Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hebræerbrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
H. ikke er et egl. Brev, men snarere en
nedskrevet Tale ell. en Afh., som da enten af
Prædikanten selv ell. en senere Haand er
blevet udstyret med en brevformet Slutning og
sendt til en den Paagældende nærstaaende
Kreds. At Brevindledning mangler, kan bero
paa, at han har anset det for upassende at
begynde en Prædiken med en saadan;
Overhringeren har da faaet mundtlig Besked om,
hvor Skrivelsen skulde afleveres, og naar han
naaede frem, kunde han naturligvis ogsaa
oplyse Adressaterne om, hvem den kom fra. —
Er denne Bestemmelse af Skriftets litterære Art
rigtig, bliver det tidligere saa indgaaende
behandlede Spørgsmaal om, hvorvidt
Læsekredsen overvejende har været tænkt som
jødekristelig ell. hedningekristelig, af mindre
Interesse. Til Grund for den første Opfattelse
anførte man som Regel Overskriften: »Til
Hebræerne«; men dels stammede denne ikke fra
Forf. selv, men er rimeligvis først tilføjet en
Gang i første Halvdel af 2. Aarh., og kan da
bero paa senere Tiders Refleksion over
Skriftets Indhold, uden virkelig at støtte sig til
nogen hist. Tradition; og dels kunde Udtrykket
»Hebræerne« ogsaa meget vel være ment
billedligt som en Betegnelse for alle Kristne,
uanset deres hedenske ell. jød. Fortid; efter
oldkristelig Tankegang mistede nemlig Jødefolket
ved sin Forkastelse af Messias alle sine
religiøse Forrettigheder, der da gik i Arv til den
kristne Menighed som »det sande Israel« og
»de ægte Abrahams Børn«. Man har endvidere
gjort gældende, at den hyppige Anvendelse af
gammeltestamentlige Citater, Skildringen af
Kristus som den sande Ypperstepræst og
overhovedet Fremstillingen af Kristendommen som
den jød. Religions Fuldendelse kun vilde være
forstaaelig for forhenværende Jøder; men
heller ikke dette Argument er tvingende, efter at
man er blevet kendt med den Indflydelse, som
den gr. Bibeloversættelse udøvede paa mange
Kredse af den gr.-rom. Verden, i Særdeleshed
naturligvis inden for de hellenistiske kristne
Menigheder, hvis hellige Skrift den var fra
Beg. af. Endelig har man søgt et Bevis for
Læserkredsens jødekristelige Standpunkt deri,
at H. skulde indeholde Advarsler mod
Tilbagefald til Jødedommen; dette er imidlertid kun
for saa vidt rigtigt, som Skriftet advarer mod
Frafald fra Kristendommen, som Læserne synes
at staa i Fare for p. Gr. a. de Forfølgelser og
Trængsler, som de maa udstaa; derimod
udtales det intetsteds, at Opgivelsen af den
kristne Tro for dem vilde være ensbetydende med
en Tilbagevenden til den jød.; det eneste Sted,
som kunde komme i Betragtning, er 13, 9 ff.,
men det ligger dog sikkert nærmere her at
tænke paa Optagelsen af jød. Elementer, som
ogsaa Hedningekristne kunde være fristede til;
ved Tilslutning til Synagogen kunde saadanne
under Forfølgelser maaske endog fatte Haab
om at faa Del i de Privilegier og den
Sikkerhed, som den jød. Nation nød godt af;
»Lejren« i V. 13 lod sig ogsaa forstaa som et
billedligt Udtryk for Verden (ikke i Jødedommen).
Man kan derfor lige saa godt antage, at Forf.
overvejende har haft hedningekristne Læsere for
Øje, ell. — hvad der vel er det sandsynligste
— at Alternativet: Hedninge- ell. Jødekristne
for ham nu ikke mere spiller nogen som helst
Rolle. Paa Spørgsmaalet om, hvor i Verden
Læserne skal søges, er der givet en
Mangfoldighed af forsk. Svar, idet Skriftet selv saa godt
som ingen Vejledning yder. Den traditionelle
Overskrift »Til Hebræerne« bragte tidligere
Flertallet af Forskerne til at tænke paa en
Kreds i Palæstina, men nutildags vil man —
af de førnævnte Grunde — som Regel ikke
tillægge dette Udtryk nogen større Bet. En
Hellenist, der i et og alt bygger sin Argumentation
paa den gr. Bibeloversættelse og ikke synes at
forstaa den hebræiske Grundtekst, kunde
næppe heller vente at gøre noget Indtryk paa
aramæisktalende Jødekristne; det maatte da i
hvert Fald være græsktalende Palæstinensere,
men selv over for saadanne vilde han næppe
udtale sig saa nedsættende om Loven og den
gammeltestamentlige Kultus, som det f. Eks.
sker 7, 18 og 9, 10. Og i Palæstina vilde der
vel ogsaa, selv saa sent som omkr. Aar 80,
være adskillige Kristne, som havde kendt Jesus
personligt; 2,3 forudsætter derimod, at i hvert
Fald Læsernes altovervejende Flertal kun
kender hans Forkyndelse gennem andres Referat
deraf. P. Gr. a. Skriftets Beslægtethed baade
i Henseende til Tanker og Udtryksformer med
den jød.-alexandrinske Litteratur har man
dernæst villet søge Læserne i Alexandria; selve
Iagttagelsen af Ligheden er rigtig nok, men
deraf kan man dog kun slutte noget om Forf.’s
Herkomst, ikke derimod om Læsernes. Mest
taler for, at Skriftet har været stilet til en
kristen Kreds i Rom; 13, 24 sendes nemlig en
Hilsen fra nogle Italienere, hvad der er lettest
forklarligt, hvis disse er Adressaternes
Landsmænd, som i Øjeblikket opholder sig paa
samme Sted som Afsenderen; og hertil kommer
yderligere, at det ældste Vidnesbyrd om H.’s
Eksistens, nemlig 1. Clemensbrev, netop er
skrevet fra Rom. Forsk. mindre Enkeltheder kunde
tyde paa, at Forf. ikke har regnet med hele
den rom. Menighed som Læserkreds, men kun
en mindre Del deraf, maaske en ham bekendt
Husmenighed. — Langt vigtigere for
Forstaaelsen end Spørgsmaalet om Læserkredsen er det
imidlertid her at være opmærksom paa, at det
Milieu, hvor Skriftet henhører, som før
nævnt er den alexandrinsk-jød. Hellenisme.
Man betegner med dette Udtryk en
Aandsretning, som omkr. vor Tidsregnings Beg. især
udfoldede sig i Alexandria og hvis Maal det
var at forbinde gr. Filosofi med jød. Religion,
fornemmelig saaledes, at man forsøgte at
paavise, at alt det værdifulde i den gr. Tænkning
i Virkeligheden allerede fandtes udtalt i det
gl. Test. Sligt kunde naturligvis kun ske ved
en meget kunstig Udlægning, den saakaldte
allegoriske ell. billedlige, der i de bib. Udsagn
fandt en hel anden og dybere Mening end den
ligefremme, og man udformede efterhaanden et
helt System af saadanne Fortolkningsregler,
hvorved saa at sige ethvert Skriftord kunde
bringes til at udtale dybsindige filos.
Sandheder. Metoden kender vi især fra den
alexandrinske Jøde Filon, hvis Levetid falder fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
