Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tyskland. Det gælder især Skjoldets øverste
Trediedel og Skjoldbræmmen, der i Fig. 11, VI
ses som Brisure, og som navnlig i Spanien
spiller en stor Rolle (se Fig. 15, VI, VIII, IX);
men denne Synsmaade ses udstrakt til alle de
mest elementære Heroldsfigurer; se et
Eksempel, Fig. 11, II. En saadan af to Farver
sammensat Bund er særlig fuldt forsvarlig, hvor
yderligere Figurer af Metal ses overlagte, se
Fig. 3, XII og Fig. 15, VII; det Esbern Snare
af Traditionen tillagte Vaaben, som Fig. 11, III
viser, er desaarsag ikke, som fejlagtig
paastaaet, heraldisk angribeligt. I den overalt
tilladte, ikke hyppige, men paa mange Maader
mulige Tredeling af Skjoldet fra Centret er
Reglen altid tilsidesat. 5) afviger ikke faa
Urvaabner fra den senere fastslaaede Regel;
berømt bl. disse, der alm. betegnes som armes à
enquerre, er Jerusalems, Fig. 11, I. — Der
gives Vaabner, som bestaar af Tinktur alene; til
de under 1) anførte mønstrede Bunde, der
ogsaa kan føres alene som Vaaben, slutter sig
andre, i Frankrig særlig yndede, hvoraf forsk.
ses i Fig. 3; selve Kongevaabnet, VI, var opr.
kun en saadan. Overensstemmende hermed
føres Pelsværk, som vist i Fig. 9, ofte alene;
Eksempler haves i Mængde fra alle Lande paa
Graaværks-Vaabner; særlig berømt er
Bretagnes Hermelinsfelt, Fig. 3, V. Analogt dermed
føres, om end sjældent, de rene Tinkturer;
saaledes fører d’Albret, Narbonne, Rossi og
Ximenes Rødt, Mayorga og Bandinelli Guld,
Boquet Sølv, de Barge Blaat. d’Aubert Purpur.
Disse Skjolde, der synes at vente paa et
Mærke, kaldes écus d’attente, »Wartschilde«
(mærkeligt nok betegnes det ene af de syv hos
Aiskylos nævnte udtrykkelig som et saadant).
I England kendes dog intet saadant sikkert, i
Tyskland kun et enkelt fra uheraldisk Tid. —
Af de fire universelt brugte Farver er for øvrigt
Grønt forholdsvis sjældent, navnlig som
Bundfarve. Salle des croisés i Versailles fremviser bl.
sine over 300 Vaabner kun et eneste saadant;
i sin overalt sjældne Forekomst plejer det at
angive en Engbund; de Prado, Spanien; Seeau,
Østerrig. Heraldiske er kun rene og stærke
Farver, af Rødt Mønje og Cinnober, af Blaat
Kobalt og Ultramarin, af Grønt Krom- og
Kobberfarverne. Som Naturalisme i det Hele var
H. fjern, plejede man ogsaa at stilisere
Farverne ved i St f. en Genstands virkelige Farve
at bruge den nærmestliggende heraldiske:
Himmellegemer, Fiske, Sværd er i Reglen Metal,
Rosen rød, Bjørnen sort, Løven Guld ell. rød,
o. s. v. Som Surrogater for Guld og Sølv har
Gult og Hvidt til alle Tider været brugt;
nødvendigt er det ved Glasmalerier; paa den
heraldiske Betragtning af Tinkturerne er dette
selvfølgelig uden Indflydelse.
Af Skjoldfigurerne dannes de
simpleste af rette Linier; disse betragtes i øvrigt
noget forsk. af fr. og ældre tyske Heraldikere.
Enighed er der om at skelne mellem simple
Skjolddelinger (Sektioner) og egl. Figurer; men
Grænsen mellem disse er svævende og drages
forsk., hvis Aarsag nyere tyske Heraldikere
betragter alle Figurer, der ved retlinede (ell.
dog efter bestemte Vedtægter brudte og
krumlinede) Snit afskærer Felter af Skjoldet helt
ud til dets Rand — som »Heroldsfigurer«. Uden
Indgaaen paa de heller ikke fra tysk Side helt
løste Vanskeligheder skal her for Nemheds
Skyld den franske Synsmaade, som i alt Fald
har den hist. Forrang, nærmest følges. Af
elementære Delinger mærkes: spaltet (parti,
»gespalten«) ɔ: lodret delt; tværdelt (coupé,
»getheilt«); kvadreret ved begges Kombination
(écartélé, »geviertet«); skraadelt fra højre
(tranché), fra venstre (taillé); begge
kombinerede, skraakvadreret ell. »krydsdelt« (écartélé
en sautoir, »schräggeviertet«), endelig begge
Firdelinger kombinerede, hvorved Skjoldet
gennem Centret deles i 8 Felter (gironné,
»geständert«), dansk »geret« (har vistnok
eksisteret); den enkelte Spids en »Gere«, se Fig. 3,
X; Delingerne ses her belagte med
Smaaskjolde af »ombyttede Tinkturer«. De fire Delinger,
hvorved Skjoldet halveres, som ogsaa de to
Firdelinger kan yderligere ved Paralleller
føres videre, hvorved Skjoldet henh. stribes og
tavles i et Utal af Former. Af
Heroldsfigurer i snævreste Forstand (pièces
honorables) mærkes: Skjoldets ved Tværsnit
dannede Trediedele, Skjoldhoved (chef),
Bjælken (fasce), Skjoldfod
(champagne); dets lodret afskaarne midterste Trediedel,
Pælen (pal; Siderne kaldes »Flanker«);
Pælens og Bjælkens Kombination, Korset;
Højreskraabjælken (bande), der i Dansk logisk
rigtigt kan kaldes Spæret;
Venstreskraabjælken ell. bedre Venstrespæret (barre),
begges Forening Andreaskorset (sautoir).
Fremdeles Sparren (af tysk »der Sparren«;
opr. en Pluralisform, betegnende to
sammenføjede Spær, fr. chevron), se Fig. 3, III; i
tysk H. rørende Overkanten, i fr. ikke; —
Gaffelkorset (pairle, »Deichsel«, Form
som et Y); Bræmmen ell. Borden
(bordure, »Einfassung«); Midtskjoldet
(indtagende 1/4 af Skjoldfladen, fr. sur le tout);
Frikvarten (franc-quartier, »Freiviertel«),
Skjoldets øvre, højre Fjerdedel; Fristedet
(franc-canton), den tilsvarende Niendedel. Af
Spidsen gives fl., ikke opr. adskilte Former;
normalt er den opadvendt (fr. pointe), i
 |
| Fig. 11. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
