Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henri-deux-Stil - Henri d'or - Henriette Anne - Henriette Marie - Henrik Skatelaar - Henrik (Hertug af Sønderjylland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karyatider og Hermer, Grotesker og
Kartoucher. Karakteristisk for Perioden er en
Billedhugger som Jean Goujon og Arkitekter som
Pierre Lescot (Louvre), Jean Bullant (Slottet
i Écouen) og Philibert de l’Orme (Tuilerierne
og Slottet Anet). Ducerceau’s talrige Kobberstik
illustrerer udmærket Arkitektur,
Kunsthaandværk og Ornamentik.
C. A. J.
Henri d’or [ã’ri-rd-å.r], fr. Guldmønt paa
2 1/2 Livres tournois, prægedes fra 1547
til ind i 17. Aarh. og indeholdt 3,5 g Guld = 8
Kr. 68 Ø.
(N. J. B.). Th. O.
Henriette Anne, Hertuginde af Orléans, f.
i Exeter 16. Juni 1644, d. i Saint-Cloud 30. Juni
1670, Datter af Karl I af England og Henriette
Marie af Frankrig. Kort efter hendes Fødsel
flygtede Moderen til Frankrig, hun selv faldt
i Parlamentshærens Hænder 1646, men man
sendte hende efter 3 Maaneders Forløb over
til Moderen i Frankrig. Her levede Familien
nu ved det fr. Hof, men under lidet glimrende
Forhold. Den unge Prinsesse opdroges i den
kat. Religion, og Moderen søgte at faa hende
gift med Ludvig XIV, men dette stemmede
ikke med Mazarin’s Planer og lykkedes derfor
ikke. Efter Restaurationen 1660 fulgte hun sin
Fam. tilbage til England, men blev allerede
1661 gift med Ludvig XIV’s Broder Hertugen
af Orléans og tog derpaa atter Ophold i
Frankrig. Ægteskabet var ulykkeligt, men
Hertuginden stod i stor Yndest hos Ludvig XIV og
spillede ved sine betydelige Evner en ledende Rolle
i det fr. Hofliv. Hun havde omfattende
litterære Interesser og stod i stadig Forbindelse
med Mænd som Racine, Boileau, Molière og
Bossuet. Hun fremkaldte Corneille’s og Racine’s
Værker Tite et Bérénice og Bérénice; hun
havde faaet de to Forfattere til begge at
behandle dette Emne, hvori det mentes, at hun
saa en Parallel med hendes egen Stilling. Hun
døde imidlertid, før Stykkerne blev færdige.
Efter Kongens Ønske foretog hun 1670 en Rejse
til England for at gøre sin Indflydelse hos
Broderen Karl II gældende til Fordel for en
fransk-engelsk Alliance. Det lykkedes hende
ogsaa at faa denne i Stand, men kort efter sin
Hjemkomst til Frankrig angrebes hun af en
voldsom Sygdom og døde. Der opkom hurtig
det Rygte, at det skyldtes en Forgiftning,
foranstaltet af Venner af Hertugen af Orléans;
men det er ikke lykkedes at opklare, om denne
Mistanke var berettiget. Bossuet holdt Ligtalen
over hende. (Litt.: Loiseleur, Trois
énigmes historiques [Paris 1882]; Bailion,
Henriette-Anne d’Angleterre, sa vie et sa
correspondance avec son frère Charles II [Paris
1885]).
P. M.
Henriette Marie, Dronning af England, f. i
Paris 25. Novbr 1605, d. i Bois-Colombes 12.
Septbr 1669, Datter af Henrik IV og Marie af
Medici. Hun ægtede i Marts 1625 den eng.
Kronprins Karl, der kort efter blev Konge som
Karl I. Ægteskabet var betinget af forsk.
