Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helenos - Helensburgh - Heleocharis - Helfed - Helfferich, Karl - Helfert, Alexander von - Helfreich, Friedrich - Helg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de igen blev fundne, havde Slanger slikket
deres Øren, saa de forstod Fuglenes Tale. Efter
Paris’ Død ønskede baade H. og Deifobos
Helene til Ægte; da Deifobos foretrækkes,
forlader H. i Vrede Ilion og forraader Byen til
Grækerne, hvem han giver Anvisning til at
bygge Træhesten, ved hvis Hjælp Byen blev
erobret, og til at hente Filoktetes fra Lemnos;
efter andre Fortællinger bliver H. tagen til
Fange af Odysseus og tvungen til at give
Grækerne Raad. Efter Ilions Indtagelse tilfalder
H. og Andromache som Slaver Neoptolemos;
da denne dør, gifter de sig. Vergil lader Æneas
paa Flugten fra Ilion komme til Epiros, hvor
han træffer sammen med H., der har grundet
et Rige; H. modtager Æneas venlig, giver ham
Gaver og forudsiger ham hans Skæbne.
C. B.
Helensburgh [’he£ənzbəg ell. -bərə]. Søbad
i det sydvestlige Skotland i Dumbartonshire
ved den nordlige Kyst af Clyde, overfor
Greenock, først grundlagt 1776. (1911) 8529 Indb.
G. Ht.
Heleocharis, se Sumpstraa.
Helfed (fr.: caractères gras, eng.: heavy
faced letters), i Typografien Betegnelse for alle
Skr til særlig kraftig Fremhævning af enkelte
Ord ell. Perioder, navnlig Rubrikker, i løbende
Sats. De enkelte Skrifttræk (Haarstreger,
Grundstreger, Skrafferinger) i H. skal være
mindst 3 Gange kraftigere end de tilsvarende
i alm. Bogskrifter.
E. S-r.
Helfferich [’hælfəreK], Karl, tysk Politiker,
f. 22. Juli 1872. Han uddannedes som
Nationaløkonom ved Universitetsstudier og omfattende
Rejser, ansattes 1900 i Udenrigsministeriets
Kolonialdepartement og spillede en Rolle ved
Forhandlinger om internationale finansielle
Forhold og ved Ordningen af Koloniernes
Bankvæsen. 1906 kom han ind i Bagdadbanens
Direktion, 1908 i »Deutsche Bank«’s. Samtidig
udfoldede han en omfattende faglig
Forfattervirksomhed. Jan. 1915 blev han det tyske Riges
Finansminister; han gennemførte de svære
Krigsbevillinger, Ekstraskatterne og det andet
og tredie Krigslaan under optimistiske
Udtalelser om den økonomiske Stilling og Henvisning
til den Erstatning, Sejren skulde bringe. Hans
voksende Anseelse gjorde, at han Maj 1916
rykkede ind i Indenrigsministerstillingen, hvor han
optraadte med megen Myndighed; han regnedes
bl. dem, der mest gav Storpolitikken dens
Præg. Han bevarede sin Stilling under de
skiftende kejserlige Rigskanslere, men da Magten
gik over til Rigsdagsflertallet Oktbr 1918,
maatte han træde tilbage. Det flg. Aar vakte
han stor Opmærksomhed ved sine skarpe
Angreb i »Kreuzzeitung« paa Rigsfinansminister
Erzberger’s Styre og personlige Færd. Han
samlede sine Artikler i en Bog, der nødte
Erzberger til en Retsforfølgelse, og ved sin
sejrige Hævden af sine Anklager under Processen
Febr—Marts 1920 skabte han sig fornyet
Respekt. H. har skrevet Memoireværket »Der
Weltkrieg« I—II (Berlin 1919).
P. L. M.
Helfert [’hælfərt], Alexander von,
Friherre, østerr. Statsmand og Forf. (1820—1910).
