Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hall, Carl Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gradvis og under tilsyneladende Modstand at
gøre de tyske Magter Indrømmelser m. H. t.
Holsten, medens samtidig den bestaaende, ved
Fællesforfatningen hjemlede Forbindelse
mellem Kongeriget og Slesvig uforandret
opretholdtes. Saaledes skulde Holsten efterhaanden
lempelig udskilles af Fællesstaten og Slesvig
derved indirekte knyttes nærmere til
Kongeriget. Modstanderne skulde selv bevise
Helstatens Umulighed og lidt efter lidt hidføre
Ejder-Staten. Det afgørende Skridt ind paa denne
Vej skete 1858, da H. fik Ministeriet til at bøje
sig for Tysklands Fordring om, at
Fællesforfatningen af 1855 sattes ud af Kraft for Holstens
Vedk. Andræ, som vilde gøre alt for at
opretholde den konstitutionelle Helstat, modsatte sig
bestemt dette og traadte ud af Ministeriet. H.
blev saa i Maj Maaned Konsejlspræsident og
fra Juli tillige Udenrigsminister og bevarede,
med den korte Afbrydelse under det
Rotwitt’ske Ministerium (Decbr 1859—Febr 1860), disse
Stillinger indtil Decbr 1863. 1861—63 var han
tillige Minister for Holsten og Lauenburg.
Kultusministeriet opgav han Maj 1859.
1857—63 bar H. altsaa paa de afgørende
Omraader baade det formelle og det moralske
Ansvar for Ledelsen af den danske Politik, og
denne Ledelse er jo blevet overordentlig strengt
bedømt. Man har i Reglen væsentlig holdt sig
til det sørgelige Udfald og dømt derefter. Den
hist. Dom maa imidlertid ikke glemme, at H.
lige saa vel som andre Statsmænd var
afhængig af de Forhold, han forefandt, og af de store
Strømninger i den offentlige Mening, som han
i det højeste kunde modificere, men ikke lede
i en anden Retning. Nogle har bebrejdet H.,
at han ikke søgte Løsningen i Helstaten;
andre, at han ikke, medens det endnu var Tid,
gennemførte Slesvigs Deling. Men H. var ikke
Helstatsmand og ansaa Helstaten for umulig
at opretholde i Længden over for den dybe og
voksende Spaltning mellem de to Nationaliteter,
den skulde omfatte. Og hvad Slesvigs Deling
angaar, saa kunde i de Aar, hvorom her er
Tale, ingen dansk Statsmand have gennemført
den. Han vilde have haft alt og alle imod sig:
Kongen, Helstatsmændene, de Nationalliberale,
Bondevennerne og Slesvigerne selv. Den
Bebrejdelse, man oftest hørte imod H., da han
endnu var ved Magten, var, saavel bl. de
Nationalliberale som inden for Venstre, den, at
han gik for langsomt og ængstelig til Værks.
Han burde langt mere aabenlyst og resolut
have hejst Ejder-Fanen. Naar alt kommer til
alt, maa det vistnok erkendes, at det i hine
Aar i Danmark ikke var muligt at føre nogen
Politik, som gik i anden Retning end den
H.-ske, og at en anden Førsteminister
sandsynligvis vilde have ført Landet til en Krise med
end hurtigere og end mere uafvendelig
Udgang. Glemmes maa det heller ikke, hvorledes
alle Konjunkturer vendte sig mod H. i de
skæbnesvangre sidste Maaneder af 1863, og
navnlig ikke, at det ikke blev ham, som kom
til at føre Sagen til Ende. Der er meget, som
tyder paa, at H. saa hen til Slesvigs Deling som
den endelige Udgang, men vel at mærke som
en Udgang, der først kunde naas, efter at
Sindene var beredte for den ved den afgørende
Krises Tryk, og de, der har staaet H.
nærmest, følte sig overbeviste om, at han aldrig
vilde have ladet London-Konferencen skilles
uden Resultat. — Et andet Spørgsmaal bliver
det, hvorvidt den Maade, hvorpaa H.
gennemførte sin Politik, var den heldigste. Vel er
det uimodsigeligt, at han som parlamentarisk
Taktiker og Taler og som diplomatisk Defensor
for sit Lands Sag viste en overlegen
Dygtighed; men paa den anden Side lader det sig
ikke nægte, at hans Taktik over for Tyskland
og Europa ofte var lidet heldig. Hans
Indrømmelser var sjælden resolutte og omfattende
nok og kom aldrig i rette Tid til at gøre det
fornødne Indtryk paa den europ. Domstol, for
hvilken Danmark plæderede sin Sag. Der var
ogsaa i den uendelige Henslæben af
Afgørelserne og i den undertiden noget smaalige og
spidsfindige Maade, hvorpaa Modstanderne i og uden
for Monarkiet imødegikkes, noget, som var vel
egnel til at tilsløre Sagens Kerne og svække
Sympatien for Danmarks Sag. I hvert Fald ved
en enkelt Lejlighed, Regeringens Optræden over
for de holstenske Stænder Foraaret 1860 (den
Raaslöff’ske Sag), undgik den Hall’ske Politik
ikke et lidet heldigt Skær af Tvetydighed.
Efter Novemberforfatningens Vedtagelse,
Frederik VII’s Død, det skandinaviske
Forsvarsforbunds Stranding og Stormagternes Pression
blev H.’s Situation udadtil saa vanskelig, at
han, da Kongen nærede stærk Tvivl om hans
Politiks Gennemførlighed, foretrak at give ham
fri Hænder til muligvis at forsøge en Løsning
ad andre Veje og indgav sin og sit Ministeriums
Dimission 24. Decbr 1863. Sikkert nok har H.
tænkt sig det som en ikke fjerntliggende
Mulighed, at Forsøgene paa at danne en ny
Regering vilde strande, og han vilde da være
vendt tilbage, men med styrket Stilling og
friere Hænder. Helstatsmændene nægtede da
ogsaa at tage Affære, men meget mod H.’s
Forventning og Ønske paatog Monrad, der
havde været Medlem af hans Ministerium, sig at
danne det ny Kabinet. H.’s Rolle blev i den
nærmeste Tid derfor væsentlig en Tilskuers.
Han rejste ingen Opposition mod sin
Efterfølger, støttede ham endog lejlighedsvis i hans
vanskelige Stilling, men billigede sikkert ikke
altid hans Politik, navnlig ikke over for
London-Konferencen. I øvrigt var H.’s politiske
Virksomhed ikke stærkt fremtrædende 1864 og
de Aar, som fulgte nærmest efter, men den
Indflydelse, han øvede inden for sit Parti, var
vedblivende meget betydelig, og saa længe der
endnu eksisterede en nationalliberal Gruppe
paa Rigsdagen, var han dens Leder. Dette
gjaldt særlig Grundlovskampen 1864—66, under
hvilken H. fra første Færd stræbte hen imod en
Løsning, der med Bibeholdelse af
Juni-Grundlovens Folketing sikrede de økonomisk mere
velstillede Klasser Overvægten i Landstinget.
Ogsaa da de Nationalliberale senere gik op i et
samlet Højre, indtog han i dettes Partigruppe
i Folketinget den ledende Plads. En
Virksomhed, han i hine Aar med stor Forkærlighed
hengav sig til, var Styrelsen af Herlufsholm,
hvis Forstander han var blevet 1856 efter F.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
