Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hallkel Jonssøn paa Blindheim - Hallman, Johan Göstaf og Karl Israel - Hallman, Per - Hallorer - Hallowell - Halloysit - Hallr Þorsteinsson - Hall's Fænomen - Hallstatt - Hallstattperioden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Margrete, sluttede sig som sine nærmeste
Frænder til Magnus Erlingssøn, med hvis Søster
han blev gift, i Kampen mod Kong Sverre og
blev af denne 1183 fanget i Bergen, men blev
frigivet. Aaret efter deltog han som Kong
Magnus’ Lendermand i Slaget i Norefjorden, hvor
han atter blev fanget. Han gik nu over til
Kong Sverre og blev dennes Lendermand, men
rejste 1192 Oprørsfanen mod ham, idet han
stiftede Øiskeggernes ell. Guldbeinernes Parti.
Han faldt i Slaget i Florevaag, hvor
Oprørsflokken blev ødelagt (3. Apr. 1194).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Hallman, 1) Johan Göstaf, sv.
Historiker og Digter (c. 1701—57), studerede i
Upsala, hvor han tog Magistergraden, og blev
1737 Præst i Sthlm. H. udgav allerede 1725 en
Afh., »Nericia«, samt 1726 og 1728 to Værker:
»The tvenne bröder Oluff Petri Phase, Lars
Petri hin gamle, till lefverne och wandel
beskrifne« samt »Beskrifning öfver Kioping«, som
den Dag i Dag ikke er uden Interesse. H.
syslede ogsaa med Poesien, men hans kendteste
Frembringelse paa dette Omraade er rigtignok
et Falskneri. 1732 udgav han nemlig
»Elisifvisan«, en Folkevise om et sv. Klosterrov, som
han udgav for at være forfattet 1390 af
Nicolaus Hermanni, Biskop i Linköping; men der
næres nu ikke Tvivl om, at det er H. selv, der
har digtet den. Han er desuden Forf. til
Sørgespillet »Erik og Valdemar« i fr. Tragediestil,
som har sin Interesse ikke blot ved sin klare
Plan og sine korrekte Alexandriner, men
tillige ved sin politiske Tendens, idet det hele
udgør et hadefuldt Angreb paa Lovisa Ulrika,
der i Hattepartiets Øjne havde voldt alt det
onde, som overgik Sverige under Adolf
Frederik’s Regering.
2) Karl Israel, sv. dram. Forf., foreg.’s
Søn (1732—1800), studerede i Upsala og levede
fra 1752 i Sthlm, hvor han døde som Kancellist
i Bjergværkskollegiet. Han regnes af Atterbom
til »Bellman’s fränder« og beskrives af Thorild
som »en glad anakreontisk gubbe«; det tilføjes,
at han har givet »Mesterstykker i det burleske«.
Af hans dram. Arbejder kan nævnes Parodien
»Petis och Telée« (1779) og Originalskuespillene
»Finkel ell. det underjordiska
brännvinsbränneriet« (1776) og »Boussaronerne« (1778).
Desuden blev han længe antaget for Forf. til
Folkekomedien »Tillfälle gör tjufven«, hvilket
Arbejde dog nu tilskrives Gustaf Mauritz
Armfelt. Hans samlede Skr er udg. 1853.
I. F.-H.
Hallman, Per, sv. Arkitekt, f. 16. Maj 1869,
kastede sig efter Studentereksamen 1887 over
tekn. Studier og tog 1890 Afgangseksamen fra
»Tekniska högskolan«. H. gik derefter i 3 Aar
paa Kunstakademiet og foretog adskillige
Studierejser til Udlandet. 1893 blev H. ansat paa
Sthlm Stads Byggekontor, og er siden steget
fra Grad til Grad til Stadsarkitekt. H. har med
stor Energi udøvet en banebrydende
Virksomhed paa moderne Byanlægnings Omraade. Han
har opgjort Stadsplan for en meget lang Rk.
sv. Byer.
