Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heinesen, Mogens - Heinichen, Johann David - Heinicke, Samuel - Heinlein, Heinrich - Heinrich - Heinrich der Glichezäre - Heinrich Julius - Heinrich von der Meise - Heinrich von Melk - Heinrich von Morungen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afgjordes Sagen ved Forlig. Valkendorf skulde
betale hende 1000 Rdl. og Hans Lindenov 2000
Rdl. H.’s Lig blev højtidelig taget op af Graven
og under Klokkeringning, hvor man drog frem,
ført til Jylland, til Lindenov’s Gaard
Ørslevkloster. Samtidig fratraadte Valkendorf sin
Stilling som en af de fire Regeringsraader og
forlod straks Kolding. H.’s Enke fik af Regeringen
anvist Ophold i Maribo Jomfrukloster, men
giftede sig siden paa ny. (Litt.: L. Debes,
Færoa et Færoa reserata; P. T. Wandal,
»Jægerspriis« I, 411; L. Daae, »M. H.« [Kria
1869]; »Folkekalender for Danmark« [1869];
Troels-Lund, »M. H.« [Kbhvn 1877]; »Hist.
Fortællinger« I [Kbhvn 19110]).
Tr.-L.
Heinichen [’ha^ineKən], Johann David,
tysk Komponist (1683—1729), Elev af
Thomas-Skolen i Leipzig, levede fl. Aar i Italien,
navnlig i Venedig, hvor han bragte fl. Operaer til
Opførelse. Fra 1718 til sin Død var han
Hofkapelmester hos August den Stærke af
Sachsen-Polen. Han var en fortræffelig Kontrapunktist
og udgav 1711 en Lære i Generalbas.
A. H.
Heinicke [’ha^inekə], Samuel,
Grundlæggeren af Døvstummeundervisningen i Tyskland,
f. 10. Apr. 1727 i Nautschütz (ved Weissenfels),
d. 30. Apr. 1790 i Leipzig. Oprindelig
Landbruger, derefter sachsisk Livgardist og som
saadan Deltager i den preuss. Syvaarskrig rømte
H. fra preuss. Fangenskab, lod sig 1757
indskrive som Student i Jena, blev 1760 Huslærer
i den grevelige Fam. Schimmelmann i
Hamburg og 1768 Kantor i Eppendorf (ved
Hamburg). Allerede tidligere skal han have gjort
Forsøg paa at undervise en Døvstum, men først
i Eppendorf blev hans Bestræbelser alm.
bekendte, saa at man (c. 1772) fra alle Kanter
sendte døvstumme Børn til ham. 1778 kaldte
Kurfyrsten af Sachsen ham hjem for at
grundlægge Tysklands første Døvstummeinstitut, i
Leipzig. Her virkede han til sin Død, ivrig
optagen af Gennemførelsen af Talemetoden, til
hvilken han havde hentet Ideen i Amman’s
Surdus loquens, men som han selv havde
udviklet i den Grad, at den efter ham er kaldt
den tyske Metode. I Anledning af denne førte
H. i mange Aar en bitter litterær Strid med
Franskmanden de l’Epée. Inden for
Folkeskolen er han bekendt for sine Angreb paa
Stavemetoden. Hans Statue er rejst bl. a. i Leipzig
og Eppendorf. (Litt.: Stötzner, »Samuel
H.. sein Leben u. Wirken« [Leipzig 1870]).
F. B.
Heinlein [’ha^inla^in], Heinrich, tysk
Landskabsmaler, f. 3. Decbr 1803 i Weilburg
(Nassau), d. 8. Decbr 1885 i München. H. er
Repræsentant for det romantiske Landskabsmaleri i
München; hans Landskaber med brunlige
Ateliertoner interesserer gennem kraftig udtalt
Stemning og storladen Opfattelse; Emnerne er
fornemmelig hentede fra de tyske Alper:
»Walchensee«, »Königsee«, »Zellersee i Tyrol«
etc. Han er stærkt repræsenteret i offentlige
tyske Samlinger.
A. Hk.
Heinrich [’ha^inreK] (tyske Konger og
Fyrster), se Henrik.
