Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Havguder - Havgul - Havgus - Havhelt - Havila - Havin, Joseph - Havjunker - Havjætter - Havkal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kilder og Brønde. Nereus, Thaumas,
Forkys, Keto og Eurybia er i Hesiodos’
Digtning Børn af Pontos og Gaia; Nereus er
Fader til Nereiderne. Andre H. var
Leukothea og hendes Søn Palaimon, Proteus
og Glaukos.
C. B.
Havgul (norsk), en Havvind af jævn Styrke,
der om Eftermiddagen i varmt Vejr blæser ind
ad Fjordene i det vestlige og nordlige Norge.
Enkelte Steder i Norge betegner H. d. s. s.
Havgus.
D. la C.
Havgus kaldes i Jylland en kold Taage, der
dannes over Vesterhavet og paa varme Dage
af Vinden føres ind over Landet. H. optræder
især i det nordligste Jylland, hvor den kan
trænge helt over til Østkysten, medens H. i det
sydlige Jylland sjælden naar længere end til
Midten af Landet. H. er meget tæt og omtales
undertiden som havende en saltagtig Smag;
den er skadelig for Plantevæksten.
D. la C.
Havhelt, d. s. s. Snæbel (se Laksefisk).
Havila [kavi.’la.] eller Chavila nævnes 1.
Mos. 2, 11 som et guldrigt Land, der er omgivet
af Paradisfloden Pison. I 1. Mos. 25, 18 nævnes
det som de nordarabiske Ismaelitters østlige
Grænse; derefter skulde det altsaa findes i
NØ.-Arabien; men i Folketavlen 1. Mos. 10 nævner
Jahvisten H. som »Søn af Joqtan«, d. v. s. som
sydarabisk, medens Præsteskriftet gør H. til
»Søn« af Kush ɔ: Ætiopien; derefter skulde H.
altsaa søges i Afrika, men da der var et livligt
kulturelt Samkvem mellem Rødehavets to
Kyster, er det sandsynligt, at H. ogsaa efter denne
Kilde skal søges i Sydarabien.
J. P.
Havin [a’væ], Joseph, fr. Politiker
(1799—1868), var Søn af et Konventsmedlem, der
1816—20 forvistes som »Kongemorder«, og
fulgte Faderen i Landflygtighed. Efter sin
Hjemkomst levede han i Departementet Calvados
som Privatmand og var bekendt som en ivrig
Modstander af det bourbonske Kongedømme.
Siden 1831 var han Medlem af
Deputeretkamret, sluttede sig til Odilon Barrot og var 1847
virksom for Valgreformen, men ønskede ikke
Republikkens Indførelse og ledsagede 24. Febr
1848 Hertuginden af Orléans, da hun gik til
Deputeretkamret som Regentinde for sin Søn.
Han stemte derfor ogsaa i Nationalforsamlingen
1848 mest med Højre, men nærmede sig efter
Præsidentvalget i Decbr s. A. til
Republikanerne og stemte imod Forsamlingens Opløsning.
1849 valgtes han til Statsraadet og protesterede
som saadan imod Statskuppet 1851. Han
overtog derefter Ledelsen af Bladet »Siècle« og
styrede det i frisindet og antiklerikal Aand; bl. a.
hævdede han kraftig
Nationalitetsgrundsætningen baade i Italien og Tyskland over for den
kejserlige Regerings tvetydige Politik. 1863
valgtes han som Republikaner til den lovgivende
Forsamling.
E. E.
Havjunker, se Læbefisk.
Havjætter. Havet tænktes i Nordens Oldtid
befolket med store og stærke Væsener, Jætter
og Jættekvinder, der sædvanlig var fjendtlige
mod Menneskene, og hvem man tilskrev de
Ulykker og Farer, som mødte Søfarerne. De
var ofte knyttede til et enkelt St.; i norske
Kvad og mange Eventyrsagaer og Folkeviser
tænkes de boende i Fjeldhuler ved Stranden og
færdes ude paa Havet paa Jagt efter Havdyr
ell. Mennesker. I Digtninger fra de vestlige Øer
tænkes H. uhyre store og klædte i Sælskind;
Oldtidsnavnene tyder paa, at man tidligere har
tænkt sig dem helt ell. delvis i Sælskikkelse
(Vagnhöfði = Sælhoved); efter jydsk Folketro
viser »Havfolket« sig i Sælskikkelse paa
Stranden. Den berømteste danske H. er Trolden
i Store Bælt, som drog Skibe ned til sig, indtil
han blev fordreven ved Pave Lucius’ Relikvier.
Havtrolde tænktes ogsaa i Ørneskikkelse
(maaske ved Sammenblanding med Stormjætter),
saaledes den »lede Garn« i Visen om Germand
Gladensvend. — Desuden findes der mægtige og
mindre fjendske Jætter, der tænkes at raade
for det dybe Hav ell. Havet i det hele. Saadanne
er Hyme (kendt fra Thor’s Fiskefærd), Gyme
(Havets Brusen kaldes »Gyme’s Sang«), Hlér
(Læ) og Ægir; den sidste er den lyseste og
skønneste, i hans gyldne Sal kommer Aserne
til Gæst. Hlér er efter isl. Opfattelse den samme
som Ægir, efter dansk Overlevering forsk.: en
grum og uhyggelig, klog gl. Jætte, der holder
sig skjult i sin Hule dybt inde i Bjerget paa
Læsø, — altsaa endnu nærmest en stedlig og
primitiv Jætte. Endnu mere grum er den eneste
mere udviklede Jætte kvindeskikkelse, Ægir’s
Hustru Ran (ell. rettere Raan; Navnet
beslægtet med »at rane«), der i sit Reb drager de
druknende Sømænd til sig. Ægir’s ni Døtre er
Bølgerne; i Digtningen bærer de Navne som
Bølge, kølig, gennemsigtig, bærende,
blodighaaret; de er skønne, men uden Elskov,
vandrer evig sørgende og klagesyngende over
Havet, — grædende for Balder’s Død, siges der et
St. Jfr. Havmænd, Havfrue.
(A. O.). H. El.
 |
| Havjættekvinde (efter den islandske Physiologus fra 13. Aarh.). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
