Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bannière, hvorpaa Eks. ses Fig. 12, III,
forefindes nu og da, ogsaa oftest som kvindeligt.
Næst Skjoldet er Hjelmen Vaabnets
Hovedbestanddel. Paa de første heraldiske
Sigiller fra 12. Aarh., hvor
Rytteren er afbildet, bærende
Skjoldet, ses Hjelmen af og
til forsynet med »Klenod«;
saaledes bærer Richard
Løvehjerte alt 1198 Løven, der
efter ham er ført af alle eng.
Konger. Med Rytterens
hurtigt paafølgende Forsvinden
fra Sigillet, som helt fyldes
af Skjoldet, forsvinder ogsaa
Hjelmen, for først 100 Aar efter at dukke frem
paa dette, oftest hængt over det skraatstillede
Skjolds venstre Hjørne — en Anbringelse, som
man fra endnu bevarede Miniaturer kender
som den ved virkelige Vaabenskuer alm.
Ophængning. Med denne sidste
Fuldkommengørelse af Vaabnet indledes H.’s Blomstringstid.
Af Hjelmen, hvis Højde (uden Klenod) skal
være mindst 2/3 af Skjoldets, forefindes to
Hovedarter, »lakkede« og »aabne«. Ældst er den
første, hvis to tidligste tyske Typer (nationale
Smaaforskelligheder forefindes ogsaa her) ses
af Fig. 7: forrest den lille Grydehjelm
(tysk: Topfhelm), der kun omsluttede
Hovedet; den efterfølges af den langt større
Tøndehjelm (Kübelhelm), der hvilede paa
Skuldrene. — Afb. viser her Hjelmene i deres
rigtige indbyrdes Forhold, saavelsom i det
rigtige Forhold til de i Artiklen gennemførte
Skjoldtyper. Disse Former, der henh. tilhører
13. og 14. Aarh., afløses i 15. af den tredie
lukkede Hjelmtype, den elegant formede
Stikhjelm, der ses forrest i Fig. 8; ligesom de
foregaaende er denne kun forsynet med en
Synsspalte; foran er den tildannet med en
skarp Kam, hvorimod en Lansespids kan glide
af. Kun lidt senere viser sig den »aabne«
Hjelm, hvorved forstaas Hjelme med
»Hjelmnet«, Visir (visière), »Turnérhjelmene«, hvis
ældre Form Bøjlehjelmen
(Spangenhelm) dækker Ansigtet med en fast Rist; i dens
heraldiske Form, hvori den er vist sidst i Fig.
8, vides den i øvrigt ingen Steds opbevaret som
Metalarbejde og kan ikke have eksisteret uden
som Paradegenstand, oftest gjort af Læder.
Disse Hjelme, hvis ældre Form yderligere
følges af en anden med bevægeligt Visir,
oversvømmer imidlertid den senere H.; den fr.
Enevældes har af dem fastslaaet en Række af
Rangformer (Guld, helt opslaaet for Konger,
2/3 for Prinser; Sølv, med 11, 9 og 7 Bøjler for
Marquis, Greve, Baron o. s. v.); i England har
kun Kongerne fulgt dem, af Tyskerne ligeledes
kun Fyrster, og en kraftig Reaktion har her
rejst sig mod Uskikken. Derimod har man
overalt og ofte med Lidenskab villet hævde
den aabne Hjelm som Adelsprærogativ.
Til Hjelmen hører Klenodet (cimier),
der selv i sine monstrøse Former, som ragede
alenhøjt over Hjelmen, virkelig blev baaret af
Ridderen som plastiske Genstande, forfærdigede
af Metal, Træ ell. Læder, og over hvilke et
særligt »Hjelmskue« afholdtes ved Turnering.
Saa betydningsfuld var Hjelmpryden, at den
paa ældre tyske (ogsaa danske) Sigiller nu og
da, ligesom i ny engelsk H., er ført som Mærke
uden Skjoldet; i øvrigt har dens Bet. i
Frankrig været ulige ringere end i Tyskland. Med
Forkærlighed dannes den af Skjoldets
Hovedmærke, hvor dette egner sig for en
Fremstilling af denne Art, ofte dog uafhængigt af dette
af Oksehorn, Ørnevinger, der tingeres ligesom
Skjoldet, af Menneske- ell. Dyrefigurer, Struds-
ell. Paafuglefjer, Faner o. s. v. I 14. Aarh. ses
hos Dynasterne Hjelmen stundom smykket
med en aaben Krone; uheraldiske er alle
Rangkroner fra Enevældens Tid, saasom
Titulærgrevernes og -baronernes kugleprydede
Kroner (der kun i England virkelig er baarne ved
Kroningsfester); helt fordømmelig er Kronens
Anbringelse mellem Skjold og Hjelm, ved
hvilken al Mening og alle indbyrdes
Størrelsesforhold tilintetgøres. Til Hjelmen slutter sig
fremdeles som et for øvrigt undværligt Led (der
ved Grydehjelmen skal udelades) det
flagrende Hjelmklæde (Helmdecken,
lambrequins), der ogsaa næsten altid tingeres med
Skjoldets Tinkturer og i H. t. Blomstring
stiliseres som gotisk Ornament. De fire hidtil
nævnte Elementer af Vaabnet, — Skjold, Hjelm,
Klenod og Hjelmklæde — har alle udgjort
virkelige Bestanddele af Ridderens Udrustning;
det gælder derimod ikke om
Skjoldholderne. Saadanne viser sig lejlighedsvis i
den ældste Tid som Enkeltfigurer, — til en
Beg. er det Ejeren selv, oftest en Dame, som
holder Skjoldet. Fra Midten af 14. Aarh. ses
to symmetriske, hyppigst Dyr, ogsaa Sirener,
Engle, Vildmænd; de er i Virkeligheden kun
motiverede inden for Sigillets Ramme ell. i
anden Relieffremstilling, der tillader at give
dem en Understøttelse. De staar kun
undtagelsesvis i Forbindelse med Vaabnet, er
sjælden faste i en Linie, næsten aldrig i en Slægt;
lige saa lidt har deres Tingering faste
Traditioner. Et enestaaende Eksempel paa, at en
Skjoldholder har betydet noget, er, at Henrik
VII efter Sejren ved Bosworth af
Taknemlighed mod sine Stammefrænder og Forkæmpere
Walliserne optog Wales’ gl. Mærke, den røde
Drage, som venstre Skjoldholder, modsat
Englands Løve; under Stuarterne ombyttedes den
med den til nu bibeholdte, specifik skotske,
 |
| Pig. 6. |
 |
| Fig. 7. |
 |
| Fig. 8. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
