Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halepadder - Halerem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hos andre Salamandre (Grupperne
Salamandrinæ og Desmognathinæ) er Hvirvlerne
hvælvede fortil og hule bagtil (opistocøle). Paa
Krophvirvlerne og de forreste Halehvirvler
findes der korte Ribbensrudimenter, der er
indleddede med dobbelt Rod paa Hvirvlernes
Tværtappe. Til den første Hvirvel fæster der sig
ingen Ribben. Skulderbæltet fremtræder som
en bøjet Plade, der for største Delen bestaar af
Brusk. Skulderbladet udgør heraf det øvre
smallere Parti, medens de nedre, bredere Dele
er Ravnenæbsbenene, der griber over hinanden.
Mellem disse er der hos nogle Former bagtil
indskudt en brusket Brystbenplade. Bækkenets
to Halvdele bestaar hver af et smalt, kort
Hofteben, der er ophængt ved Bækkenhvirvelen,
og af et nedre pladeformigt Parti:
Sæde-Skambenet (Ischiopubis), der hos mange Arter fortil
bærer et Y-dannet brusket Epipubis. Hos
Familien Sirenidæ mangler Bækkenet fuldstændig.
De bruskede Dele af Hjernekassen skjules for
største Delen af Dækknogler. Pande- og Isseben
er adskilte. Et Forpandeben og et Ledben er
til Stede. Plovbenet og Ganebenene er i Alm.
forenede til eet Stykke. Hos nogle Salamandre
afgrænses en øvre Tindingehule ved Udvækster
fra Pandebenet og Tindingebenet. —
Udviklingen af H.’s Æg og Unger foregaar i Reglen i
Vandet. Skønt særlige Parringsorganer
mangler, er Salamandrenes Æg befrugtede, førend
de lægges, idet den af Hannen i en
ejendommelig Spermatofor afsatte Sæd opsøges af
Hunnen, der optager den i Kloaken, hvor den
opbevares i smaa Udposninger i Væggen. Visse
nordamerikanske H., der slet ikke gaar i
Vandet, afsætter deres Æg i Klumper paa fugtige
Steder under Stene. Hos andre snos
Æggesnoren omkring Hunnens Krop;
Amphiama-Hunnen ligger saaledes i Skjul under en
Træstamme e. l. i Nærheden af Vandet,
sammenrullet om sine Æg, der er forbundne ved seje
Slimmasser. Larverne har samme Legemsform
som de Voksne; dog er Lemmerne ikke
udviklede i Begyndelsen, og Halen er forholdsvis
større end hos de fuldt udviklede. De skelnes
let fra Springpaddernes Larver derved, at alle
tre Par Gæller er store, medens det tredje Par
hos Springpaddelarverne er meget smaa. Hos
Amblystoma opnaar Larven, den saakaldte
Axolotl, samme Størrelse som den Voksne. H.’s
Larver har et lignende Blodomløb som Fiskene.
Ved Forvandlingen gaar Gællekarrene til
Grunde, og Gællearterierne og Gællevenerne
forener sig til simple Arteriebuer, der træder
sammen og danner Aorta. Fra først af er
Rygstrengen blød, uden Begyndelse til
Hvirveldannelse. Senere optræder der amficøle Hvirvler.
I øvrigt er Forvandlingen karakteriseret bl. a.
ved flg. Forhold: Gællerne skrumper ind;
Lungerne, som er anlagte tidlig, udvikles videre;
Hjertet omdannes, saaledes at der hos den
Voksne forekommer en delvis Sondring mellem
det arterielle og det venøse Blod.
Fiskepadderne bliver dog hovedsagelig staaende paa
Udviklingstrin, der svarer til visse Larvestadier
hos Salamandrene.
Der kendes c. 135 Arter af nulevende H., der
næsten alle lever i de nordlige, middelvarme
Egne. Over Halvdelen af Arterne lever i
Nordamerika, hvor især Amblystomatinæ og
Amphiumidæ er talrige. I den gl. Verden er
Salamandrene stærkest repræsenterede. I den
europæiske Region er de ægte Salamandre
(Salamandrinæ) i Flertal, i den asiatiske Region har
Amblystomatinæ Overvægten. I Danmark og
Norge forekommer kun to Arter: den lille S.
Triton punctatus L. og den store S. Triton
cristatus Laur., der hører til de ægte Salamandre.
— Naar Bjergegnene undtages, mangler H.
ganske i det hede Bælte. Sydgrænsen for deres
Udbredelse er i Afrika Saharas Nordgrænse, i
Asien paa det nærmeste Himalajas
Sydskraaning. I Andes-Bjergegnene i Mellem- og
Sydamerika forekommer enkelte Arter helt ned til
La-Plata-Staterne. I Australien mangler de
ganske. — Mange H. lever i Vandet hele deres
Levetid, ell. dog største Delen af denne. De
aaleagtige Former lever ofte i Dynd og
Moradser. Arterne af selve Slægten Salamandra
Laur. er Landformer, der kun opholder sig i
Vandet i Forplantningstiden. H. kravler i Alm.
trægt og langsomt paa Landjorden. Enkelte
Arter, især af Slægterne Spelerpes Raf. og
Chioglossa Bocage, der begge er
repræsenterede i Syd- og Vesteuropa, løber dog med
betydelig Hastighed. I Vandet svømmer de fleste
rask ved Bugtninger af Kroppen og Halen. —
De er alle Natdyr, der om Dagen ligger i
Skjul og først ved Mørkets Frembrud ell.
undertiden efter en Regn begynder deres
Virksomhed. Deres Føde bestaar hovedsagelig af
Bløddyr, Orme, Edderkopper, Insekter og smaa
lavere Hvirveldyr. Enkelte er saa graadige
Rovdyr, at de æder de svagere Individer af deres
egen Art. De synes ikke i nogen fremtrædende
Grad at være til Gavn ell. Skade for
Menneskene. Af fossile H., der udelukkende
forekommer i Ferskvandsaflejringer, kendes kun faa
Former. De gaar tilbage til det nedre Kridt og
er hyppigst i yngre Tertiær. Den mest bekendte
fossile Form er den tertiære Kæmpesalamander
Andrias Scheuchzeri Tschudi, der i sin Tid
blev antaget for at være et under Syndfloden
omkommet Menneske. (Litt.: Brehm, »Die
Kriechtiere und Lurche« [1892]; Zeller,
»Ueber die Befruchtung bei den Urodelen«
[»Zeitschr. f. wiss. Zool.« 1890]; Boulenger,
Catalogue of the Batrachia caudata [London
1882]; Cope, The Batrachia of North America
[Washington 1889]; Zittel, »Grundzüge der
Palæontologie« [1895]).
(A. C. J.). R. H. S.
Halerem benyttes alm. ved Seletøj. Fortil
fæstes den til Vandkappen (Mankepuden),
bagtil spændes den med et polstret Stykke under
Hestens Hale. Uundværlig er den ikke, men
den bidrager til at holde Vandkappen paa Plads
og tillige, naar det polstrede Stykke er godt
udstoppet, til at faa Hesten til at bære sin Hale
højt. Ved Sadeltøj benyttes den nu om Stunder
saa godt som aldrig, men anvendtes tidligere
dels til Pynt, dels for at hindre Sadelen i at
glide frem, undertiden endogsaa for at
fastholde en falsk Hale, naar det fandtes heldig at
anbringe en saadan, fordi Hestens egen Hale
ikke skønnedes tilstrækkelig behaaret. Grunden
til, at H. nu er gaaet af Brug, maa nærmest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
