Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hansestæder - Hans Heiling - Hans Hendrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stæder med de livlandske, men tilsammen gik
man mod Preusserne, der en Tid lang helt
brød ud og dannede et Særkontor i Kovne. Af
ulige større Dimensioner var dog Striden
mellem Østersøbyerne, »Østerlingerne«, og de
nederlandske Byer ell. »Zuydersø-Stæderne«,
hvem de førstnævnte vilde holde ude fra den
indbringende Fragtfart paa Østersøen,
Handelen paa Bergen og de skaanske Markeder. Fl.
Gange i Løbet af 15. Aarh. kom det til aaben
Fejde mellem de to Grupper, men lidt efter
lidt vandt Nederlandene dog frem, især efter
at de havde faaet en stærk Støtte i det
mægtige Hertugdømme Burgund, i hvilket de 1432
indlemmedes. Thi H.’s Akilles-Hæl var
Misforholdet mellem deres merkantile og politiske
Magt, og fra de tyske Fyrster var der ingen
Hjælp at haabe; tværtimod betragtede Byerne
dem snarere som deres svorne Fjender. Derfor
mægtede de ikke at hævde deres overlegne
Stilling over for det kraftigere nationale
Kongedømme, der i Løbet af 15. og 16. Aarh. skabtes
i Nord- og Vesteuropa, og hos hvilket
Borgerstanden fandt Støtte. Ivan den Grusomme
erobrede 1474 Novgorod og lukkede 1494 Peterhof,
og selv om det genaabnedes 1514, var dets
Glans dog forsvunden. I Danmark begyndte en
mere planmæssig Modstand mod de vendiske
Stæder og en dertil svarende Begunstigelse af
Nederlænderne først under Hans og Christian
II. En kortvarig Triumf opnaaede de vel ved
denne Konges Fordrivelse 1523; men Gustav
Vasa ophævede deres Privilegier i Sverige, og
Jørgen Wullenwever’s dristige Forsøg paa
gennem Grevens Fejde atter at skaffe Lübeck
Overmagten i Norden og knuse
Nederlændernes Konkurrence led Skibbrud. 1560 ophævedes
Kontorets Monopol i Bergen, hvor
Købmændene havde huseret slemt; derved frigaves de
vigtige Nordlandsfiskerier, og selv om Stæderne
end stadig beholdt ret store Privilegier i
Danmark og Norge, var deres Handelsenevælde
dog brudt. Modsat i Norden fandtes der fra
ældre Tid en ret kraftig Borgerstand i
England, og fra 15. Aarh. gjorde de engelske
Merchant adventures Hanseaterne Rangen stridig.
Under Tudorernes stærke Regimente faldt det
ene af deres Privilegier efter det andet, indtil
Dronning Elisabeth lukkede Stahlhof. Ogsaa
de sydtyske Byer, der stod i livlig Forbindelse
med Italien, senere tillige med Spanien og
Portugal, blev farlige Konkurrenter, og
Antwerpen, hvor Handelen ikke hemmedes af et
Kontor, afløste Brügge som Stabelplads for indiske
og oversøiske Varer. 1545 flyttedes Kontoret
endog derhen, men Scheldespærringen under
den nederlandske Frihedskrig ødelagde for en
Tid lang alt Handelsliv. Hertil kom endelig, at
Verdenshandelen ved de store Opdagelser i 15.
Aarh. lededes ind paa ny Baner og hurtig faldt
i Hænderne paa H.’s værste Fjender,
Hollænderne og Englænderne, medens de selv paa en
Undtagelse nær — Hamburg — p. Gr. a. deres
noget afsides Beliggenhed og begyndende
Stagnation ikke mægtede at tage Kampen op. Efter
Midten af 16. Aarh. førte Hanseforbundet
derfor i det hele en hensygnende Tilværelse. 1604
ydede kun 14 Stæder Bidrag, og Forsøgene paa
at skabe en Forbundskasse og derigennem en
fastere Organisation maatte opgives 1614, efter
at man 1609 mistroisk havde afvist et
Forbundsforslag fra de nederlandske Fristater.
