Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hafström, Axel Gillis - Haftara - Hafthore Jonssön - Hafun - Haga - Hagar - Hagaritter - Hagarpresse - Hagbard - Hagbard's Høj - Hagberg, Carl August og Jacob Theodor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
livlig fortalte »Kontrebande; Smuglere for
Toldinspektøren« (1876, Sthlm’s Nationalmuseum).
Han har bl. a. malet »En passant«,
»Skibsklarereren«, »Hos Skibsproviantøren«.
A. Hk.
Haftara, »Afslutning«, Betegnelse for det
Stykke af Profeterne, som oplæstes ved
Synagogegudstjenesten efter Tora’en. Oplæsning af
H. fandt kun Sted ved Hovedgudstjenester paa
Sabbater, Fest- og Fastedage. Ved Profeterne
var der ikke lectio continua. H. læstes ligesom
Tora’en af et Medlem af Menigheden (f. Eks.
Luk. 4, 17).
J. P.
Hafthore Jonssön, en mægtig norsk
Lendermand i 14 Aarh., Søn af Jon Ivarssøn Raud
af Sudrheim paa Raumarike (d. efter Juni 1312)
og vistnok Sønnesøns Søn af Kong Haakon
Haakonsøn’s Frænde Jon af Sudrheim, der
nævnes ved Aar 1240. H. J. blev omtr. 1302 gift
med Kong Haakon V Magnussøn’s uægte Datter
Agnes. Allerede i Svigerfaderens Levetid var
H. J. i Besiddelse af megen Indflydelse paa
Regeringens Anliggender, Da Kongen 1319 afgik
ved Døden, blev H. J. sammen, med 11 andre af
Norges ypperste Aristokrati kaldet til at tage
Sæde i den Formynderregering, som førte
Rigsstyret for Haakon’s treaarige Dattersøn
Magnus Erikssøn. H. J. døde 1320. Hans betydelige
Jordegods var spredt cver det hele Land. Hans
Sønner Jon og Sigurd (Hafthores-Sønnerne)
kom til at spille en meget betydelig politisk
Rolle i Magnus Erikssøn’s Regeringstid.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Hafun, Ras H., Afrikas østligste Forbjerg,
ligger paa 51° 28′ ø. L. Grw. og 10° 28 1/2′ n.
Br., c. 185 km S. f. Kap Guardafui. Det ligger
paa en Odde, der kun ved en smal Tange er
forbundet med Fastlandet, og er, ligesom Aden,
Krateret af en udslukt Vulkan.
C. A.
Haga [’haga], sv. kgl. Lystslot, beliggende
ved Brunnsviken, lige N. f. Sthlm. Gustaf III,
som 1771 var blevet Ejer af det dertil hørende
Jordomraade, begyndte at bygge H. »Kongens
Pavillon«, særlig berømt for sin
ejendommelige, originale Dekoration, byggedes af ham, og
han lagde 1786 Grundstenen til et stort Slot,
der imidlertid aldrig er blevet opført. Saavel
Gustaf III som Gustaf IV Adolf opholdt sig
med Forkærlighed paa H.; den førstnævnte
plejede ofte, naar han rejste inkognito, at
kalde sig Greve af H. Paa Gustaf Adolf IV’s Tid
byggedes »Dronningens Pavillon«. Den store
Park omkr. Slottet anlagdes under Gustaf III;
her anvendtes den eng. Havestil i tillempet
Form. I senere Tider har H. fra Tid til anden
været benyttet som Kaserne for den norske
Garde. H. beboedes i mange Aar af Hertuginde
Therese af Dalarne, Enke efter Oskar II’s
Broder, Prins August. Hun døde her 1914. Efter
hendes Død bestemtes Slottet til Bolig for
Gustaf V’s yngste Søn, Prins Erik (d. 1918). H.’s
Omgivelser er berømte for deres
Naturskønhed.
A. S.
Hagar, Sara’s ægypt. Slavinde, som fødte
Abraham Sønnen Ismael, men som paa Sara’s
Tilskyndelse blev fordrevet til Ørkenen.
Gennem Ismael blev hun Moder til forsk. arab.