Efter at have siddet i Rigsdagen 1848—49
indtraadte han 1849 som Understatssekretær i
Kultusministeriet, hvis provisoriske Chef han var
Oktober 1860—Februar 1861. Da Ministeriet
derpaa indlemmedes i Statsministeriet, var H. dets
Afdelingschef, indtil han 1865 blev Præsident
for Centralkommissionen for Kunst- og hist.
Mindesmærker i det østerr.-ung. Monarki. 1881
optoges han i det østerr. Rigsraads Overhus,
hvor han udøvede megen Indflydelse som
Leder af det klerikal-føderalistiske Parti. Blandt
hans mangfoldige Skr kan nævnes »Geschichte
Österreichs vom Ausgange des Wiener
Oktoberaufstandes 1848« (4 Bd 1869—86), »Kaiser
Franz I von Österreich und die Stiftung des
lombardo-venezianischen Königreiches« (1901),
»Geschichte der österreichischen Revolution im
Zusammenhang mit der mitteleuropäischen
Bewegung der Jahre 1848—49« [1907—09]).
Helfreich [’hælfraiK], Friedrich, tysk
Øjenlæge, f. 17. Septbr 1842 i Schweinfurt a. M.
H. studerede i München, Würzburg, Göttingen,
Berlin og Wien, promoverede 1865, studerede
Øjensygdomme hos Gräfe, v. Arlt, E. v. Jäger o.
fl. og nedsatte sig som Øjenlæge i Würzburg 1870.
hvor han 1872 oprettede en Klinik. H.
udnævntes til Prof. i Oftalmologi 1886, og til dette
Professorat føjedes 1896 yderligere Medicinens
Historie, Geografi og Statistik. Han skrev
»Experimentelle Untersuchungen über die
Pathogenese des Diabetes mellitus« (1866); endvidere
om Nerverne i conjunctiva og sclera (1870), om
Glioma retinæ, om Retinalpurpuret (1877), om
Arterie- og Venepuls i Nethinden og om den
intraoculare Cirkulation (Gräfe’s Archiv, Bd 28).
I de senere Aar skrev H. en Del historiske
Arbejder, deriblandt Ȇber mittelalterliche
deutsche Arzneibücher« (1899).
J. S. J.
Helg betegner i det gl. danske Retssprog i
Reglen en Højtid ell. et andet Tidsrum, indenfor
hvilket en særlig højere Fred skulde herske
(se Fred), men dernæst ogsaa selve den af
Freden flydende forhøjede Retsbeskyttelse.
Helgtider af denne Art har sikkert allerede
været kendte under Hedenskabet, hvor en
særlig Fredhellighed var knyttet til de religiøse
Fester, under hvilke al Strid skulde hvile, og
rimeligvis ogsaa til andre Lejligheder, hvor
Folket samledes under Gudernes Beskyttelse,
f. Eks. paa Krigstog. Disse Regler forsvandt
vistnok ikke med Kristendommens Indførelse,
men holdt sig i ændret Form, idet man satte
kirkelige Højtider i de hedenske Festers Sted,
men da i 12. Aarh. den af Kirken paabudte
saakaldte Gudsfred (s. d.) indførtes her i
Landet, kombineredes de med denne, hvorved
Oprindelsen til de enkelte Helgtider til Dels
bliver tvivlsom. Iflg. de fra 12. og 13. Aarh.
stammende Kilder (Landskabslove og
Kirkeretter) hævdede Kirken paa denne Tid flg.
Helgtider: 1) Julehelg fra 1. Søndag i
Advent til Ugedagen efter Helligtrekonger, 2)
Faste- og Paaskehelg fra Søndag
Septuagesima (9 Uger før Paaske) til Søndag efter
Paaske, 3) Pinsehelg omfattende
Pinseugen, 4) Høsthelg fra Dagen før Olavsdag
til Dagen efter Mikkelsdag ɔ: fra 28. Juli til 30.
Septbr; endelig de saakaldte Gangdage, d. e. de
tre Dage før Kristi Himmelfartsdag og alle
egl. Helligdage. Høsthelgen fersvinder dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
