Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigsvaaben: Hovedskjold Rigsørnen, Midtskjold den
preuss. Ørn, Hjerteskjold Hohenzollern.
Udover den simple Firdeling med Midtskjold gaar
man i H.’s gode Tid kun i ringe Grad; senere
kvadreres Vaabnet ofte videre, ell. deles ved
fl. parallelle Snit. Højadelens og Fyrsternes
Vaabner er fra Forfaldstiden komne ind paa
en over al Maade smagløs Sammenhobning af
Mærker —, de tyske dog værre end de fr.,
hvis Kongevaaben kun i et eneste Tilfælde —
under Navarra’s to Foreninger med Frankrig
— har nedladt sig til at optage et jævnbyrdigt
Mærke; oftest sidestilles dog begges Skjolde
under Lilliekronen. Preussens store Vaaben var
saaledes, før det efter 1864 yderligere
forøgedes, delt i 48 Felter; under disse
Omstændigheder bliver den midterste Trediedel,
Pælstedet, vigtigst; den fremviser i det nævnte
Vaaben 4 Hjerteskjolde over hinanden, nemlig
i opstigende Række Hohenzollern, Nürnberg,
Mark Brandenburg og Preussen, der hist.
angiver Dynastiets Vækst.
Hvad angaar de nationale
Forskelligheder i de enkelte Landes H. — helt
uden for H. staar Rusland — maa det, som
alt antydet, siges, at disse i H.’s første
Periode er smaa; af Urvaabner er det en ringe
Procent, der ikke vil kunne forekomme
hvorsomhelst; ogsaa i Blomstringstiden er p. Gr. a.
en stadig Vekselvirkning Forskellen ikke
dybtgribende; i Virkeligheden er det først under
Forfaldet og i uheraldisk Tid, at de Træk, man
særlig har nævnt som nationale, trænger sig
frem. Alligevel spores fra første Færd en
Vestgruppe, dannet af Frankrig med Spanien,
England og Nederlandene, og en Østgruppe, der
dannes af Tyskland med Skandinavien,
Böhmen og Ungarn; en Overgang dannes af
Rhinlandene og Schweiz, ligesom ikke heller
Italien bestemt tilhører nogen af Grupperne,
inden for hvilke atter nationale og provinsielle
Egenheder lader sig til Syne. Angivelige i
største Alm. er alligevel ikke disse Gruppers
Forskelligheder, som dels ikke er gennemgaaende
overalt, dels bestaar i Mangfoldigheden af til
Dels sjældent fremtrædende Smaatræk. Som
tilhørende Vestgruppen er foruden de vigtige
Brisurer alt Purpuret nævnt, og de af enkelt
Tinktur bestaaende Skjolde; andre Træk skal
omtales i det flg.
Om Frankrigs H., der vel er Centret i
Udviklingen, staar højest, bliver noget af en
Smagssag. Reglernes tidlige og skarpe
Formulering bevirker, at de fr. Skjoldmærker fra
første Færd udmærker sig ved Stil og ædel
Simpelhed, som bevares langt ned i Tiden.
Naturfarver og anden daarlig Realisme
forekommer næsten aldrig; retlinede Figurer er
mere end andensteds i Overtal. En enkelt ell.
faa Figurer ansaas for fornemmere end mange;
opr. førtes Kongevaabnet besaaet med Lillier i
ubestemt Antal (semé de France, Fig. 3, VI);
Karl V indskrænkede Antallet til 3 (jfr. Fig.
11, VI og Fig. 13, hvor det ses med Brisurer).
En vis Tilbøjelighed for Pragt gaar dog Haand
i Haand med Simpelheden; yndet er
Sammenstillinger som Blaat, Rødt og Sølv, se Fig. 3,
VIII og XII; I viser endnu Guld tilføjet.
