Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Johan Ludvig (Digter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun Lykke som »Geburtsdags-Stykke«. 1826
spilledes »Aprilsnarrene«, hvortil Poul
Møller’s Dialog »Hans og Trine« havde givet
H. Idéen, og den muntre Ironi over det
mindre regelmæssige Pigeinstitut morede
stærkt; men at H. havde indført selve
Dyrehavsbakken paa det kgl. Teater i »Recensenten
og Dyret«, der kom frem i samme Sæson,
betragtedes saa noget nær som en Helligbrøde
og at drive Spasen for vidt. H. fik da
Direktionen til at henlægge hans Vaudeviller, indtil
han havde nedskrevet sit fortræffelige Forsvar:
»Om Vaudevillen som dram. Digtart og om
dens Bet. paa den danske Skueplads« (1826).
Dette Skrift, der med glimrende Overlegenhed
drager til Felts mod Dilettanteriet i Kunsten og
modig klarlægger Publikums Smaatskaarethed
og litterære Ukyndighed, medens Forf.
samtidig med en ikke uklædelig Selvfølelse hævder
sit Arbejdes Bet. for Genskabelsen af et
nationalt Drama og i Kraft af sin Hegel’ske Æstetik
om »Trehederne« betegner Vaudevillen som
Dramaets Krone, naaede virkelig, hvad det
vilde: at overbevise. Slaget var vundet: ved
næste Opførelse modtoges »Recensenten og Dyret«
med enstemmigt Bifald, og H.’s senere
Vaudeviller, »De Uadskillelige« (1827) med Satire
over den latterlig lange danske Forlovelse, »Et
Eventyr i Rosenborg Have« (1827) med Musik
af Weyse, »Kjøge Huuskors« (1831), »De
Danske i Paris« (1833) og »Nej« (1836) foruden
nogle Vaudevillemonologer, blev overordentlig
populære. Hertil bidrog ikke mindst det
fortræffelige Melodivalg, som den fint musikalske
H., der selv komponerede, havde gjort.
H. havde indset, at det danske Publikums
æstetiske Opdragelse lod meget tilbage at ønske,
og for at skaffe sine Tanker Indgang i videre
Kredse stiftede han 1827 »Kbhvn’s flyvende
Post«, der med en Afbrydelse 1829 fortsattes til
Udgangen af 1830 med 2 à 3 ugentlige Numre.
1834—37 udkom en Slags Fortsættelse, »Den
flyvende Posts Interimsblade«. Som Danmarks
første helt æstetiske Tidsskrift fik den
»Flyvende Post« ikke ringe Bet.; en Mængde
betydelige danske Digtere (Forf. til »En
Hverdagshistorie«, H. C. Andersen, Chr. Winther, Carl
Bernhard) debuterede i dets Spalter, medens
dets vægtigste Bidrag dog var Redaktørens egne
kritiske Artikler. Bl. disse har Anmeldelsen af
Oehlenschläger’s »Væringerne i Miklagard«
(1827) faaet et varigt Navn i Litt.’s Historie; i
denne blev Baggesen’s Opposition — dog paa
en i Formen fuldt ud urban Maade — fortsat.
Medens H.’s Understregen af det formelle er
den Grund, paa hvilken Anmeldelsen hviler,
søger han i Kraft af sit æstetiske System at
vise Oehlenschläger’s Begrænsning — kun i
Foreningen af det episke og lyriske er denne
stor —. men viser ubevidst derved tillige sin
egen Æstetiks Svaghed. H.’s Kritik fremkaldte
stærk Harme bl. Oehlenschläger’s Beundrere
og fremkaldte en Polemik, der fortsattes 1830
med »Soranerne«, Hauch, Wilster og Hjort, da
H. havde tilladt sig at ironisere over
Oehlenschläger’s Digterkroning i Lund.
Samtidig fortsatte H. sit Arbejde for Scenen.
