Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hekse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Djævlelen, idet alle danser en Runddans om hans
Trone, hvorefter de enkeltvis træder hen til
ham og kysser hans Bag. Det hele ender saa
med, at hver H. og Heksemester i Stilhed
forlyster sig med sin Bole- ell. Horedjævel. Inden
Afrejse faar endelig hver H. overrakt nyt
Pulver til at anrette Ulykker med. Om dette
taabelige Opspind blev H. krydsforhørte; tilstod de
sig skyldige i Deltagelsen, saa var Sagen
dermed afgjort, hvis ikke, skred man til Torturen
for at skaffe Tilstaaelsen. Denne blev dog ikke
altid anset for nødvendig, for at vedk. kunde
dømmes; Straffen var næsten altid Døden, paa
Baalet. Hvis der nemlig paa den Anklagedes
Krop fandtes et Heksemærke ell.
Djævlemærke (stigma diabolicum) ɔ: en anæstetisk
(for Smerter ufølsom) Plet, som antoges at
være fremkommen ved, at Djævelen havde sat
sin Finger paa H. og dermed mærket hende,
saa var dette tilstrækkeligt Bevis for Skylden,
og videre Undersøgelse overflødig. Datidens
Bødler og Haandlangere havde stor Færdighed
i at opsøge disse Stigmata ved Hjælp af en
Naal, og den store Hyppighed, hvormed slige
Mærker siges at være forekomne, viser os, i
hvilken stadig Rædsel Datidens Mennesker maa have
levet. Anæstetiske Pletter paa Kroppen er
nemlig et Kendetegn paa Hysteri, en nervøs
Forstyrrelse, der fortrinsvis fremkaldes ved Frygt
og anden varig Sindsbevægelse. Hysterien har
altsaa rimeligvis raset epidemisk i fl. Aarh. —
derved bliver de utallige Anklager for Hekseri
til Dels forstaaelige: Da Troen paa H. først var
indpodet i Folk gennem Skr og Prædikener, saa
sporede man deres Virksomhed overalt, i de
enkleste og naturligste Ting, et Menneskes ell.
et Dyrs Sygdom, en mislykket Smørkerning
o. s. v. Dette førte straks til Anklage; med
Heksebaalenes Antal voksede Frygten, som saa
igen medførte ny Anklager. Hvor mange der
har lidt Døden paa Baalet som H., ved man
ikke, men at Antallet gaar op i Millioner, er
hævet over enhver Tvivl. Der var Egne i
Tyskland, hvor Forfølgelserne først indstilledes,
naar der ikke var fl. Kvinder tilbage, og da
Mændene ingenlunde gik helt fri, blev store
Landstrækninger paa denne Maade affolkede.
Ikke altid var der en kompetent Domstol til
St., naar Folket mente at have opdaget en H.;
saa øvede man Lynchjustits. Om nogen egl.
Rettergang var der i saa Fald ikke Tale; man
underkastede den formentlige H. en ell. anden
Prøve, de saakaldte Hekseprøver.
Hyppigst benyttedes Vandprøven. Den Anklagede
blev afklædt, Hænder og Fødder blev
sammenbundne over Kors, saaledes at den højre Haand
blev bunden til venstre Fods store Taa, venstre
Haand til højre Fods store Taa, og i denne
Tilstand blev H. kastet i Vandet med et Tov
om Livet. Man gik ud fra, at Vandet ikke vilde
tage mod den Skyldige; hvis H. derfor sank til
Bunds, saa var hun frikendt, men svømmede
hun ovenpaa, blev hun brændt. En lgn. Prøve
var Heksevægten, der især anvendtes i Holland;
til Grund herfor laa den Antagelse, at en H.
vejede mindre end et andet Menneske af samme
Størrelse. Hvis den Anklagede altsaa havde en
unaturlig ringe Vægt, saa var Skylden bevist;
Metoden var usikker, men Henrettelserne
forholdsvis sjældne.
Reformationen bragte ikke nogen væsentlig
Forandring i Hekseprocessernes Gang, da de
kirkelige Reformatorer over for Spørgsmaalet
om en personlig Djævels Eksistens og Magt til
at føre Menneskene i Fordærv ganske stod paa
den katolske Kirkes Standpunkt. I Beg. syntes
det onde endog at blive værre, idet
Hekseprocesserne overførtes til Lande, som hidtil havde
været forskaanede derfor, saaledes til Danmark.
Før Reformationen havde der vistnok ogsaa
her, nu og da, været rejst Anklage for Hekseri
— i hvert Fald fandtes der adskillige Love og
Anordninger mod H. —, men disse Tilfælde har
været sjældne, og noget sikkert ved man ikke
derom. Den større Trosiver, som Reformationen
medførte, og den inderligere Berøring med
Tyskland, Hekseforfølgelsernes rette Hjemsted,
havde imidlertid til Følge, at man ogsaa i
Danmark begyndte at søge efter H., og i de flg.
Aarh. gik Processerne Slag i Slag, om de end
aldrig naaede det Omfang som i Tyskland.
Ogsaa her ser man altsaa, at Hekseriet er en ren
imaginær Forbrydelse: det er først
Forfølgelserne, som skaber H. Det samme gentager sig
i Sverige, hvor Hekseprocesser i større
Omfang først forekommer et Aarh. senere, efter
Trediveaarskrigens Slutn.; det var ved
Deltagelsen i denne Krig, at Svenskerne fik Øjnene
op for H.’s Mangfoldighed.
Medens det meste af Europa saaledes
hærgedes af denne Landeplage, manglede det ikke
paa Mænd, som aabent traadte op mod
Inkvisitionen og bekæmpede Troen paa Hekseri.
Allerede den lærde Mager Agrippa havde som
Syndikus i Metz taget sig ivrig af H.’s Sag og
forsvaret mange med saa stor Dygtighed, at de
blev frikendte; men dette havde kun til Følge,
at han selv maatte flygte fra Byen 1519. Det
første alvorlige Angreb paa Heksetroen blev
udført af hans Discipel, Lægen Johann Weier,
som 1564 udgav: De præstigiis dæmonum,
hvori han paaviser, at det meste af det, som
man tilskrev H., beroede paa ren og skær
Indbildning. Efter ham fulgte Reginald Scott i
England med Værket: Discovery of witchcraft
(1584), men Tiden var endnu ikke moden for
disse Mænds Anskuelser, og de formaaede ikke
at udrette noget. Efterhaanden kom dog de
mere besindige til Fornuft. Karakteristisk er
det saaledes, at tre Jesuiter, Tanner, Spee og
Leymann, 1625—31 i forsk. Værker angreb
Hekseprocessernes Vilkaarlighed og Grusomhed
og mere ell. mindre aabenlyst rokkede ved
Troen paa Hekseriets Virkelighed. Det egl.
Hovedslag mod Heksetroen blev dog først ført
af den reformerte Præst Balthasar Bekker i
det store Værk: »De betooverde weereld«
(Amsterdam 1691—93); Bekker angriber her ikke
blot Troen paa H., men ogsaa paa en personlig
Djævels Eksistens med alle Teologiens og
Fornuftens Vaaben. Bogen vakte stor Opsigt og
blev hurtig oversat i forsk. Sprog; der rejste
sig en Debat om Sagen, i hvilken Heksetroens
Modstandere viste sig at være de stærkeste.
Især den lærde tyske Jurist Christian
Thomasius kæmpede i sine Skr: Dissertatio de crimine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