Trediveaarskrigen gav Stædernes Velstand
Dødsstødet, og om end der 1628—29 var Planer
oppe om et stort spansk-hanseatisk
Handelsforbund, og 11. af Forbundets Privilegier
anerkendtes ved den westfalske Fred (1648), bestod
det faktisk kun af de tre Fristæder Lübeck,
Hamburg og Bremen, der endnu stadig fører
Titelen Hansestad.
Uden nogen Sinde formelt at være ophævet
maa Hanseforbundet dog siges at ophøre 1669,
da der holdtes den sidste, yderst svagt besøgte
Hansedag. (Litt.: Sartorius, »Gesch. d.
hanseat. Bundes« [3 Bd, Göttingen 1802—08,
delvis forældet];
Sartorius-Lappenberg, »Urkundl. Gesch. d. Ursprung d.
deutschen Hansa« [2 Bd, Hamburg 1830, forældet];
Handelmann, »Die lezten Zeiten hans.
Übermacht im skandin. Norden« [Kiel 1853];
Barthold, »Gesch. d. deutschen Hansa«
[3 Bd, ny Udg. Leipzig 1862]; Lindner, »Die
deutsche H.« [Leipzig 1901]; Schäfer, »Die
H.« [Bielefeldt 1903]; Samme, »Die Hansa u.
König Waldemar« i Jena 1879, med en god
Oversigt over Forbundets Udvikling]; W.
Christensen, »Unionskongerne og H.«
[Kbhvn 1895]. En Mængde Bidrag findes
desuden i Tidsskriftet »Hans. Geschichtsblätter«
[Leipzig 1871 ff.]. Af Kilder kan fremhæves den
store, af München-Akademiet udgivne Samling
af Hanserecesser 1256—1530 [i 3 Hovedafd.,
Leipzig 1870 ff.]; »Hans. Urkundenbuch« [Halle
1876 ff.]; »Hans. Inventar« [Leipzig 1896 ff.] og
»Hans. Geschichtsquellen« [Halle 1875 ff.], hvis
4. Bd handler om de skaanske Fiskerier og
Markeder).
M. M.
Hans Heiling, Titlen paa den tyske
Komponist H. Marschner’s mest kendte Opera (1833),
bygget over et tysk-bøhmisk Sagn fra Omegnen
af Karlsbad om en Jord- ell. Bjergaand, der
formælede sig med en jordisk Kvinde, men af
Skinsyge forvandlede hende og hendes
Omgivelser til Klipper.
H. El.
Hans Hendrik, Grønlænder, f. 1834 ved
Lichtenfels i Nærheden af Fiskernæs, d. 11.
Aug. 1889 i Godhavn. Han har været engageret
som Jæger og Hundekusk til efterfølgende
Ekspeditioner til Smith Sund: Kane’s Ekspedition
1853—55, Hayes’ Ekspedition 1860—61, Hall’s
Ekspedition 1871—73 og Nares’ Ekspedition
1875—76. Han er af alle rost som en fortrinlig Jæger
og Hundekusk og har i høj Grad bidraget til, at
Ekspeditionerne ikke har lidt større Nød og
Tab, end de har gjort. Særlig skal nævnes den
uvurderlige Tjeneste, han gjorde de
Skibbrudne af Hall’s Ekspedition, der i Løbet af
Vinteren drev paa en Isskodse fra 77 1/2° til 53 1/2°
n. Br., en Strækning paa c. 1500 Sm., indtil de
30. Apr 1873 blev optagne af en amer.
Damper, efter at de havde tilbragt 6 1/2 Maaned paa
Isen. At alle disse Folk kom lykkeligt fra
denne mærkværdige Rejse, derfor kunde de
udelukkende takke H. H. og Eskimoen Joe. Thi
uden deres store Duelighed i at fange Sæler
maatte de Skibbrudne snart have bukket
under for Sult og Kulde. Endelig var han paa
den anden Dickson’ske Ekspedition til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