Ved Formælingsfestlighederne 1828 blev
»Elverhøj« opført, der ved sin nationale Tone og
smukke Benyttelse af Folkevisen, men ikke
mindst ved Kuhlau’s festlige Musik, har skaffet
sig det største Antal Opførelser af alle danske
Dramaer. Teaterdirektionen ansatte efter
denne Succes H. som »Teaterdigter« og Oversætter,
et Hverv, han 1839 ombyttede med Censorens.
I den førstnævnte Stilling fik H. rig
Anvendelse for sit Talents Smidighed ved at præstere
Prologer og Festsange — H. havde meget let
ved at være »Lejlighedsdigter« (»Gadeviser«,
1849). Et romantisk Drama med sp. Kolorit,
»Prinsesse Isabella« (1829) naaede kun een
Opførelse. 1830 havde H. med Professortitlen faaet
Ansættelse ved den milit. Højskole som Docent
i Logik, Æstetik og dansk Litt., i hvilken
Stilling han udarbejdede nogle Lærebøger, bl. a.
en »Udsigt over den danske skjønne Litteratur«
(1831). Sommeren 1831 indgik han Ægteskab
med Skuespillerinden Jfr. Johanne Luise Pätges
(se ndf.). Foruden de ovf. nævnte Vaudeviller
skrev H. fremdeles for Teatret
Eventyrkomedien »Alferne« (1834), en Dramatisering af et
af Tieck’s Eventyr, og hans i disse Aar stadige
Beskæftigelse med Filosofien, der endog fik ham
til at paabegynde en filos. Journal, »Perseus«,
bragte ham til ogsaa at ville føre Filosofien
ind paa Scenen i »Fata Morgana«, (1838). Men
her kunde Publikum ikke følge ham — H. L.
Martensen var omtr. den eneste, der kunde
goutere Stykket. »Syvsoverdag« (1840), hvor
Gurre-Sagnet, i lyrisk Henseende overmaade
skønt, er fremstillet i Ramme af moderne
Borgerlighed, slog heller ikke ret an. Publikum
kunde ikke som Forf. nyde den »romantiske
Ironi«.
Sit Hovedværk, der utvivlsomt vejer tungest
i hele H.’s Produktion, udsendte han ved
Juletid 1840: »Nye Digte«. Foruden de mere
spekulativt anlagte Digte »Gudstjeneste« og
»Protestantismen i Naturen« findes her den
skønne, vemodsfuldt mystiske Romancecyklus »De
Nygifte«, hvor H.’s Lyrik skyder sine friskeste
Skud, og endelig den apokalyptiske Komedie
»En Sjæl efter Døden«, vel en af de mest
knusende Satirer, nogen Litt. kan fremvise. I
Helvede finder Spidsborgersjælen sig først ret
hjemme, thi Helvede er en Genspejling af det
aandløse Samfund, den lige har forladt. H. fik
her rig Lejlighed til at spotte over alt det i
hans eget Samfund, der var ham imod, ikke
mindst den ny frembrydende Tid med dens
liberale Krav og voksende Interesse for
Politikken paa Poesiens Bekostning. I
»Intelligensblade« (1842—44), i »Danmark, et malerisk
Atlas« (1842) og i »Nøddeknækkerne« (1845) viser
H. sig som en fuldbaaren Aandsaristokrat, der
stolt ser ned paa sin Samtid og i fornem
Indesluttethed trækker sig tilbage fra den. Mere og
mere følte H., der var en ypperlig
Matematiker, sig dragen af Astronomien. I sin Bolig
paa Christianshavn indrettede han sig et
Observatorium i det smaa, og 1844—46 udgav han en
astronomisk Aarbog »Urania«, hvori der
foruden det udelukkende astron. Stof findes nogle
meget læseværdige Afh. om Hveen og om Sofie
Brahe.
H., der 1847 havde brudt sin litterære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
