Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hanley - Hanlin - Hanna (Flod) - Hanna (Samuel's Moder) - Hannayit - Hannes Finsson - Hannesson, Eggert - Hannibal (Hærførere)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fabrikation af Porcelæn, Fajance og Lervarer samt
Bjergværksdrift paa Kul og Jern. I Nærheden
ligaer Etruria med den af Wedgewood
grundlagte Porcelænsfabrik.
G. Ht.
Hanlin, Han-lin-jüan, det kinesiske
nationale Akademi ell. Kollegium. Betegnelsen
Han-lin, Penslernes Skov, anvendtes fra Beg.
af 8. Aarh. om et Selskab af Kejserens
akademisk uddannede Sekretærer. 740 angives
Kollegiet, Jüan, at være grundlagt af Kejser
Hsuan-Tsung (713—756) for at »svare paa
Spørgsmaal, som Kejseren vilde stille om Sprog
og Litteratur«. H., der efterhaanden kom til
at tælle fl. Hundrede Medlemmer, bestod af
Kinas lærdeste Mænd, og Optagelse i H. var
den højeste litterære Udmærkelse. H.
rekrutteredes ved Konkurrence mellem Doktorer
(tsjiu-sjih), der underkastede sig den saakaldte
Paladseksamen (tien-sjih), der afholdtes i
Peking hvert tredje Aar. H. fornyede sig selv og
dannede Toppen af den akademiske Rangstige,
som det var de kin. Litteraters og
Embedsmænds højeste Ønske at naa. De højere
H.-Medlemmer, der ex officio var Kejserens
Raadgivere, kunde rette Henvendelser til »Himlens
Søn« og kritisere hans Regeringshandlinger.
Deres Hovedopgave var at afgive Responsa
angaaende politiske Forhold, religiøs Kultus og
Ritus m. m. De redigerede Teksterne til
kejserlige Forordninger og Indskrifter, skrev
Dynastiets Historie og forfattede Biografier af
berømte Mænd. H. ledede ogsaa Redaktionen og
Udgivelsen af store Værker som den vældige
Encyklopædi fra 15. Aarh., Jung-loh-ta-tien, i
over 20000 Bøger, og Kejser Kang Hsi’s
Ordbog og Encyklopædi. Ethvert Medlem af H. fik
tidligere Hus og Have af Staten, men H. raadede
ogsaa selv over Midler gennem gl.
Dotationer og frivillige Gaver. I Mansju-Tiden var
kun Halvdelen af H.’s Medlemmer Kinesere,
den anden Halvdel Mansjuer. Præsidenter og
Vicepræsidenter mødtes fl. Gange maanedlig.
H.’s Bygninger laa lige op til
Legationskvarteret i Peking; de rummede en uerstattelig
Samling af Bøger og Manuskripter, deriblandt den
sidste Kopi af Jung-loh-ta-tien. Under
Legationornes Belejring Juni 1900 (se
Bokseropstanden) gik H.’s gl. Træbygninger og
Bogsamling op i Luer sammen med en Rk.
Bygninger rundt om Legationerne. Efter
Kejserdømmets Fald, Febr 1912, ophørte H. at
eksistere. Oprettelsen af et T’ung-dju Juan (ɔ:
Videnskabernes Selskab) har været paatænkt,
men er ikke gennemført endnu.
H.-Medlemmerne er for største Delen blevet anvendt i
Historiografernes Institut til at skrive
Mansju-Dynastiets og Republikkens Historie.
F. de F.
Hanna, Flod i Mähren, udspringer V. f.
Prossnitz og udmunder over for Kremsir i
højre Bred af Donaus Biflod March. H. kaldes
ogsaa den frugtbare Slette mellem Floden H.
og March, og den herboende tschk.
Folkestamme kaldes Hannakerne.
