Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haslund, Frederik Adolf - Haslund, Magnus Edvard Alexander - Haslund, Otto Carl Bentzon - Hasmonæer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haslund, Frederik Adolf, norsk
Skolemand (1810—86), blev Student 1829, cand. theol.
1835 og var 1839—60 Bestyrer af Kria
Borgerskole, som han ledede med stor Dygtighed og
bragte i stærk Fremvækst. Efter hans Initiativ
oprettedes 1848 en Aftenskole for
Handelsbetjente (»Kria Handelsinstitut«), hvis Inspektør
han var til 1862, ligesom han var Inspektør ved
Søndagsskolen 1841—60; ogsaa det første
Kursus (fra 1867) til Uddannelse af Lærerinder
skyldtes væsentlig hans Initiativ. Da den ny
Almueskolelov af 1860 traadte i Kraft, blev han
den første Skoledirektør i Kria Stift og udførte
med stor Dygtighed Skolens Omorganisation i
Landdistrikterne. 1876 maatte han af
Helbredshensyn opgive Embedet som Skoledirektør og
var derefter til sin Død paa ny — ligesom
tidligere 1845—65 — Forligelseskommissær i
Kria. (Litt.: D. Thrap, »Erindr. fra Kria
Borgerskole« [Kria 1887]).
(J. B. H.). Fr. Th.
Haslund, Magnus Edvard
Alexander, dansk Dermatolog, f. 6. Septbr 1844 i
Kbhvn, d. smst. 10. Apr. 1906. H. tog med.
Eksamen 1870, uddannede sig opr. til
Laryngolog, var Reservelæge ved Kommunehospitalets
Afd. 5 og senere konst. Overlæge der 1874—75,
og blev Dr. med. 1875 (Rhinoskopien).
1875—76 var han Reservelæge ved
Kommunehospitalets Afd. 4, 1877—82 visiterende Læge ved
Politiet og udnævntes til Overlæge ved
Kommunehospitalets Afd. 4 1882. Til denne Stilling, som
han havde til 1906, var Docenturen i
Dermatovenerologi knyttet. H. indførte Behandlingen af
Psoriasis med store Doser Jodkalium hos os,
og skrev om tertiær og malign Syfilis, Pemphigus
vegetans og During’s Dermatitis herpetiformis.
Særlige Studier ofrede han paa Leucodermierne
og Haloiddermatoserne.
J. S. J.
Haslund, Otto Carl Bentzon, dansk
Genre- og Portrætmaler, foreg.’s Broder, f. i
Kbhvn 4. Novbr 1842, d. 29. Aug. 1917. Fra F. F.
Helsted’s Tegneskole kom han, 16 Aar gl, til
Kunstakademiet, hvor han arbejdede til 1866;
samtidig malede han under Roed, Marstrand,
N. Simonsen og P. C. Skovgaard, af hvilken
sidste han modtog kraftige Impulser. 1865
debuterede H. som Udstiller med den aandfulde
Radering »En Violinspiller« — ogsaa senere
har han raderet fine Smaating; 1867 kom hans
første Malerier, og 1872 fik han den
Neuhausen’ske Præmie for »Hjemvenden fra Markedet«.
Hvad han udførte i sine tidligste Aar, varmest
Dyrmalerier, i hvilke han viste kendeligt
Slægtskab med Lundbye, og Landskaber; da han fra
1873 rejste i Italien, gik han delvis over til
Menneskefremstillinger, og 1875 vakte hans
morsomme Genrebillede, »Romerske Abbater,
der ryger i Smug«, megen Opmærksomhed. Fra
1878 levede H. 3 Aar i Sorø, men fæstede
derpaa atter Bo i Hovedstaden og udfoldede der
en rig Produktion, dels af meget fint
opfattede og ypperlig formede Portrætter, dels af
Genrestykker, som udmærker sig ved ægte
naiv og elskværdig Følelse ikke mindre end
ved et ejendommeligt mildt og brodfrit Lune.