Stammer. Denne Forestilling er gaaet over i
Islam, som har dannet en Række Sagn om
hende. Hun skal være kommet med Ismael til
Mekka, hvor hun døde og blev begravet.
J. P.
Hagaritter, en Beduinstamme i den
syrisk-arab. Ørken, med hvilken Ruben Stamme skal
have kæmpet. H. nævnes kun i det gl. Test.’s
senere Skr. Alm. identificerer man dem med
de af gr. Forf. omtalte Agræer.
J. P.
Hagarpresse, en Presse, ved hvilken
Trykket udøves derved, at eet ell. fl. Knæled, i
hvilke Pressepladen er ophængt, tvinges til at
rette sig ud. En saadan H. er afbildet under
Bogtryk, S. 566.
K. M.
Hagbard (senere Havbor), Hovedhelten i
et af de ældste danske Kongesagn; H. gæster
i Kvindeklæder Kong Sigar’s Datter Signe, han
forraades for Kongen og bliver fangen og hængt;
Signe, der har lovet at følge ham i Døden,
indebrænder sig og sine Møer, da hun ser H.’s
Kappe i Galgen. Den første Hentydning til
Sagnet findes hos Harald Haarfagers Skjald, Tjodolf
fra Hvin, som kalder Galgen for »Signes
Elskers svale Hest«, og Rebet for »H.’s Halsdug«.
I sin ældste Form — en dansk
Prosaoverlevering blandet med Brudstykker af Kvad i Sakse’s
7. Bog — indledes Sagnet med hans Brødres
Fald for Kong Sigar’s Sønner og med H.’s
Hævn over deres Død; og det slutter med
Hake Haamundsøns Hævn for Broderen H. I
den middelalderlige danske Folkevise handler
det alene om H.’s og Signe’s Elskov. Desuden
kendes det fuldstændige Sagn i spredte norske
og isl. Optegnelser og i Visen om Benedikt,
sikkert opr. forfattet i Norge. Sagnet er fra
ældgammel Tid knyttet til Landsbyen Sigersted
ved Ringsted i Sjælland, der sagdes at have
været Kong Sigar’s Kongsgaard. Senere er det
henlagt til mangfoldige andre Steder i
Danmark, Norge og Sverige; dog har kun
Henførelsen til Ongeløen i det nordlige Norge noget
Krav paa høj Alder. — Sigar nævnes som
berømt dansk Konge allerede i Vidsidkvadet; og
Sagnet har rimeligvis et hist. Grundlag i
Sigersted’s Tilintetgørelse som Kongesæde.
Sagnet har ofte været gjort til Genstand for
digterisk Behandling; særlig kan nævnes
Oehlenschläger’s Tragedie »Hagbarth og Signe« (1815)
og Grundtvig’s Digte i Sakse-Overs., Karl
Gjellerup, »H. og Signe« (1888). (Litt.: »Danmarks
gl. Folkeviser«, 1. og 4. Bd under Nr 20; A.
Olrik, »Folkelige Afhandlinger« [1919]). Jfr
Hake Haamundsen.
(A. O.). H. El.
Hagbard’s Høj ved Sigersted; se Hake
Haamundsøn.
Hagberg [’ha.gbærj], 1) Carl August,
sv. Æstetiker og Shakespeare-Oversætter, f. i
Lund 1810, d. smst. 1864. Han studerede i
Upsala, hvor han 1830 tog Magistergraden. Kort
efter blev han Docent ved Univ. der og holdt
Forelæsninger, særlig over gr. Litt.: han udgav
en Overs. af Aristofanes’ »Demagogerne«, samt
»Bidrag till den grekiska dramatikens historia«.
1835—36 foretog han en Rejse til Tyskland og
Frankrig, hvor han bl. a. gjorde personligt
Bekendtskab med Victor Hugo og Lamartine;
efter sin Hjemkomst udgav han en Afh.: »Om
den nya fransyska vitterheten«. 1840 blev han
Prof. i Æstetik, Litteraturhistorie og moderne
Sprog ved Univ. i Lund. Bl. hans Konkurrenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
