Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hav (Vandmasse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grænser mellem disse 3 Have benytter man,
hvor ikke Kontinenterne danner Skel,
Meridianerne gennem Kontinenternes Sydspidser: Kap
Agulhas paa Afrika, Kap Horn paa Sydamerika
og Sydkap paa Tasmanien. Tidligere regnedes
ogsaa de to Polarhave for selvstændige Have,
men nu henføres det Nordlige Ishav til
Atlanterhavet og det Sydlige Ishav er delt mellem
de 3 Verdenshave. Iøvrigt inddeles H. i 1)
Oceaner (de 3 ovenf. nævnte), der udmærker sig ved
større Dybde og selvstændige Strømforhold, og
2) Bihave, som enten kan være a) Middelhave,
der skærer sig dybt ind i Fastlandene (Nordl.
Ishav, Østersøen, Middelhavet, Mexikanske
Golf), b) Randhave, der ligger paa Ydersiderne
af Kontinenterne (Vesterhavet, Japanske Hav
o. a.), og c) Gennemgangshave, som forbinder
to Oceaner med hinanden (f. Eks.
Beringshavet). Oceanernes og de større Bugters mindre
Indskæringer i Kontinenterne benævnes ofte
vilkaarlig, som: Bugt, Bai, Golf, Fjord, Lagune,
Haff, Liman, Æstuarium, Étang, Rias. De smalle
Forbindelsesled mellem forsk. Havafsnit kaldes:
Stræde, Sund, Bælt, Kanal o. a. Læren om H.’s
forsk. Forhold kaldes Oceanografi.
Dybdeforhold. Indtil Midten af 19.
Aarh. har H.’s Dybdeforhold været saa godt
som ukendt, da der fra aaben Sø kun forelaa
yderst faa Lodninger, tilmed foretagne med
upaalidelige Apparater. Først efter de store
Oceanekspeditioner, særlig »Challenger«’s,
»Tuscarora«’s og »Gazelle«’s, »Fram«’s, »Valdivia«’s
»Ingolf«’s, Prinsen af Monaco’s, »Michael Sars’«,
har man faaet samlet saa stort Materiale, at
man nu har et Overblik, om end kun i store
Træk, over Havets Dybdeforhold.
Gennemsnitsdybden for hele H. ansættes til c. 3680 m ell.
omtrent 4 1/2 Gange Landets Gennemsnitshøjde;
de enkelte Verdenshaves Gennemsnitsdybde
anslaas til: Det Store Ocean 3860 m, Atlantiske
Ocean 3260 m, Indiske Ocean 3860 m. De størst
maalte Dybder i de forsk. Verdenshave er: Det
store Ocean 9780 m (Ø. f. Filippinerne), der er
den største hidtil (1912) maalte Dybde i hele H.,
Atlantiske Ocean 8526 m (N. f. Puerto Rico),
Indiske Ocean 7000 m (10° 1′ 30″ S. Br., 108°
5′ Ø. L.). Indhavene er gennemgaaende
mindre dybe end Oceanerne; saaledes er det
dybeste Punkt i Middelhavet kun 4400 m (mellem
Sicilien og Kreta), i det Røde Hav 2359 m; ja i
Østersøen kender man endog kun en
Maksimaldybde paa 463 m. De største Dybder i
Oceanerne findes i Reglen ikke i Midten, men
nærmere ved Kysterne. I Reglen synker Landjorden
terrasseformig ind und Havspejlet, ved en
lav og flad Kyst langsommere end ved en høj
og stejl. De lavere Partier nærmest Kysterne,
som ligger inden for 200 m’s Kurven, kaldes
Fladsø, Hav med større Dybder Dybsø.
Overgangen fra Fladsø til Dybsø er i Regelen
temmelig brat og betegner den egl. Grænse for
Verdensdelene (Kontinentalsokkelen). For
øvrigt har Havbunden ligesom Kontinenterne sine
Højlande og Lavlande; men Relieffet er
ensformigere og fladere, da Forvitringsformer, som
skyldes Luften og det rindende Vand, mangler,
om den end ikke er blottet for isolerede
Forhøjninger og Indsænkninger. Forhøjningerne
fremtræder hyppigst som svagt hvælvede Rygge
ell. Plateauer, og Fordybningerne som svagt
buede, tragtformede Indsænkninger ell.