Heinrich der Glichezäre
[-’ha^inreK-dər-’gleKəsærə] (ɔ: Gleissner = Hykler), tysk Digter i
anden Halvdel af 12. Aarh., f. i Elsass. Han
skrev c. 1180 paa Grundlag af et fr. Forbillede
Digtet »Isengrîmes not«, der kun er bevaret
for en Trediedels Vedk., offentliggjort af J.
Grimm 1840 i »Sendschreiben an Karl
Leichmann. Über Reinhart Fuchs«. Der eksisterer fra
det 13. Aarh. en fuldstændig Omarbejdelse af
Digtet, som Grimm trykte i »Reinhart Fuchs«
(1834), medens Reizenberger besørgede en ny
kritisk Udg. (Halle 1886).
C. B-s.
Heinrich Julius, Hertug af
Braunschweig-Wolfenbüttel, tysk dram. Digter, f. 15. Oktbr
1564, d. i Prag 20. Juli 1613. Han var efter sin
Tids Begreber en overordentlig lærd Herre, idet
han kunde Latin, Græsk og Hebraisk og var en
fremragende Arkitekt og Jurist. Han
interesserede sig desuden for sceniske Fremstillinger,
havde studeret de »eng. Komedianter«’s
Opførelser i Tyskland og synes, forud for sin Tid,
at have haft en dyb Forstaaelse af det
betydningsfulde dram. Element, som ved dem blev
tilført Tyskland. Han forfattede selv under
denne Paavirkning 11 Dramaer, som han lod
opføre paa sit Hofteater. De betegner et ikke
ringe Fremskridt, og skønt de hviler paa de gl.
dram. Principper fra Hans Sachs’ og Jakob
Ayrer’s Tider, maa de i Anlæg og Gennemførelse dog
karakteriseres som de første tyske Skuespil, der
er skrevne for Scenen. De er udgivne af
Holland (1855) og af Tittmann (»Deutsche Dichter
des 16. Jahrhunderts«, 14. Bd, 1880). H. var
Biskop i Halberstadt fra 1566 og blev Hertug
1578, i Wolfenbüttel endvidere 1589, men kom
dybt i Gæld ved sin glimrende Hofholdning.
1607 var han ved Kejserhoffet i Prag, hvor
han med Held mæglede imellem Kejser Rudolf
og hans Broder Matthias, samt mellem
Katolikker og Protestanter. (Litt.: Ludewig, »H.
J., Herzog zu Braunschweig« [1833]).
(C. A. N.). C. B-s.
Heinrich von der Meise
[-’ha^inreK-fån-dər-’maizə] (von Meissen), se Frauenlob.
Heinrich von Melk [’ha^inreK-fån-’mælk],
den ældste tyske Satiredigter, levede i den
anden Halvdel af 12. Aarh. Han tilhørte en
adelig Slægt, men blev led ved det verdslige Liv og
traadte som Lægbroder ind i det østerr. Kloster
Melk. Her skrev han omkring Aaret 1160 et
Digt »Von des Todes Erinnerung«, hvis
Indledning ogsaa bærer Titelen »Vom gemeinen
Leben«. Et andet ufuldstændigt bevaret Digt,
»Pfaffenleben«, er ogsaa blevet tilskrevet ham
p. Gr. a. Overensstemmelse i Tankegang og
Ideer, men Bevisførelsen herfor er ikke bleven
alm. anerkendt. Begge Digte har Bet. dels ved
deres Kulturskildring, dels ved deres skarpe
Revselse af Laster og Fejl baade hos Læg og
Lærd. Digtene er udgivne af Heinzel (Berlin
1867). (Litt.: Wilmans »Beiträge zur
Geschichte der ältern deutschen Litteratur«, 1.
Hefte [Bonn 1885]; O. Lorens, »H. v. M., der
Juvenal der Ritterzeit« [Halle 1886]).
C. B-s.
Heinrich von Morungen
[’ha^inreK-fån-’mo.roŋən], den betydeligste tyske Minnesanger før
Walter von der Vogelweide, var, skønt Ridder,
i Tjeneste hos Markgreven af Meissen og
levede i Slutn. af 12. og Beg. af 13. Aarh. Mellem
1213 og 1221 kendes hans Navn i Leipzig. Hans
indtagende, fantasifulde og sensuelle Sange,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
