bliver den,
at opdrætte og uddanne dygtige Stridsheste. Paa
den Maade drives Hesteavlen hele Riddertiden
igennem, væsentlig i en Mængde private
Stuterier Landene over. Det er Herregaards- og
Klosterstuteriernes Blomstringstid. De tunge
Rustninger stiller store Krav til H.’s Styrke
(Ryttere med eget og H.’s Panser vejede ofte
henimod 200 kg), og det er derfor de, i de
lave frugtbare Kystlande omkr.
Nordsøbækkenet udviklede, svære Hesteracer
(flanderske, normanniske, danske o. fl. a.),
man ved en omhyggelig Pleje (Kernefodring),
skønsomt Udvalg og systematisk gennemført
Ridning søger at gøre tilstrækkelig bevægelige
til Nærkampenes hurtig vekslende Bevægelser.
For yderligere at udvikle Smidigheden krydser
man de nævnte svære H. med Hingste af
lettere Racer. Under Korstogene hjembragte de
tilbagevendende Riddere saaledes ikke faa
orientalske Hingste; men i endnu større Tal
blev de allerede dengang berømte spanske
Hingste benyttede til denne Krydsningsavl.
Med Krudtets Opfindelse (1330) og Ildvaabnenes
Indførelse synker Rustningernes og dermed
ogsaa de gl. svære Stridshestes Bet.
Turneringerne holder sig dog endnu en Tid, og
Stuteriavlen fortsættes fremdeles, men Maalet
forandres i Retning af en lettere, mere smidig H.
Imidlertid faar Lensvælden sit Knæk,
Reformationen gennemføres i største Delen af
Mellemeuropa og hele Nordeuropa. Her lægger
Enevoldskongerne Beslag ogsaa paa Klostergodserne
— Herregaards- og Klosterstuteriernes Saga er
ude. Af deres Aske opstaar imidlertid enkelte
større fyrstelige Stuterier, Hofstuterier,
ofte ved en ligefrem Sammensmeltning af fl.
mindre Herregaards- og Klosterstuterier,
medens paa den anden Side mange H.
gaar over i Landbrugets Tjeneste, hvor de
delvis overtager Oksernes Trækarbejde,
saaledes at der ved Siden af Stuteriavlen
udvikler sig en stadig voksende
Landhesteavl hos Bønderne. I Hofstuterierne
fortsættes i den første Tid Avlen af
Krigsheste, men lidt efter lidt glider man over
i en ligefrem Luksusavl af H., skikkede
til »Skoleridtet« (»den høje Skole«,
»Karruselridt«), Paradekørsel og Jagt. Det er nu ikke
længere en stærk og haardfør H., man
fortrinsvis søger, men en let H., med samlede
Bevægelser, en H. i Ligevægt, en H., for hvilken
den spanske H. er Mønsteret, Pirouetternes,
Croupadernes og Kapriolernes H., hos hvilken
alt er ofret for den størst mulige Smidighed.
Med Landhesteavlen staar det i denne Periode
kun smaat til. Saa længe Hoveripligt og
Stavnsbaand sikrer Herremanden den for hans
primitive Jordbrug nødvendige Arbejdskraft,
er der ingen Anledning for ham til at bringe
større Ofre for at forbedre Bondens
Hestebesætning. Det kan jo være Herremanden ret
ligegyldigt, om Ploven er forspændt med 2 ell.
6 H. Men efterhaanden kommer en anden Side
af Sagen frem. Det er den stedse stigende
Vanskelighed ved Remonteringen af Hærens
Hestemateriel. De faa Stuterier kunde
selvfølgelig ikke præstere det fornødne Materiale,
og med den aftagende Størrelse og Styrke var
ogsaa det oprindelige Ridehestepræg
forsvundet hos Bøndernes H., som derfor ikke mere
egnede sig til Hærens Brug. For at raade Bod
paa denne Ulempe begyndte nu Fyrster o. a.
»store Herrer« at lade deres Stuterihingste
bedække de smukkeste og bedste af Bøndernes
Hopper.
Lidt efter lidt udviklede disse Forholdsregler
sig til Oprettelsen af de saakaldte
»Landstuterier«, idet Kongerne og Fyrsterne i forskellige
europæiske Stater i Løbet af 16., 17. og 18.
Aarh. lod indkøbe og udstationere
Bedækningshingste foruden dem, Hofstuterierne selv
kunde undvære til Brug i Landavlen. Denne
Ordning har fl. Steder holdt sig saa temmelig
uforandret. I Frankrig, Tyskland og det
tidligere Østerrig-Ungarn f. Eks. er
Landstuterierne fremdeles af den allerstørste Vigtighed
for Remonteavlen, og Sagen er endogsaa sat
saaledes i System, at Staterne selv i store
»Hovedstuterier« (de fleste opr. gl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
