Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Handelssted (paa Island) - Handelssædvaner ell. Handelskoutumer - Handelsteknik - Handelstraktater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Islands-Handelen i 1854 helt frigaves for alle Nationer,
meddeles i stedse stigende Omfang, gives ved særlig
Lov; derimod tilkommer det iflg. en L. af 1905
Ministeriet at bestemme Grænserne for
Handelsgrunden. Disse Grænsers Fastsættelse har ogsaa
af den Grund Bet., at en L. 13. Marts 1891 har
givet visse meget ejendommelige Regler om
Ekspropriationsret for Private paa et
autoriseret H. Enhver, der er berettiget til at drive
Handel paa Island, og som ønsker at faa et
ubebygget Grundstykke i et autoriseret H. udvist
som Byggegrund til Handelsanlæg, kan nemlig
henvende sig med Begæring derom til
Politimesteren, der saa med to af ham tiltagne med
Stedet bekendte uvildige Mænd foretager
Udvisningen og bestemmer det Vederlag, Ejeren
har Krav paa, hvis Parterne ikke kan blive
enige. Dog maa Ekspropriation ikke ske i
saadanne Grunde, der maa anses for nødvendige
for en paa Stedet allerede etableret Handel ell.
Bedrift. Ligeledes kan iflg. samme L. enhver,
uden at vedk. Grundejer kan modsætte sig det,
fordre sig tilkendt Ret til i den til et
autoriseret H. hørende Havn at benytte de der
anbragte Ringe og Landtove ell. til selv at
anbringe saadanne til eget Brug.
Nogen særlig kommunal Enhed med eget
Styre udgør et autoriseret H. i og for sig ikke.
Dog har iflg. Loven om Landkommunernes
Styre af 10. Novbr 1905 § 4 et H., som har
mindst 300 Indbyggere, Ret til at blive en
særlig Kommune — altsaa en særlig Rep — med
de Grænser, som Ministeriet efter
Repforstanderskabets og Sysselforstanderskabets
Indstillinger bestemmer.
K. B.
Handelssædvaner ell.
Handelskoutumer er de Sædvaner, som udvikler sig med
Handelsomsætningen og særlig indenfor den
større Handel. Naar en Rk. Handler i længere
Tid afsluttes paa nogenlunde ensartede Vilkaar,
danner der sig efterhaanden en bestemt
Forstaaelse af disse Vilkaars nærmere Indhold,
saaledes at det ved fremtidige Handler er
tilstrækkeligt at henholde sig til denne
sædvanemæssige Opfattelse, uden at Vilkaarene
udtrykkelig behøver at optages i Aftalen. Ofte giver
denne sædvanemæssige Forstaaelse Anledning
til Dannelsen af et særligt Fagudtryk, f. Eks.
naar Salg afsluttes »cif«, »fob«, »ab«
Jernbanestation e. l., hvilket yderligere letter
Henvisningen. H.’s Bet. er altsaa i første Rk. den at
supplere de enkelte Aftaler og derved at spare
de Handlende for ved hver enkelt Forretning
at træffe udførlige Aftaler om alle de nærmere
Vilkaar for Handelen. M. H. t. disse kan
Parterne uden videre henholde sig til det
sædvanemæssige, og det er derfor tilstrækkeligt at
aftale visse Hovedpunkter, saasom Varens Art,
Pris og Leveringstid, idet alt det andet giver
sig af sig selv. Dette er for saa vidt ikke noget
særligt for H., idet enhver Aftale i Mangel af
andet maa fortolkes i Overensstemmelse med
det sædvanemæssige, som Parterne maa
antages at have henholdt sig til. Imidlertid har
H. ofte en videregaaende Bet., saaledes at de
i Mangel af modstaaende Aftale gælder, selv
om Parterne ikke har kendt dem og følgelig
heller ikke kan antages at have villet henholde
sig til dem. I saadanne Tilfælde taler man om
egl. Handelsretssædvaner, men
Grænsen mellem disse og de alm. H. er meget
flydende.
I Oldtiden var Handelen ikke tilstrækkelig
organiseret til i større Omfang at udvikle faste
H. Derimod havde H. en virkelig
Blomstringstid i Middelalderen, idet Datidens
Korporationsaand i Forbindelse med den alm.
Retstilstands mangelfulde Udvikling afgav en frodig
Jordbund for Dannelsen af særlige H., der
efterhaanden udviklede sig til en
sammenhængende Handelsret. Fra denne Tid stammer
ogsaa de første Samlinger af Handelsretten,
saasom les rolles des jugements d’Oléron og
consolat del mar, der i det væsentlige bygger paa
ældre H. Med den nyere Tid giver disse halvt
private Samlinger Plads for egl.
Handelslovboger, hvorved H.’s Bet. trænges noget tilbage.
I samme Retning virker den stigende
»Merkantilisering« af den borgerlige Ret, som i vidt
Omfang gør særlige handelsretlige Regler
overflødige. Fra at være Handelsrettens
Hovedgrundlag bliver H. saaledes en mere subsidiær
Kilde, som udfylder de Huller, som den alm.
Lovgivning efterlader. Alligevel har H. endnu
stadig en overordentlig stor Bet., og fl. nye
Love tager endog udtrykkeligt Forbehold om,
at deres Bestemmelser kun kommer til
Anvendelse, for saa vidt ikke andet følger af H.
Da den moderne Handel ikke vel kan taale
den Usikkerhed, som følger af H.’s ofte
omtvistede Indhold, gaar Tendensen mere og
mere i Retning af at fæstne H. skriftlig.
Herhen hører tildels de saakaldte
York-Antwerp-Rules, der giver Regler for Havariopgørelser,
samt de Standardkontrakter, som affattes af de
forskellige Handelsorganisationer, her i Landet
saaledes forsk. af Grosserer-Societetet
opstillede Slutseddelsbetingelser, navnlig for Korn-
og Foderstofhandelen, som lægges til Grund
for Kontrakterne. Desuden har
Grosserer-Societetets Komité særlig Bemyndigelse til at
udtale sig om bestaaende H., og der findes fl.
Samlinger af Komitéens Responsa.
N. C.
Handelsteknik, Hjælpemidler og
Fremgangsmaader for Handelen.
Handelstraktater (H.- og
Skibsfarttraktater) kaldes Overenskomster mellem
to ell. fl. Lande, hvorved deres kommercielle
Samkvem ordnes. I Alm. vil disse H. ordne
Betingelserne for Vareudveksling mellem
Landene, særlig hvad Toldbehandling, Besejling,
Transport- og Transitforhold angaar, men i
og for sig falder under H. i udvidet Forstand
ogsaa internationale Overenskomster
vedrørende Post-, Telefon-, Telegraf-, Patentvæsen, om
gensidig Beskyttelse af Varemærker, Mønter
etc. Det vil jævnlig være Tilfældet, at H.
udgør en Del af Fredsbetingelserne ved
Afslutning af Krige, som f. Eks. efter den fr.-tyske
Krig 1870—71 og til en vis Grad ogsaa efter
Verdenskrigen 1914—18. I Kolonialkrigene
fastsættes ogsaa ved Fredsslutningen gerne en
Overenskomst om den saakaldte »aabne Dør«,
hvad enten nu saadan Overenskomst kun
træffes til Fordel for de kontraherende Parter
alene, ell. Overenskomsten i saa Henseende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
