Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helnæs-Stenen - Helobiales - Helodea - Heloderma - Helofyter - Héloise - Helos - Helosciadium - Heloter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de nævnte Personer kendes kun Høvdingen
Rolv andensteds fra, idet Flemløse-Stenen er
rejst til hans Minde. (Litt.: Wimmer, »De
danske Runemindesmærker«, II 346).
V. D.
Helobiales, Orden af enkimbladede Planter,
der kun omfatter Sump- og Vandplanter.
Blomsterne er regelmæssige og kan i Alm., hvad
Tallet i Bladkredsene angaar, henføres til
Typen for Enkimbladedes Blomster. Dog er saavel
Støvdrager- som Frugtbladkransenes Antal
oftest dobbelt saa stort som ellers. Blosteret er
ofte delt i Bæger og Krone. Frugten er hyppig
en Flerfoldsfrugt, hvis Smaafrugter er Nødder
ell. Bælgkapsler. Meget ejendommelig for H.
er Manglen paa Frøhvide. Kimen har under
Kimbladet en stor, ofte kølleformet opsvulmet
Akse. Til H. hører Blomstersivene,
Vandaksfamilien, Aponogetonaceæ, Najadaceæ,
Skebladfamilien og Frøbidfamilien.
A. M.
Helodea L. C. Rich. (Elodea), Slægt af
Frøbidfamilien, med 5 Arter. Bedst kendt
og af størst Bet. er Vandpest (H.
canadensis L. C. Rich.), en helt nedsænket,
rodfæstet Vandplante, der vokser hurtig og grener
sig meget stærkt, saa at den i kort Tid kan
danne vidtstrakte, undersøiske Bevoksninger;
den spredes og formeres let ved løsrevne Skud
og Skuddele. De aflange ell.
linie-lancetformede, 5—9 mm lange Blade er kransstillede, i
Reglen 3 i hver Krans; de er meget tynde,
dannede af kun 2 Cellelag, og er i Randen
udstyrede med smaa, encellede, tornformede
Haar. I Europa findes kun Hunplanter; de
enlige, siddende Hunblomster er omgivne af et
2-bladet Hylster; de føres op til Vandets
Overflade derved, at den øverste Del af
Frugtknuden før Blomstringen vokser ud til en kortere
ell. længere Stilk, hvis Længde retter sig efter
den Dybde, hvorfra Blomsten udgaar; Stilken
kan blive indtil 20 cm lang ell. maaske
længere. Blosteret er 4—5 mm i Tværmaal, de ydre
Blosterblade er smudsig røde, de indre hvide.
H., der hører hjemme i Nordamerika, blev
1836 første Gang iagttaget i Europa, nemlig i
en Dam i Irland, rimeligvis indført sammen
med nogle andre amer. Planter, som var
blevne udplantede i Dammen. 1842 blev den fundet
i Skotland og 1847 i England, hvor den
udbredte sig med rivende Fart og optraadte i
saa stor Mængde, at den i alvorlig Grad
hemmede Skibsfart og Fiskeri i Floder og Kanaler.
I 1850’erne og 1860’erne udbredte den sig paa
samme Maade over hele Mellemeuropa, i størst
Mængde dog i Elbens Bifloder. I Danmark
findes den nu i mange Vandløb og Søer. Hvor
den kommer hen, vokser den i Beg. meget
frodig, men tager senere betydelig af. Da der
i Europa kun findes Hunplanter, kan H. ikke
her sætte Frugt, og Formering og Spredning
sker derfor her alene ad vegetativ Vej, ved
Hjælp af løsrevne Skud og Skuddele.
C. R.
Heloderma, en Øgleslægt af Familien
Helodermatidæ, der udmærker sig ved flg.
Karakterer: Hovedet er fladt og afstumpet fortil.