Ligeledes yndes de omtalte Bunde af samme Art
som det ældste Kongevaaben: Skjolde besaaede
med Stjerner, Halvmaaner, Kors (Fig. 3, II),
Tegl (billets, ibd. IV), Blomster (XII) o. s. v.
— ell. Pelsværk (Fig. 3, V og Fig. 9), hvorover
yderligere Figurer var paalagte (Fig. 3, XI;
Fig. 11, V). Ogsaa haves Sky for tomme Rum:
Sparren, den hyppigste Heroldsfigur, ses
sjældent uden ledsaget af Bifigurer (Fig. 3, III),
oftest af 3; et Kors ledsages ofte af 4. Specielt
fr. Fig. er Fugle uden Næb og Kløer: alérions,
Ørne, merlettes, en Andetype (Fig. 3, III),
ogsaa kendt i Rhin- og Nederlandene. Af Dyr
ses ellers foruden de to mest traditionelle kun
et ringe Udvalg; overhovedet spiller
Vedtægten i Figurernes Valg overalt i Vestgruppen en
langt større Rolle end i Tyskland. Af Blade
og Blomster ses foruden Rosen næsten kun de
abstrakte Typer, tierce-. qvatre- og quintefeuille.
Af mindre Bet. er Maanens Normalstilling, med
begge Spidser opadvendte, og Stjernens Antal
af Straaler, i Vestgruppen normalt 5, i
Tyskland 6; Vesten tilhører Sporehjulet, molette,
en i Midten gennemhullet Stjerne, hvad ogsaa
gælder om de larmes og gouttes benævnte,
pæreformede Draaber, der i England er
hyppige. Den i den gode Tid beherskede fr.
Pragtlyst udvikler imidlertid senere en meningsløs
Flitter, først i Hjelmenes omtalte Rangformer,
dernæst efter Hjelmens fuldstændige
Afskaffelse og Skjoldets Opløsning i Voluter, hvorfra
det atter dukker op, omgivet af en
Rokoko-Cartouche, — i en Række af tilsvarende
Rangkroner, der vistnok over for nyskabt Brevadel
ikke er ilde anbragt, men som i hvert Fald
mere skamskænder end pryder
Uradelsvaabner. Napoleon I skaber sluttelig en ny H., hvis
Skjolde alle har en Række af bestemte
Mærker paatrykte, der som Fabriksstempler
angiver deres Oprindelse, og hvori Hjelmen
erstattes af forskelligartede Baretter. Smagen har
fra den Tid ikke hævet sig.
England — herunder indbefattet
Skotland, hvis i Smaatræk afvigende og noget
mere konservative H. i de stofe Træk slutter
sig til dettes — er for Terminologiens Vedk.
ligesom Middelhavslandene helt Frankrigs
Lydland, men udvikler tidligt nationale
Ejendommeligheder. De tidligste Fremstillinger af
kolorerede Vaabentegninger forefindes her i en
Række af velbevarede Manuskripter, som yder
uvurderlige Oplysninger om den ældste H.;
denne afviger i England næppe paaviseligt fra
Frankrigs; Heroldsfigurer og simple Delinger
dominerer; af andre Mærker er ogsaa her
Løven — Kongevaabnet — hyppig, Ørnen
sjælden. Specifik eng. er »Ærmet«, maunch, Fig. 14,
VIII (i fr., hvor det en sjælden Gang er laant,
kaldet maltaillée) og »Vandsækkene«,
waterskins (ogsaa bouce, fr. bouse), ibd. III; begge
ses tegnede vidt forsk. Talende Vaaben ses i
Mængde; Brisurer af sædvanlig Art er tidlige;
ældste Søn fører her i Faderens Levetid
Turnerkraven, saa vidt muligt blaa. Tidlig og
speciel skotsk er ogsaa den svævende, indre
Bræmme (fr.-eng. orle), som i sin smalle, enkelte
ell. dobbelte, med Lillier besatte Form
benævnes tressure (fr. trécheur); sidstnævnte, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