G. Ht.
Hanna, Samuel’s Moder, der længe var
barnløs, men fødte sin Søn efter at have lovet Jahve
i Shilo at ville skænke ham til Jahves Tjeneste
(1. Sam. 1—2). Den gr. Form Anna møder vi
som Navn paa den Enke, der sammen med den
gl. Simeon opholdt sig i Templet for at se den
forventede Frelser (Luk. 2).
J. P.
Hannayit [hænæ’jit], et gulligt, triklint
Mineral, der bestaar af fosforsur
Magnesia-Ammoniak (Mg3P2O8.2H2AmPO4.8H2O.) og findes i
Guanoen fra Ballarat, Victoria.
(N. V. U.). O. B. B.
Hannes Finsson, se Finsen, H.
Hannesson, Eggert, isl. Lovmand, d. i
Hamburg efter 1580, blev 1553 Lovmand for
Syd- og Østlandet, 1556 for Nord- og Vestlandet
(til 1567). H.’s Virksomhed falder i den Periode,
da der skete fl. Forandringer paa Island efter
Reformationens Indførelse, og heri synes H.
navnlig at have støttet de danske Fogder. Det
faldt i hans Lod som Landets ene Lovmand at
være med til at vedtage den saakaldte
Storedom (2. Juli 1564), egl. en ny Straffelov for Hor
og Lejermaal, der vedblev at gælde indtil Beg.
af 19. Aarh. og var berygtet for sine strenge
Bestemmelser. (Litt.: »Safn til sögu Íslands«
II).
B. Th. M.
Hannibal, Navn paa adskillige Hærførere i
Karthago. Flg. er de mest bekendte:
1) En H. førte i Aaret 409 ell. 408 f. Kr. en
karthagisk Hær til Sicilien, hvor de gr. Stæder
Selinus og Himera blev ødelagte. I Aaret 406
rykkede han i Spidsen for en ny Hær mod
Akragas, men døde under Belejringen af Pest.
Efter hans Død blev Byen erobret.
2) En anden H. var Karthagernes Hærfører
under første puniske Krig. Han blev i Aaret
262 belejret af Romerne i Akragas, men var til
sidst saa heldig at slippe ud. Senere
kommanderede han den karthagiske Flaade, som Aar
260 blev fuldstændig slaaet af den rom. Konsul
Duilius ved Mylæ. Ikke længe efter led han et
nyt Nederlag paa Sardinien, som Følge af
hvilket han blev korsfæstet.
3) Navnkundigst af alle er den store H.,
Hamilkar Barkas’ Søn, en af Oldtidens berømteste
Feltherrer. F. omtr. 247 f. Kr. fulgte han ni
Aar gl med sin Fader paa Krigstoget til
Spanien, hvor han under langvarige Krige, medens
først Hamilkar og efter hans Død hans
Svigersøn, Hasdrubal, førte Kommandoen,
uddannedes i Krigsvæsenet og tillige af sin Fader lærte
at hade Romerne, som under og efter den
første puniske Krig havde gjort hans Fædreland
stor Skade. Efter Hasdrubal’s Død valgtes H.
af Soldaterne til Overanfører over Hæren i
Spanien (221), og som saadan førte han først
i nogle Aar heldige Kampe med sp. Stammer.
Da han derefter angreb Byen Saguntum, som
stod i Forbund med Romerne, og efter en
længere Belejring erobrede den (219), gav dette
Anledning til, at der udbrød Krig mellem
Karthago og Rom (den anden puniske Krig).
H., som uden Tvivl med Vilje havde
fremskyndet Krigens Udbrud, rykkede i Sommeren 218
ind i Gallien med en betydelig Hær efter at
have givet sin Broder Hasdrubal
Overkommandoen i Spanien. Da Romerne imidlertid havde
sendt en Hær til Gallien, saa at H., der ogsaa
havde Modstand fra Gallernes Side at kæmpe
med, ikke var i Stand til langs Kysten at rykke
ind i Italien, blev han nødt til at vende sig
mod N. og foretog derefter sin berømmelige
Overgang over Alperne, hvorved han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