Kroppen er temmelig plump, Halen lang og
trind. Tænderne er sidestillede. Tungen er
lang, tynd, spaltet fortil og forsynet med
Papiller ved Roden. Den bedst kendte Art er H.
horridum Wiegm., der lever i Meksiko og i de
tilgrænsende Dele af de forenede Stater, paa
Kordillerernes Vestside. Den opnaar en
Længde af c. 60 cm. I ydre Habitus minder den
mest om et Firben ell. en Varan, men er mere
plumpt bygget. Den udmærker sig ved at være
udstyret med en stor Giftkirtel i Underkæben
og med krumme, kegleformige, spidse
Gifttænder, der er furede for og bag, baade i
Over- og Underkæbe. Kroppen og Halen er
dækket af perlelignende Skæl, der er ordnede
i Rækker. Farven er mørkebrun, isprængt med
gule og rødbrune Pletter; Halen ringformet
tegnet med gullige Baand. H. horridum er et
Natdyr, der om Dagen skjuler sig i Huller,
som den selv har gravet, ell. under
Planterester. Om Aftenen kommer den frem og
begynder sin Jagt efter Smaadyr: Frøer,
Insekter, Regnorme etc. Den træffes hyppigst i
Regntiden. Arterne af Slægten H. er de eneste
giftige Øgler, der kendes. Deres Bid er farligt
i hvert Fald for mindre Dyr, men virker
vistnok ikke dræbende paa Mennesket.
(A. C. J.). R. H. S.
Helofyter (bot.) er det samme som
Sumpvækster; f. Eks. Sumpstraa, Tagrør, Brudelys,
Sværdlilje, Papyrus, Muskedonner o. m. a.
Héloise [e’lwi.z], se Abailard.
Helos hed i Oldtiden en lille Kystby i en
sumpet Egn (gr. ἕλος = Sump) i Lakonike; paa
Pausanias’ Tid laa den i Ruiner. Heloternes
Navn afledtes i Oldtiden sædvanlig af H.
C. B.
Helosciadium, se Sumpskærm.
Heloter (Heiloter), de indfødte Livegne
dels i det gl. Lakonien, maaske Efterkommere
af de opr., undertvungne Indb., dels i Messenien
efter Erobringen af dette Land (c. 650). H.
levede stavnsbundne paa Spartanernes Lodder
og dyrkede dem mod at svare en aarlig Afgift
af Korn, Olie og Vin. Den enkelte Spartaner
havde ikke Lov til at dræbe, sælge ell. frigive
dem, da de gjaldt som Statens Ejendom,
hvorfor ogsaa en Spartaner kunde forlange
Tjeneste af en andens H. Som Undertvungne var
de stadig Genstand for de Herskendes
Mistanke, og navnlig de messeniske H. var
farlige; 464 f. Kr., da Sparta for en stor Del blev
ødelagt af et Jordskælv, gjorde de Oprør og
blev først efter 10 Aars Forløb bragte til Ro;
i den peloponnesiske Krig sluttede de sig ofte
til Sparta’s Fjender, og under Epaminondas’
Tog i Peloponnes fandt han ivrig Bistand hos
H. Spartanerne havde derfor et fast
organiseret Tilsyn med dem, den saakaldte
Krypteia, der bestod i, at de unge Spartanere hvert
Aar sendtes ud i Landet for at udspionere de
farlige Elementer og i Nødstilfælde rydde dem
af Vejen; under den peloponnesiske Krig lod
man endog 2000 af de dygtigste H. forsvinde
paa en mystisk Maade efter ved Løfte om
Friheden at have lokket dem til at melde sig. I
Krigstid brugtes H. dels som letbevæbnede, dels
paa Flaaden, især som Rorkarle; i den
peloponnesiske Krig anvendtes de ogsaa hyppig
som Hoplitter, hvorefter de blev frigivne og
optoges bl. Perioikerne under Navnet
Neodamoder. — Til H. sluttede sig de
saakaldte Mofhaker, Helotsønner, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
