Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans (Konge i Danmark) - Hans (Christian II's og Dronning Elisabeth's ældste Søn) - Hans (Frederik II's og Dronning Sofie's yngste Søn) - Hans (den Ældre)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fader. I 8 Aar lod han dem vente paa
Stadfæstelsen af deres Privilegier, og da de fik den,
maatte de dele Handelen med andre Nationer,
idet H. sluttede Handelstraktater med England,
Holland, Skotland og Frankrig og tilstod dem
lgn. Rettigheder. Denne Modstand mod
Hansestædernes Handelsvælde førte til, at der
begyndte at danne sig en dansk Handels- og
Orlogsflaade. Særlig vilde H. forbyde Stæderne at
handle med det oprørske Sverige; men da de
ikke kunde undvære denne Handel, opstod der
uendelige Stridigheder, som allerede begyndte
1502. Under disse Kampe skabtes den danske
Flaade. Der blev dog stadig gjort Forsøg paa
at bringe Fred i Stand, og 1507 blev en saadan
sluttet i Nykøbing (Falster), men endnu s. A.
begyndte Fjendtlighederne igen. Krigen med
Sverige var imidlertid bleven fortsat med
vekslende Held, og da begge Parter var kede af
den, blev der 1509 til stor Ærgrelse for
Hansestæderne sluttet Fred i Kbhvn. Denne varede
dog kun kort, og da Stæderne 1510 udstedte en
formel Krigserklæring, fulgte Sverige deres
Eksempel. Den Søkrig, som nu fulgte, blev ført
med stor Kraft fra dansk Side under Søhelte
som Jens Holgersen Ulfstand, Søren Nordby og
Otto Rud, og Stæderne havde kun Tab af den,
hvorfor de søgte Fred. Ogsaa i Sverige fik
Fredspartiet Overhaand, og man vilde afsætte
Svante, men saa døde han pludselig 1512. S. A.
sluttedes der i Malmø Fred mellem Danmark og
Lübeck og en Overenskomst med Svenskerne.
Lübeckerne skulde afbryde Handelen med
Sverige, dersom det ikke kom overens med H., og
betale en Sum Penge. Svenskerne lovede at tage
H., ell. hvis han døde, hans Søn Christian til
Konge ell. betale en Sum Penge aarlig. Ingen
af Delene skete. Svante’s Søn, Sten, blev valgt
til Rigsforstander, Rigsraadet havde atter
maattet bøje sig for Sveriges Almue. N. A. døde H.,
idet han paa en Rejse i Jylland styrtede med
sin Hest i Skjern Aa, hvorved han paadrog sig
en Sygdom, der gjorde Ende paa hans Liv.
Han var 1478 bleven gift med Christine af
Sachsen, der fødte ham 5 Børn, hvoraf kun Christian
og Elisabeth overlevede Forældrene. H. blev
begravet i Graabrødrekirken i Odense, hvor
Christine rejste et pragtfuldt Mindesmærke
over ham (nu i Skt Knuds Kirke).
H. var en jævn dansk Mand, der omtales,
ogsaa af Svenskere, som en god og retfærdig
Konge. Han besad en stor Viljestyrke og en
sjælden Udholdenhed i al den Modgang, som
mødte ham under hans Regering. Han var
personlig tapper, men ikke nogen stor Hærfører.
I sin Levemaade var han tarvelig og omgikkes
venlig Høje og Lave. Han havde Sans for
aandelige Sysler og var en flittig Regent.