Et udmærket Eksempel herpaa er hans
»Koncert« med de mange indtagende Børnefigurer;
det købtes 1887 til Nationalgaleriet efter at
være blevet hædret med Udstillingsmedaillen.
H. havde overhovedet megen Følelse for det
fine og uskyldige i Barnenaturen, og han har
mange gode, ofte ypperlige Portrætter af
Børn; en høj Rang indtager Portrættet af
Brygger Jacobsen’s to Sønner i Ny-Carlsberg
Glyptotek. I det hele taget kunde H. være en
fortrinlig Portrætmiler, Portrættet af Maleren
J. la Cour hævder sig en Æresplads i dansk
Kunst (tilhører Udstillingskomitéen). I sine
Billeder fra Bønders Huse, Stalde o. s. v.
kunde han i den poetiske Behandling af
Lysvirkninger og Farvetoner naa en Finhed, som
fortsatte de ældre danske Traditioner og pegede
tilbage til gl holl. Kunst. Hans Landskaber,
der minder nok saa meget om Lundbye og
Kyhn som om Skovgaard, har en egen Blidhed
i Farven, forenet med stor Finhed i Linier og
Rumfølelse. 1887 blev han Medlem af
Akademiets Plenarforsamling. 1892—1908 var han
Medlem af Akademiraadet.
(S. M.). P. J.
Hasmonæer, en jødisk Præsteslægt, som
spillede den førende Rolle i Jødefolket fra Tiden
før Midten af 2. til noget efter Midten af 1.
Aarh. f. Kr. Betegnelsen H. er dannet efter
Hasmon, Mattatija’s Bedstefader. I Aarene
168—161 leder H. Kampen for national og religiøs
Frihed mod Seleukiderne, som under Antiochos
IV (s. d.) havde underkuet dem. Bevægelsen
rejses af den gl. Mattatija, men fortsættes
af hans Sønner, først Judas Makkabæer,
efter hvem Slægten i Reglen kaldes
Makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske Kultus 165
og opnaaede 161 Religionsfrihed. S. A.
overvandt han den syriske Feltherre Nikanor og
sluttede Forbund med Romerne, men døde kort
efter. H. optræder nu som et Dynasti, der
kæmper for egen Magt. Judas’ Broder
Jonatan, som afløser ham, lader sig 153 udnævne
til Ypperstepræst, skønt han efter jødisk Lov
ikke har Ret dertil. H. har derved udskilt sig
fra de Lovtro, for hvem de opr. kæmpede. Efter
hans Mord 143 lykkedes det Broderen Simon
(143—135) at faa Landets Selvstændighed
anerkendt og at erobre Syrernes Borg i Jerusalem.
Folket følte det som en ny Tid og hyldede
Simon som arvelig Ypperstepræst og verdslig
Hersker 141. Dermed er H.’s Dynasti anerkendt.
Partierne stillede sig dog forsk. til H.’ne (se
Farisæer og Saddukæer). Under
Simon’s Søn, Johannes Hyrkan (134—104),
fuldbyrdedes Bruddet mellem H.’ne og
Farisæerne. Iøvrigt undertvang han Edom og
ødelagde Samaria og den samaritanske Helligdom
paa Garizim. Hans Sønner, Aristobul
(104—102) og Alexander Jannæos (102—76)
var raa Despoter og fjernede sig ganske fra
H.’nes opr. Karakter, idet de var udpræget
hellenistisk sindede. Den sidste udnævnte sin
Dronning Salma Alexandra til
Efterfølger (78—69), medens Sønnen Hyrkan II blev
Ypperstepræst. Hun sluttede sig nær til
Farisæerne og frastødte derved Saddukæerne, der
samlede sig om hendes anden Søn, som efter
hendes Død tog Magten fra sin Broder og
herskede som Aristobul II, dog under stadig
Kamp, til Pompejus afsatte ham og tog ham
med til Rom 63. Uviljen mod de nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