A. M. D.
Hallorer, Arbejderne i Saltværkerne ved
Halle. De bærer en særegen Dragt og holdt sig
tidligere strengt afsondrede fra de øvrige
Bybeboere. Deres Tal er i 19. Aarh. taget
betydelig af efter Foreningen 1789 af de talrige smaa
Saltsyderier til 2 store.
G. Ht.
Hallowell [’hä£owə£]. By i U. S. A., Stat
Maine, ligger 75 km NØ. f. Portland paa højre
Bred af Kennebec River, (1910) 2900 Indb. H.
har Granitbrud og betydelig Fabriksvirksomhed.
Halloysit [haloa’sit] er en hvid Lerart, der
ligner Kaolin, men adskiller sig fra denne ved
at være amorf og ved at indeholde noget mere
Vand. H. er ofte gennemskinnende i fugtig
Tilstand; den kan være farvet af fremmede
Indblandinger og forekommer hyppig som
Forvitringsprodukt af lerjordholdige Mineraler.
(N. V. U.). O. B. B.
Hallr Þorsteinsson [-stæ^in-], sædvanlig
kaldet H. af Síðu ell. Síðu-H., isl. Høvding,
f. ved Midten af 10. Aarh., deltog særdeles
meget i det offentlige Liv og omtales i flere
Sagaer. Ved sin milde og uegennyttige
Optræden har han efterladt sig et sjælden smukt
Eftermæle. Vinteren 997—998 gik han over til
Kristendommen, og bidrog meget til dens
Indførelse paa Island. Paa Altinget Aar 1000 blev
han valgt til Lovsigemand for det kristne Parti
og fik da sluttet en Overenskomst med den
hedenske Lovsigemand om Kristendommens
Vedtagelse. H. omtales sidste Gang Aaret efter
Njálsbrenna (1012). Han var da omtr. 67 Aar
gl og arbejdede ivrig for at faa Forlig i Stand
imellem de stridende Parter og opbød store
Ofre i saa Henseende. H. blev Stamfader til
Biskop Jón Ögmundarson, Are den
fróðe og Sæmundr den fróðe og fl. af
Islands mærkeligste Mænd i 11.—13. Aarh.
(Litt.: B. Th. Melsted, »Islendinga saga«
II).
B. Th. M.
Hall’s Fænomen [’hå.£s], d. s. s.
Hall-Effekt.
Hallstatt [’hal∫tat], Flække i østerr. Prov.
Øvreøsterrig i Salzkammergut ved den vestlige
Bred af den 125 m dybe og 8,7 km2 store af
Traun gennemstrømmede Hallstätter-Sø, der
rundt om er indesluttet af høje Bjerge, har c.
800 Indb. Husene ligger amfiteatralsk op ad
Hallstätter Salzberg. H. er kendt for sit
Saltbjergværk, der allerede blev drevet af Kelterne.
I Nærheden findes den 1846 opdagede store
Begravelsesplads med Rigdom paa Fund fra den
ældre Jernalder.
G. Ht.
Hallstattperioden [’hal∫tat-], et Afsnit af
Mellemeuropas Kulturhistorie, Overgangstiden
mellem Bronze- og Jernalderen, samt den
første Jernalder, opkaldt efter en meget stor, fra
1846 kendt Gravplads med Tusinder af Grave
ved Hallstatt i Salzkammergut, Øvre Østerrig;
c. 1000 Grave paa denne Plads er brugbart
undersøgte. Om end Hallstatt ikke er denne
Kulturs Udgangspunkt, har den i hvert Fald —
vistnok p. Gr. a. Saltproduktionen — været et
Hovedsæde, og de her fremkomne Genstande
og Forhold viser Kulturen bedre end nogen
anden Plads. Der er dels anvendt Gravlægning
ubrændt, dels Brandgrave, alle under
Markflade. Fra de ofte rigt udstyrede Grave er
fremdraget Vaaben, Smykker, Redskaber og
Lerkar i stort Tal. Gravpladsen er benyttet
gennem en længere Periode, hvilket viser sig
i de skiftende Typer. De ældre Sværd er af
Bronze, de yngre af Jern, begge Arter af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