Borgerstanden synes han at have begunstiget, men
stødte ofte sammen med de højere Stænder,
hvad Rigsraadets Klager over ham efter hans
Død noksom viser. Der var dog ogsaa
Skyggesider ved hans Karakter. Saaledes var han
meget mistænksom, og denne Mistænksomhed kunde
give sig Udslag i grusomme Handlinger. Det er
bekendt nok, hvorledes han lod Povl Laxmand’s
Mordere gaa fri, men anklagede den døde
Mand for Højforræderi og lod sig alt hans Gods
tildømme. Paa samme Maade gik den norske
Adelsmand Knud Alfsen’s Mordere fri, men den
døde Mand blev dømt. Efter Henrettelsen af
Rentemesteren Anders, der vist var uskyldig,
hensank han i dyb Melankoli. Over for sin
fromme og ædle Dronning optraadte han ikke,
som han skulde, og hans Forhold til Torben
Bille’s Frue, Edele Jernskæg, vakte stor
Forargelse. (Litt.: Svaning, Refutatio
Calumniarum [1560]; Hvitfeld, »Danmark’s Riges
Krønike« VI [1599]; Werlauff, »Monumentet
over Kong H. og Dronning Christine« [1827];
Jahn, »Unionskongernes Historie« [1835];
Allen, »De tre nord. Rigers Hist. 1497—1536« I
[1864]; C. Paludan-Müller, »De første
Konger af den oldenborgske Slægt« [1874]; A.
Heise, »Danmarks Riges Hist.« III
[1481—1536]).
C. S. C.
Hans, Christian II’s og Dronning Elisabeth’s
ældste Søn, f. 21. Febr 1518, d. 11. Aug. 1532.
Han fulgte med Forældrene til Nederlandene,
og medens hans første Opdragelse var bleven
ledet i protestantisk Retning, kom han senere
efter Moderens Død 1526 udelukkende under
kat. Paavirkning hos sin Slægtning Regentinde
Margrete. Den unge Prins skildres som en
velbegavet Dreng, men nogen politisk Rolle kom
han ikke til at spille, da han til ubodelig Skade
for Faderens Sag allerede døde som ganske
ung hos sin Morbroder Kejser Karl V i
Regensburg, kort efter at det norske Rigsraad havde
anerkendt ham som Faderens Efterfølger.
M. M.
Hans, Frederik II’s og Dronning Sofie’s
yngste Søn, f. 26. Juli 1583, d. 28. Oktbr 1602. Efter
et kortere Studieophold i Strassburg (1597)
vendte han atter tilbage til Danmark, men
drog, da han 1601 var erklæret for myndig, paa
ny til Udlandet, hvor han bl. a. opholdt sig hos
Henrik IV og paa sp. Side deltog i Kampene
i Nederlandene. Hjemme var det imidlertid af
politiske Grunde blevet bestemt, at han skulde
ægte Tsar Boris Godunov’s Datter Xenia; han
kaldtes derfor tilbage og afrejste August 1602
til Rusland efter først mod en Sum Penge at
have givet Afkald paa sin Arveret til Slesvig
og Holsten. Tsaren modtog ham venlig, men
under de vidtløftige Forhandlinger, der gik
forud for Ægteskabet, døde Prinsen.
M. M.
Hans (den Ældre), Hertug af Slesvig og
Holsten, Frederik I’s ældste Søn i hans andet
Ægteskab med Sofie af Pommern, f. 29. Juni
1521, d. 1.—2. Oktbr 1580. Rigsraadet havde
lovet Faderen at vælge en af hans Sønner til
Efterfølger, og da det katolske Flertal ikke
yndede Kongens ældste Søn, den tysk- og
luthersksindede Hertug Christian, faldt dets
Øjne naturlig paa H. 1531 sendtes Prinsen til
Danmark, hvor han opdroges sammen med
unge Adelsmænd, og hans Valg var allerede
fastsat til en Herredag i Nyborg, der skulde
holdes i Juni 1533. Situationen forandredes
imidlertid ganske ved Frederik I’s Død i Apr.
1533, og under den paafølgende Grevens Fejde
maatte Rigsraadets katolske Medlemmer finde
sig i Christian III’s Valg. Denne var for øvrigt
optraadt yderst loyalt over for den yngre
Broder og foreslog endog efter Krigens Slutn. H.
som Tronfølger, uden at Tilbudet dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
