Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heimdal (nordisk Gud) - Heimdal (dansk Dagblad) - Heimdal (Korvet) - Heime - Heimskringla - Hein, Frants - Heina Fylke - Heincke, Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Blade af ideel og særlig med stridende
Karakter opkaldes efter ham.
(A. O.). H. El.
Heimdal. Et dansk Dagblad med denne
Titel stiftedes 1879 i Aabenraa af Bogtrykker
Heinrich Matzen. Det stod i Beg., baade hvad
Indhold og Indflydelse angik, tilbage for de
andre danske Blade i Nordslesvig, men efter at
det i 1893 var købt af H. P.
Hanssen-Nørremølle, som ogsaa overtog Redaktionen af det,
voksede det snart saavel i Udbredelse som i
Bet. for den nationale Kamp og kom
efterhaanden helt paa Højde med de andre
nordslesvigske Blade. 1912 blev Udgiverens Svigersøn,
cand. polit. Kr. Refslund Thomsen, Bladets
Hovedredaktør.
H. L. M.
Heimdal, Korvet, deltog i Slaget ved
Helgoland 9. Maj 1864.
Heime, i de nord. Volsung-Sagn, særlig i de
lidt yngre af dem (paa Overgang til
Middelalderen), den gl. Fosterfader. Han fostrer
Brynhild paa sin Bolig i Hejmdalene, da Sigurd
Faavnesbane finder Vej til hende og trolover
hende. Han fostrer Brynhild’s Datter Aslaug,
og da alle af Volsung-Slægten er dræbte, fører
han Barnet med sig skjult i en stor Harpe,
indtil han myrdes paa Spangareid i Norge (jfr
Kraaka, Begner Lodbrok). Men denne H., der
giver sit Navn til de yngste, lidt blødladne
Udvidelser af Volsing-Sagnene, er egl. en gl gotisk
Sagnhelt fra Kong Jarmunrek’s Sagnkreds; iflg.
Beovulfs-Kvadet bortførte Háma Kongens bedste
Klenodie Brosinga-men (jfr nord. Brisingemen)
til sin Borg, og der synes at have staaet en
Strid om dets Genvindelse. (Litt.: Jiriczek,
»Die deutschen Heldensagen« [1903, S. 152 og
1971).
(A. O.). H. El.
Heimskringla [’hæ^ims-]kaldes Snorre
Sturleson’s Værk om de norske Konger; Navnet er
ikke gl., men er tilfældig lavet efter
Begyndelsesordene (Kringla heimsins o. s. v.); det passer
heller ikke, da det betyder »Jordkloden,
Verden« (lat. Orbis terrarum). H. findes i 3
Hovedhaandskrifter, alle i den Arna-Magnæanske
Samling, og kan i det hele siges at være godt
overleveret; det ældste Haandskrift er skrevet
kun 20 Aar efter Snorre’s Død. H. inddeles i
forsk. Sagaer, der har Navn efter de Konger,
der er Hovedpersonerne i hver. Dog er
enhver saadan Saga ikke et afsluttet Hele for sig,
som Tilfældet er i de andre
Kongesagasamlinger (Ágrip, Fagrskinna, Morkinskinna), men
enhver Saga griber over i og forbereder den
anden; i denne Sammenarbejden viser Snorre’s
store historiske Kunst og Skarpblik sig. Herved
og ved den gennemtrængende psykologiske Sans
og kritiske Behandling af Stoffet udmærker H.
sig fremfor alle andre Bearbejdelser af de
norske Kongesagaer. Ang. Snorre’s historiske
Principper og Metode se Snorre. Kun skal her
bemærkes, at Snorre begynder sin Fremstilling
med de forhistoriske Ynglingekonger
(Ynglingasaga), der indeholder mange vigtige
antikvariske og mytiske Oplysninger. Kilderne er ældre
skrevne Bearbejdelser og især Skjaldekvad, som
Snorre mere end nogen anden kritisk har
benyttet. H. indledes med en Prolog, hvori Forf.
