Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Johannes Carsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
germansk-romantisk Motiv, allerede besunget i
Sigurd- og Parsifal-Sagnene. Da H. senere paa
Tilbagerejsen læste »Hamadryaden« for Tieck,
følte denne ogsaa straks, at det var Kød af
hans Kød og Blod af hans Blod, og erklærede,
at der i 20 Aar intet Digterværk var
fremkommet, der i den Grad tilfredsstillede ham.
Paa sit Smertensleje fik H. ogsaa skrevet de
første Akter af Sørgespillet »Bajazet«, der som
næsten alle hans dram. Arbejder virker tungt
og kun har ringe formelle Fortrin at glimre
ved, men uvilkaarligt aftvinger Agtelse og
Respekt for de store og alvorlige Opgaver,
Digteren giver sig i Kast med. For H. var Poesien
mindst af alt nogen Leg. Dens Mester naaede
han ingen Sinde at blive, men han var dens
Ildtilbeder, dens begejstrede Ypperstepræst.
Arbejdet paa »Bajazet« maatte pludselig standse,
da en Amputation af Benet ved den lidet
duelige kirurgiske Behandling ikke længere kunde
opsættes. H.’s første Følelse efter Operationen
var, »som om Valravnen havde drukket
Hælvten af hans Hjerteblod«. Da han atter som
Krøbling kunde rejse sig fra Sygelejet, var det
med voldsomt Tungsind, der lidt efter lidt dog
skulde klares gennem en dyb Fredsfølelse, som
førte ham fra Panteismens uklare Abstraktioner
til en mere personlig Tro paa Guddommen og
Jeg’ets Udødelighed. Hans Blik for Livets og
Historiens mørke Alvor bringer ham til at
skrive to helstøbte og virkningsfulde Dramaer om
»Tiberius« og »Gregorius VII« under Opholdet
i Rom 1826. Næste Sommer var H. atter
hjemme, hvor han fandt en Ansættelse som Lektor
i Naturvidenskaberne ved Sorø Akademi, og
hvor han kort efter stiftede Familie. Sine
dramatiske Arbejder udgav han — med Tillæg af
et grumme svagt, »Don Juan«, hvis Karakter
det ikke laa for H. at fatte og skildre — i 3
Bd 1828—30 (»Dramatiske Værker«; 2. Udg.
1852—59).
I den danske litterære Verden begyndte
imidlertid Stridens Bølger atter at gaa højt.
Det var Heiberg’s Kritik af »Væringerne«, hvori
han viser Oehlenschläger’s Muses Begrænsning,
der bl. a. ogsaa fik H. til paa ny at træde i
Skranken for den dybt beundrede Mester. Men
H. maa tillige personlig have følt sig ramt af
Heiberg’s stærke Understregen af Formens
Betydning for Kunstværkets Skønhed; thi her var
hans egen Akilles-Hæl. Overlegent spottede
Heiberg over de »3 Professorer i Fægtekunsten ved
Lidenskabernes Akademi i Sorø« (foruden H.
havde ogsaa P. Hjort og Wilster taget Del i
Striden), og det vidnede om en Overvurdering
af egne Evner, naar H. som Svar dristede sig
til at rykke i Marken med en satirisk-polemisk
Komedie, »Den babyloniske Taarnbygning i
Mignature« (1830), der skulde ramme
»Vaudevillemesteren« paa hans egen Mark. H. blev
tung og grov i St f. vittig og smidig. Striden
fortsattes endnu nogen Tid med Replikker fra
begge Sider.
