Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mauriske Motiver); om Purpuret er forhen talt.
Meget alm. ved Heroldsfigurerne er de smalle
Indfatninger, som foruden af de to nysnævnte
Skjolde ses af III, hvor Blaat og Rødt
adskilles ved Guldlister; en lgn. Smag for
Farvepragt som den fr. er her kendelig. Yndede er
ligeledes de i Østgruppen ukendte, andensteds
i Vestgruppen yderst sjældne besants-tourteaux,
halverede af Metal og Farve, se I, som
anbringes paa Farve (omvendt tør tourteaux-besants
kun anbringes paa Metal). Eksklusivt sp. som
Mærke er 2 Kedler (calderas; calderon, stor
Kedel, som Slægtsnavn), se IV og XI, der
angiver den Højadelen (ricos hombres) tilhørende
Ret til at underholde Krigsfolk paa egen
Bekostning. Et andet er den lunel benævnte
Sammenstilling af 4 Halvmaaner i Blomsterform,
se II; Halvøens Kongevaaben, særlig Kastilien
og Leon, gaar stadig igen i Højadelens
Skjolde, se V og VI; Portugal fører Kastilien (ell.
Algarve?) som Bræmme; denne Figur bruges
atter og atter. — se endvidere VI og IX, —
ofte sammenstykkes den af Kastilien og Leon.
Hyppige er ogsaa de fra Navarra (Fig. 12, III)
stammende Kæder, se XII. En udstrakt Brug
gøres af Andreaskorset, — se IX og XI;
specifik sp. er den dertil svarende
Skraakvadrering, som X viser, ligeledes den særegne Form
for Tredeling, som ses af VI. Calatravakorset
føres hyppigt i Skjoldet; det ses i VII med en
Sølv Hejre overbredet. Hjelmpryden spiller en
endnu ringere Rolle end i Frankrig; Deviser
føres af og til (efter arab. Mønster) som
Inskriptioner i Skjoldet. — Forfaldet viser sig tidligt i
vidtdrevne Kombinationer, hvori selve
Kongevaabnet angiver Tonen, og — ulige mere end
i Frankrig — i slette Mærker: Columbus’ og
Montezuma’s Vaabner giver ikke Tordenskjold’s
og Holberg’s mere end 200 Aar yngre noget
efter.
I Italien, hvis Skjoldformer med deres
Indflydelse paa Mærkernes Ordning alt er
omtalt, bliver Reglerne aldrig saa faste som i
Frankrig, og dets Mangel paa Centralisation
tillader aldrig H. at hæve sig saa højt som der.
Heroldsmærker er sjældnere, talende Vaaben
meget hyppige; Stilen er ligesom i Spanien
mindre ren. Ogsaa her findes stundom
Inskriptioner i Skjoldene, se Fig. 5, VII, hvor Leo
X’s Navnetræk figurerer; oftere ses Ordet
libertas; Rom fører Bogstaverne S. P. Q. R.
Brisurer kendes ikke; derimod føres den Huset
Anjou tilhørende, firefligede Turnerkrave, som
VII ligeledes viser under Navn af rastello
(Faldgitter) af fl. hundrede Slægter, ofte
ledsaget af Anjous tre Lillier, som blivende
guelfisk Mærke. Nævnt er alt den yndede Brug af
Skjoldhoved (i VII et sekundært), hvori disse
Mærker anbringes; det tilsvarende ghibellinske,
Rigsørnen, ses i V. Af Farver er Grønt
forholdsvis hyppigt; selv grønne Løver forefindes;
ogsaa yndes, ligesom i Sydtyskland, ombyttede
Tinkturer (se et fr. Eksemplar, Fig. 3, X).
Antikke Figurer føres oftere som Mærke, ligesom
ogsaa Antikkens Indflydelse andensteds spores;
fremfor eet Vaabendyr findes hyppigt to
symmetrisk sammenstillede, ofte om en
Midtgenstand, se Fig. 4, II; Portinari fører i Guld to
oprejste, sorte Løver, hver paa sin Side af en
sort Dør; Putei i Sølv to grønne Drager, bøjede
over en rød Brøndkarm, Orseolo to Bjørne,
o. s. v. Specielt, hvorvel ikke eksklusivt ital. er
det stiliserede, »Seksbjerg«, som Fig. 4, III,
viser. Hjelmklenod er i nyere Tid saa godt som
ukendt.
For Tyskland, hvor heraldiske Forf. alt
kendes fra 13. Aarh., men hvor det heraldiske
Sprog langt senere udviklede sig, lykkedes det
dog at skabe en Terminologi, der, omend ikke
fuldt saa rig og concis som den fr., dog maa
kaldes fortrinlig; banebrydende var her
navnlig i 17. Aarh. Ph. J. Spener, der
efterfulgtes af Gatterer og andre lige ned til
vore Dage, i hvilke tysk H. har taget et
mægtigt Opsving og uimodsigeligt gaar i Spidsen
for Videnskaben, ikke mindre end for dens
smag- og stilfulde Anvendelse. I Praksis viser
den tyske H. sig den fr. jævnbyrdig, kun
noget afændret ved den nationale
Ejendommelighed. I Alm. kan det siges, at medens den fr.
selv i Komplikationer bevarer et Fællespræg af
Vedtægt og System, tager den tyske Sigte paa
en Individualisering, der mindre lægger an
paa Skønhed end paa Karakter; til Gengæld
 |
| Fig. 15. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