paa en fortræffelig Maade skildrer sine Kilder
og Fremgangsmaade. H. slutter med Aaret 1177
ligesom de nævnte Bearbejdelser. At de ikke
gaar videre, skyldes den Omstændighed, at
Sagaen om Sverre, der begynder det Aar omtr.,
allerede var forfattet for sig. Udgaver:
Peringskjöld’s (Sthlm 1697), den store kbhvn’ske
(1777—83), Unger’s (1868), F. Jónsson’s (I—IV, Kbhvn
1893—1901). Oversættelser: ved P. Fris
Claussön (1633), N. Grundtvig (1818—22), J. Aall
(1838—39), P. A. Munch (1859), S. Schjøtt (paa
norsk Landsmaal, 2. Udg. 1872—83), G. Storm
(illustreret). Svensk, ved E. Olson I (1920).
Engelske Oversættelser ved S. Laing (2.
Udgave, 4 Bd, London 1889), W. Morris og E.
Magnusson (2 Bd, London 1893—94). (Litt.:
G. Storm, »Sn. Sturlassön’s
Historieskrivning« [Kbhvn 1873; banebrydende]; S.
Nordal, »Olaf d. helliges Saga« [Kbhvn 1914]).
F. J.
Hein [ha^in], Frants, østerrigsk Statsmand
(1808—90), blev 1847 Sagfører i Troppau og
valgtes herfra 1848 til den østerr. Rigsdag, hvor
han hørte til det maadeholdne tyske Parti og
var Ordfører for Grundlovsudvalget. 1860 blev
han Medlem af det forstærkede Rigsraad som
Repræsentant for Schlesien og var her
Ordfører for Mindretallets Forslag om en
østerr.-ung. Helstat. 1861 blev han Borgmester i
Troppau, valgtes til Underhuset og var dettes
Formand, blev 1862—65 Justitsminister under
Schmerling, derefter Præsident for
Overlandsretten i Wien indtil 1881; siden 1869 var han
Medlem af Herrehuset.
E. E.
Heina Fylke [’hæ^ina-] var i Oldtiden
Benævnelsen paa et Distrikt, indbefattende det
nuv. Hedemarken’s Fogderi af
Hedemark Fylke samt Vardal og Biri af
Opland Fylke. Det regnedes under Fællesbegrebet
Oplandene; senere deltes det i 2 Sysler,
øvre og nedre.
(J. F. W. H.). M. H.
Heincke [’h^aiŋkə], Friedrich, tysk
Zoolog og Fiskerikyndig, f. 6. Jan. 1852 i Hagenow
(Mecklenburg). H. studerede Naturvidenskab i
Rostock, Leipzig og Kiel, blev 1873 Assistent
ved det zool. Institut i Kiel, tog 1877
Doktorgraden og virkede nu som Privatdocent ved
Univ. i Kiel og som Lærer ved den højere
Realskole indtil 1879, da han forflyttedes til
den højere Realskole i Oldenburg. Fra 1886
var H. tillige Sekretær ved »Sektion für Küsten-
und Hochseefischerei des Deutschen
Seefischerei-Vereins«. 1892 blev han Prof. og Direktør
for den nyoprettede, af ham skabte, kgl.
preussiske biologiske Anstalt paa Helgoland, som han
har ledet med stor Dygtighed. Fra 1875 har H.
taget fremragende Del i de nordiske Haves
videnskabelige Undersøgelse, særlig i Østersøens
og Vesterhavets, dels som Medarbejder ved
»Deutsche Seefischerei-Verein«, dels som Leder
af den biologiske Anstalt og i Tilknytning til de
internationale Havundersøgelser, i hvis
Oprettelse (1902) han havde væsentlig Del. Særlig er
der Grund til at fremhæve H.’s fortrinlige og
paa et mægtigt statistisk Grundlag hvilende
Arbejder om Silden og Rødspætten samt hans
Udvikling af Metoderne til Aldersbestemmelse
ved Hjælp af Otolither, Skæl og Knogler. Af
hans talrige Arbejder kan foruden
Bearbejdelsen af Fiskene og de lavere Dyr i Martin’s
»Illustrierte Naturgeschichte« (1882—84)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