H. havde ikke let ved at trænge igennem. Da
han med Romanen »Vilhelm Zabern«, i Form
af en Selvbiografi fra Christian II’s Tid, 1834
vovede sig ind paa Prosaen, mødte han en
højst uvenlig Kritiker i Chr. Molbech, hvis
Uretfærdighed og øjensynlige Mangel paa
æstetisk Kompetence i den Grad saarede H., at den
ellers blide og elskværdige Mand skarpt tog til
Genmæle. H.’s næste Prosaarbejder,
»Guldmageren« (1836), en Skildring fra Alkymiens
Dage, og »En polsk Familie« (1839), der livfuldt
og gribende skildrer det polske Folks tapre
Frihedskamp, slog omsider helt igennem, og
hans næste dram. Arbejde »Svend Grathe«
(1841) blev rost i høje Toner af hans tidligere
Modstander, Heiberg, og naaede frem paa
Scenen, uden dog at gøre Lykke. Ret forstaaelige
thi H. har meget udramatisk koncentreret
Dramaet som et Sjælemaleri af Hovedpersonen, i
Lighed med »Tiberius«. Men H. var nu
anerkendt Digter, og dette har sikkert virket i høj
Grad ansporende paa hans Produktivitet; thi
i de kommende Aar følger nu i broget Mængde
Skuespil, Romaner og Digte. Som Dramatiker
slaar han aldrig igennem. Det skorter hverken
paa Poesi ell. Tankedybde, men hans Arbejder
for Scenen er for tungt gjorte og med alt for
liden Hensyntagen til scenisk Effekt til at
kunne taale Rampens Lys. Foruden de ovf. nævnte
Dramaer har H. skrevet »Carl V’s Død« (1831),
»Maastrichts Belejring« (1832); 1849 fremkom
det romantiske Eventyr »Søstrene paa
Kinnekullen«, et af H.’s hyppigst spillede Dramaer,
1850 Tragedien »Marsk Stig«, 1851 »Æren tabt
og vunden« med Emne fra Trediveaarskrigen,
1852 »Tycho Brahes Ungdom« med
Genspejlinger af H.’s eget Ungdomsliv, 1853
»Gengældelsen«, 1858 »Kongens Yndling«, der ved en
fortrinlig Udførelse en kort Tid blev meget
populært, 1863 »Henrik af Navarra«, 1866 »Julian
den Frafaldne« m. fl. mindre betydelige. Et
langt større Publikum erobrede H. sig ved
sine Romaner, der trods deres Bredde og andre
formelle Mangler altid vil give en
underholdende og nobel Læsning. »Slottet ved Rhinen«
(1845) skildrer Strømningerne i Samtiden, »Saga
om Thorvald Vidførle« (1849) fortæller i
fortrinlig Imitation af Sagastilen om Kristendommens
Indførelse paa Island, medens H. i det vel
allermest læste af hans Arbejder, »Robert
Fulton« (1853), Dampskibets Opfinder, faar
Lejlighed til at skildre Geniets Kamp for
Anerkendelse. Sagastilen er ogsaa benyttet i
»Fortællingen om Haldor« (1864), i hvilken H. ligesom
i sit sidste Prosaarbejde »Bellman« (1869)
evner at omgive det nordiske Natursceneri med
en egen fortryllende romantisk Stemning. —
Finest og oprindeligst er H. dog sikkert som
Lyriker. Rundt omkr. i hans Dramaer og
Romaner findes lyriske Digte af stor Skønhed,
som de orientalske Sange i »Bajazet«, Dyveke’s
Sang i »Vilhelm Zabern«, den kendte
Fædrelandssang af »En polsk Familie«: »Hvorfor
svulmer Weichselfloden?« o. s. v. Desuden har
H. udg. tre Digtsamlinger (»Lyriske Digte«
[1842], »Lyriske Digte og Romancer« [1861],
»Nye Digtninger« [1869]), der er talende
Vidnesbyrd om hans fine og noble Karakter, hans
dybe Natursans og poetiske Begejstring. Intet
Sted naar H. maaske højere end i
Romancecyklus’en »Valdemar Atterdag«, noget af den
ædleste og fineste danske Lyrik, ogsaa i formel
Henseende ypperlig. I det dybtfølte Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