Bækkener. Spidserne af Ryggen rager op som Øer,
Banker, Rev, Klipper ell. Skær til ell. over
Havfladen.
Bundartens Beskaffenhed veksler
navnlig med Dybdeforholdene. Man skelner
mellem littorale Sedimenter og Dybhavssedimenter.
De første, der findes nærmest ved
Kontinenterne og dannes af Kysternes
Nedbrydningsprodukter og Flodernes medbragte Materiale,
bestaar nærmest Kysten af Grus, længere ude
af Sand og længst ude af Ler, ved rolige Kyster
aflejres Slik. Dybhavsaflejringerne bestaar af
1) det blaa Dybhavsdynd (indtil 1 km.’s Dybde),
der indeholder Rester af Planter og Dyr fra
Land, 2) det hvide Dybhavsslam (indtil 4 km’s
Dybde), væsentligt bestaaende af Kalkskaller af
Slimdyr og Kalkalger, 3) et Lag bestaaende af
Kiselskaller af Kiselalger og Kiseldyr (indtil c.
6 km’s Dybde) og 4) det røde Dybhavsler, der
findes paa de største Havdybder, og som
bestaar af Meteorstøv, vulkansk Aske og
Ørkenstøv.
Hvad Havvandets kemiske
Sammensætning angaar, viser det sig, at Søvandet
adskiller sig fra det ferske Vand ved sin
saltholdige Smag; dets Saltholdighed giver det en
større Vægtfylde. Den alm. Sammensætning af
Havvandet er: Klornatrium 27,2 Dele,
Klormagnesia 3,8 Dele, Bittersalt 1,6, Gips 1,3,
Kaliumsulfat 0,9 og forskelligt 0,2 Del i 1000 Dele Vand.
Havvandet indeholder altsaa 3,5 % faste
Stoffer. At den kulsure Kalk, der i Flodvandet er
det overvejende, i Havvandet kun forekommer
i rent forsvindende Mængder, beror paa, at saa
uhyre Mængder forbruges af de utallige dyriske
Organismer som Snegle, Muslinger, Koraller
o. s. v., der uddrager Kalken for at benytte den
til deres Skaller og Rev, som efter Dyrenes Død
bedækker Havbunden som Kalkslam.
Saltmængden i aaben Sø er omtrent overalt den samme,
om end noget mindre i de regnfuldere Egne end
f. Eks. i de tørrere Passatbælter, hvor den kan
stige til 3,7 %. I de indelukkede Havafsnit
afhænger den derimod af Fordampningens og
Ferskvandstilførselens Størrelse. I varme Have
med stærk Fordampning og ringe Tilførsel af
Flodvand samt ringe Regnmængde stiger den,
som f. Eks. i Middelhavet til 3,7—3,9 % og i
det Røde Hav endog til 4,1 %, derimod i
koldere Have med stærk Tilførsel af Flodvand og
stor Regnmængde synker den; i Nordsøen er
den saaledes 3,3 %, i Store Bælt 1,9, N. f. Rügen
0,8 og i den inderste Del af den finske Bugt
kun 0,1 %, altsaa næsten fuldstændig
Ferskvand. Havvandets specifikke Middelvægt ligger
mellem 1,023 og 1,031 % og er afhængig af
Saltholdigheden og Temperaturen. Ogsaa Havets
Farve afhænger af Saltholdigheden; jo større
Saltmængden er, desto mere blaat er Vandet;
jo mere det blandes med Ferskvand, desto mere
grønligt ell. graaladent bliver det; men ogsaa
Genspejling af Himlen, Grundens Beskaffenhed
og vistnok tillige Temperaturforholdene har
Indflydelse i saa Henseende. De røde, grønne
ell. violette Farvestriber, der oftere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