Foranstaltninger til Fordel for Katolikkerne i
England, men disse gennemførtes ikke, og det
store kat. Følge, der havde ledsaget
Dronningen til England, blev hun allerede 1626 nødt
til at sende hjem igen. Medens hun i Beg. holdt
sig fjernt fra Politikken og fæstede sin Interesse
ved de Fornøjelser, eng. Hofliv kunde byde,
kastede hun sig med stor Iver ind i den
politiske Strid, da Kampen mellem hendes Mand og
Parlamentet begyndte. Hun æggede bestandig
Kongen til kraftig Optræden, men naaede ikke
at rive ham ud af hans vaklende, tvetydige
Politik. 1644 flygtede hun til Frankrig. Ved
hendes Død viede Bossuet hende en af sine
berømte Oraisons funébres. (Litt.: Baillon,
H. M. de France, sa vie et ses lettres [2. Udg.,
Paris 1884]).
P. M.
Henrik Skatelaar, dansk Kongeætling, d. 4.
Juni 1134, var Søn af Sven Estridsøns Søn Sven,
der (1104) søgte at blive Konge, men bortreves
af Døden. Ved Dronning Margrete Fredkulla’s
Indflydelse ægtede han den sv. Prinsesse
Ingerid, og Margrete gav en Fjerdedel af sine sv.
Godser i Medgift. Ogsaa i Danmark havde han
store Godser; men hans bitre og hadefulde
Karakter gjorde ham utilfreds, og særlig bar han
Nag til Fætteren Knud Lavard, der stillede ham i
Skygge. Da Ingerid engang flygtede bort med en
Elsker, gav han Knud Skylden. Da Knud ved
Magnus Nielssøn’s Bryllup i Ribe optraadte i
pragtfuld tysk Hofdragt, ytrede H. ondskabsfuldt,
at Skarlagen var et daarligt Værn mod Sværd;
men Knud svarede: »Det er altid lige saa godt
som en Faarepels« og spottede dermed over
H.’s grove Kjortel. Des mere øgedes H.’s Had;
han æggede Kong Niels mod Knud Lavard,
drev hans Søn Magnus til Mordplaner og blev
den egl. Ophavsmand til Sammensværgelsen
mod Knud. Ved Snigmordet i Haraldsted Skov
var H. virksom (7. Jan. 1131); aldrig saa snart
havde Magnus kløvet Knud’s Hoved, før H.
styrtede til og jog Spydet i Knud’s Bryst. Og
da Niels, tvungen af Sjællændernes Holdning,
havde ladet Magnus gaa i Landflygtighed, fik
H. ham til at kalde Sønnen tilbage og
foranledigede derved den voldsomme Borgerkrig.
Overhovedet er H. Djævelen i det uhyggelige Drama,
som har Knud’s Drab til Midtpunkt.
Formodentlig har han haabet ved de bratte
Omvæltninger selv at opnaa Kongenavn; men
Gengældelsen ramte ham, da han i Slaget ved
Fodevig, faldt ved Magnus’ Side. Af hans Sønner kan
nævnes Buris og Magnus, der en kort Tid var
Konge i Sverige. (Litt.: H. Olrik, »Knud
Lavard« [Kbhvn 1888]).
H. O.
Henrik, Hertug af Sønderjylland, d. 1375,
Søn af Hertug Valdemar V og dennes
Gemalinde Richardis af Sachsen-Lauenburg. Da
Faderen døde 1364, sad Holstenerne inde med Syd-
og største Delen af Mellemslesvig indtil
Flensborg, saa at H. kun havde den nordlige
Halvdel af Hertugdømmet, af hvilken tilmed Als
samt 5 Herreder paa Fastlandet tilhørte hans
Moder som Livgeding, ligesom store Dele af
Landet var pantsatte til tyske ell. sønderjydske
Adelsmænd. H. synes at have været en svag og
uselvstændig Karakter, lidet skikket til at hævde
den vanskelige Stilling, han indtog, indeklemt
mellem dygtige og energiske Fjender, de
holstenske Grever og Valdemar Atterdag. Han
sluttede sig 1368 til Valdemar’s Fjender og
deltog sammen med Greverne og de oprørske
Stormænd i Kampene i Jylland uden dog at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
