Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik VIII (Konge af England) - Henrik I (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tid var han i Forbund med Frankrig. H.
havde altid staaet i et godt Forhold til Paven, og
1521 havde han endog skrevet en Bog mod
Luther til Forsvar for de 7 Sakramenter; men
nu opstod der en Sag, som voldte store
Vanskeligheder og til sidst førte til et Brud med
Pavekirken. Han var nemlig blevet ked af sin
Dronning Katharine, med hvem han kun
havde en Datter, Marie. Wolsey foreslog ham
Ægteskab med en fr. Prinsesse, og han syntes
ogsaa stemt for det; det behagede tillige Paven,
da det vilde styrke Forbundet med Frankrig;
men han skulde erklære, at en foregaaende
Pave havde fejlet, og det var for meget.
Imidlertid blev Kongen forelsket i Hofdamen Anna
Boleyn, men det syntes hverken Wolsey eller
Paven om, og Sagen trak i Langdrag. H.
afskedigede i sin Forbitrelse Wolsey 1529,
indkaldte et Parlament, som dadlede dennes
Indflydelse og erklærede Kongen for fælles
Overhoved over Gejstlige og Verdslige. Wolsey blev
anklaget for Højforræderi og døde paa Vejen
til Tower 1530. Gejstligheden, der ogsaa blev
anklaget for Forræderi, maatte formilde
Kongen med en Sum Penge og anerkende ham som
Overhoved 1531. Imidlertid havde H. forelagt
Europas Univ. Dispensationsspørgsmaalet og
havde næsten overalt, faaet det Svar, han
ønskede; men Paven forblev ubevægelig. Alligevel
ægtede han hemmelig Anna Boleyn 1533, og for
at Katharine ikke skulde appellere sin Sag til
Paven, fik han vedtaget en Parlamentsakt, der
forbød al Appel til Rom. S. A. udnævnte han
Thomas Cranmer til Ærkebiskop af Canterbury,
og ved hans Hjælp fik haft Gejstligheden til at
erklære Ægteskabet med Katharine for
ugyldigt. Derpaa appellerede han til et alm.
Kirkemøde, men Paven udtalte sig aabent i
Konsistoriet til Gunst for Katharine. 1534 kom
Parlamentet sammen, og H. fik vedtaget, at
Annaterne tilfaldt ham, Peters-Pengene afskaffedes, og
Kongen blev Gejstlighedens øverste Herre paa
Jorden. Forbindelsen med Rom var afbrudt,
den eng. Kirke blev national, men vedblev at
være katolsk. Nu begyndte en Forfølgelse mod
Munkene, der ikke var villige nok til at sværge
paa Ugyldigheden af Ægteskabet med
Katharine. Kongens Hjælper i denne Sag var
Thomas Cromwell. Værst gik det ud over
Tiggermunkene, hvoraf mange blev dræbte, og over
de mindre Klostre, der blev ophævede.
Imidlertid var H. blevet ked af Anna, med hvem
han kun fik en Datter, Elisabeth, og hun blev
anklaget for Utroskab og henrettet 1536. 10
Dage efter ægtede han Jane Seymour, der 1537
fødte Edvard og døde. I kirkelig Henseende gik
H. foreløbig videre paa Reformationsbanen, og
1536 vedtoges 10 Artikler, hvorved
Sakramenternes Antal indskrænkedes til 3. En
Bibeloversættelse autoriseredes og udbredtes over hele
England. P. Gr. a. de mange Klostres
Nedlæggelse udbrød der Oprør i Nordengland. H.
bøjede i Beg. af for Stormen, men straffede senere
Oprørerne strengt. Inddragningen af
Klostergodset fortsattes, og Forfølgelsen udstraktes til
Helgenlevninger og Helgenbilleder. Snart fulgte
dog et Tilbageskridt i kat. Retning, som
betegnes ved de 6 »blodige« Artikler, der affattedes
af Gardiner. De fastslog Transsubstantiationen,
Nadveren i een Skikkelse, Cølibatet, Messen og
det hemmelige Skriftemaal. Overtrædelse af
dem straffedes med Døden. Alligevel fortsattes
Ophævelsen af Klostrene, og inden Udgangen
af 1540 var der intet tilbage. 1539 havde
Cromwell foreslaaet H. et nyt Ægteskab med Anna
af Kleve for at faa en Alliance i Stand med
Protestanterne i Tyskland. Han fik et Portræt
af hende og blev straks saa forelsket, at han
friede; men da hun kom til England, skuffede
hun hans Forventninger; han ægtede hende
dog, men skilte sig faa Dage efter fra hende.
Cromwell blev anklaget for Forræderi og
henrettet. 1540 ægtede H. Katharine Howard, men
opdagede snart, at hun, før hun blev gift,
havde været ustadig, og 1542 blev hun henrettet.
Næste Aar tog han sin 6. Kone, Katharine Parr,
som var saa heldig at overleve ham. H. gjorde
Forsøg paa en fuldstændig Erobring af Irland,
men havde ikke Held med sig. For at sikre sig
mod Skotland foreslog han et Giftermaal
mellem sin Søn Edvard og Dronning Marie; men
da Skotterne forkastede Forslaget, udbrød en
Krig med dem og Frankrig i Forbund med
Karl V. Den blev uden Bet., skønt H. erobrede
Boulogne og Lord Hertford indtog Edinburgh.
I sine sidste Aar hældede H. igen til
Protestantismen, og Cranmer indførte en eng. Litani,
som blev Grundlaget for den senere Common
Prayer Book. H. var godt begavet, havde en
stærk Villie og havde let ved at vinde Folk.
Han forstod at bruge sine Raadgivere og lod
dem samvittighedsløst i Stikken, naar de som
hans Hjælpere havde gjort sig forhadte. Om
den kgl. Magtfylde havde han de højeste
Forestillinger og udøvede den i fuldeste Maal, men
altid under parlamentariske Former. Sine
personlige Ønsker forstod han at fremstille som
nationale Formaal, og han herskede som en
Tyran, men brød aldrig Forfatningen. I sit
private Liv havde han ingen Moral, men gik
frem efter den Grundsætning, at Herskeren var
alt tilladt. (Litt.: J. S. Brewer, The reign
of Henry VIII, I—II [London 1884]; Audin,
Histoire du Henri VIII, I—II [Paris 1847]; J.
A. Froude, History of England, I—IV
[London 1881—82]; Samme, The divorce of
Catherine of Aragon [London 1891]; P.
Friedmann, Anne Boleyn [London 1884]; L.
Ranke, »Englische Gesch. im 16. und 17. Jahrh.«,
I [3. Opl. Leipzig 1877—79]; M. Hume, The
Wives of Henry VIII [London 1905]).
C. S. C.
Henrik I, Konge af Frankrig
(1031—60), sandsynligvis f. 1008, d. 1060, var 3. Søn af
Kong Robert, men fulgte ham paa Tronen, da
den ene af hans ældre Brødre var død, den
anden aandssvag. H. fik straks fra sin
Regeringstiltrædelse store Stridigheder med sin
Moder, den myndige Constance, der havde ønsket
sin yngre Søn Robert paa Tronen. Han stillede
dog denne nogenlunde tilfreds ved at overlade
ham som Len Burgund, hvilket han selv havde
haft som Kronprins. Derved grundedes den
ældre burgundiske Hertugslægt. H. maatte
endnu kæmpe med en anden Broder Eudes,
men han fangede ham 1041, og fra nu af stod
hans Magt fast. Han viste sig som Konge svag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
