Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haar- og Skægmoder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vaabendygtige; hos Athenæerne var det
omvendt. Haaret salvedes, bukledes i Lokker og
krølledes, altid med Smag og i naturlig Frihed,
selv om det bares med søgt Elegance. Uplejet
Haar var en Usømmelighed.
Kvindernes Haarmoder og Haarpynt var
afvekslende og rige. De gl. Dages hængende
Lokker, der var endnu ældre end
Bacchus-Busternes, droges senere opefter og samledes i
Ombinding paa Baghovedet, saa at Haaret stod
bagud i Flammelokker (se Dragt, Fig. 3 b) og
hed ogsaa i Tanagra lampadeion (lille Fakkel),
ell. samledes i Krøltop over Panden (krobylos)
som paa Apollo Belvedere (se Apollon, Fig.
4); men kunstigst var det at rede Pandehaaret
glat tilbage over Issen, lade Sidehaaret falde
i Bølger over Tindingerne, drage det over
Ørene og lade det flyde sammen med Nakkehaaret
(se Artemis, Fig. 4), der paa forsk. Maader
bares i Baand (se Fig. 2), Net (se Dragt,
Fig. 3 b), Poser (se Dragt, Fig. 3 c) ell.
sattes op med Panderinge (ephedone).
Romerindernes Haarmoder gik fra
gammeldags Jævnhed frem til det kunstige. I
Kejsertiden brugte en fornem Dame fl.
Slavinder, der havde faaet lang og omhyggelig
Uddannelse i Frisørfaget, og Udvalget af
Toiletsager var nok saa stort som nu. De germanske
Kvinders røde ell. blonde Haar efterlignedes
ved Ætsning og Bejdsning, og slog det ikke til,
greb man til Parykker af germansk Haar. De
rom. Kvinder gik altid med bart Hoved, højst
med et Slør. Haarmoden var i det hele taget en
Efterligning af den gr. (Fig. 3) og vekslede med
Tiderne.
Romerne ofrede ikke saa megen Omhu
paa Haaret som Grækerne (se Augustus,
Fig. 1). De gik barhovedede, undertiden med en
Flig af Togaen trukket op over Issen. Paa
Rejser bares en Hat (pileus). I 3. Aarh. f. Kr.
kom gr. Frisører og Barberer fra Sicilien til
Rom, og fra den Tid til Hadrian (117—38 e. Kr.)
Var Ansigterne glatragede. Hans er det første
skæggede, og saaledes stod det til Forfaldets Tid,
da byzantinsk Indflydelse viser sig. Konstantin
var raget, og dette blev Mode i det østlige Rige.
Intet Folk har sat mere Pris paa langt, lyst,
velplejet Haar end vore egne Forfædre. Saa
langt Beretninger naar tilbage, har det været
de fribaarne Mænds og Kvinders Standsmærke.
Trællene var kortklippede. Kun ubesmittede
Kvinder maatte bære Haaret langt og frit.
Kraka, de to Hallgerd’er, Ingegerd
Hreggvidsdatter kunde hylle sig til Foden i deres Haarpragt,
der skinnede som Guld ell. Halm. Haarfager
var et Æresnavn for Mænd som Kong Harald
og Skjalden Hallfred. Magnus Barfod’s
Silkehaar flød ned over Skuldrene, Vikingen
Broder’s til under Livbæltet. Det bares glat;
krøllet var kvindagtigt. I Jomsvikingernes Saga
fortælles rørende, hvorledes den unge Kriger med
det lange, lyse, bløde Haar bad, om det maatte
blive skaanet for Blodpletter, naar hans Hoved
blev afhugget. Haaret viedes den
omhyggeligste Pleje. Havfruer kæmmer sig med Guldkam
med en guldvirket Dug bredt over Skødet; det
var Kvindegunst at rede Mandens Haar eller
»løske« ham (se Frisør). Begge Køn bar
Skilning over Issen, og Haaret holdtes sammen
over Panden med en Ring ell. et Baand (hlad).
Gifte Kvinder dækkede Haaret med Klæde,
Slør ell. Hue. Som Brud flettede de det.
Skægget var en anset mandlig Prydelse,
især det røde, som Thor havde det. Den vise
Nial døjede ofte Skældsordet Skægløs,
medens skægget, Rødskæg var Hædersord.
Langt Overskæg (grón) omtales sjældnere, men
var periodevis i Mode, f. Eks. under Olaf den
Hellige. Før Kamp blev det lange Skæg
bundet op.
Hvad der vides om Nordboernes Haarmoder,
gælder i Hovedsagen for Germaner og Gallere.
De kendte en Haarsalve, som farvede rødblondt
(Smørsyre, Kalklud og Talg ell. Gedetalg, tilsat
med Bøgeaske). Tacitus beretter om
Svevernes Haarmode (se Fig. 4); Billedet, der er
taget efter et antikt Basrelief i Mainz,
illustrerer tydelig hans Beskrivelse.
Chatterne lod Haar og Skæg uklippede, til den unge
Mand havde dræbt sin første Modstander.
Cimbrere og Sachsere havde Skilning over
Issen og bølgende Haar. Longobarderne
klippede Nakkehaaret og lod Forhaaret vokse.
De lignede heri Gallerne, der tillige havde
langt Mundskæg. Om en kvindelig gallisk
Haarmode fra 4. Aarh. haves Kundskab fra et
Gravfund i Dept Puy-de-Dôme i Frankrig. Det
kvindelige Lig, som bragtes for Dagen, laa med
Ansigtet mod Jorden og havde 2 m langt Haar,
i Enderne delt i 4 Fletninger. De Folkeslag,
Romerne overvandt, mistede deres lange Haar.
At klippe sig kort betød, at man underkastede
sig en andens Herredømme. Sendte man en
Overmand sit afklippede Haar og Skæg,
mentes, at man bad om hans Værn. Ved Adoption
klippedes Haaret, hvis det var et Barn;
Skægget, om det var en Mand. Under Edsaflæggelse
berørte Manden sit Skæg, Kvinden sit Haar;
den samme Gestus udførte Bønfaldende. Da
João de Castro havde erobret Diu, laante han
1000 Pistoler af Indbyggerne i Goa til Brug
for sin Flaade og satte sit ene Kindskæg i
Pant: »Alverdens Guld kan ikke lignes med
denne Pryd, jeg giver i jer Varetægt«.
Under Merovingerne (de haarede)
var langt Haar i den Grad et Regale, at de
aldrig lod sig klippe. Karl den Store og hans
Efterkommere var korthaarede med lidt Skæg.
Bayeux-Tapetet (fra 11. Aarh.) viser en
Haarfrisure med raget Nakke (Fig. 5), det modsatte
af Gejstlighedens, der havde raget Isse. At
dømme efter Navnet Tonsur, tør man antage,
at den opr. fremstod ved Klipning. Frankernes
Haarmode holdt sig med Svingninger
Middelalderen igennem hos Stormænd. Almue og
Gejstlighed bar efter gl Skik Haar og Skæg
langt til ind i 13. Aarh. Billeder viser i
Afveksling skæggede og barberede Bisper.
Kejserne af Tyskland var skæggede, deres Hofmænd
glatragede. Om Mændenes galonerede
Skæg i 12. Aarh., se Galoner. Forhaaret var
i den Tid kort, Nakkehaaret langt og krøllet
med Jern. Iflg. »Kongespejlet« bar man
Pandehaaret kort og klippede det øvrige i Længde
med Øreflippen. Sidst i 13. Aarh. aflægges Skæg
hos Gejstligheden paa Kapucinerne nær. Hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
