Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gøye, Mogens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gunderslevholm og Torbenfeld paa Sjælland,
Løgismose paa Fyn, og Skjærvad, Kjeldkjær og
Clausholm i Jylland. I Mødrenearv fik han
Skjærsø i Jylland, i Fædrenearv Krenkerup
paa Lolland.
Ved Køb fik
han senere
Tunbyholm i
Skaane,
Avnsbjerg i Jylland
og en Mængde
Købstadsgods i
næsten alle
Rigets større
Byer, saa at Arild
Huitfeld med
Rette kunde
sige om ham:
»Hans Lige paa
Jordegods har
ikke været her
eller i
Tyskland i nogle
Hundrede
Aar«. Kom hertil store Forleninger, først
Stegehus og Møen, saa Aalborghus, til sidst
Kalundborg og Samsø, Skanderborg, Torup i
Jylland, Gavnø og Ringkloster samt 13
Herreder, vil det forstaas, at han — vel udrustet fra
Naturens Haand og beklædt med Rigets højeste
Embeder — i en stærkt bevæget Tid maatte
være kaldet til at øve en betydelig Indflydelse.
Det mest fremtrædende Træk hos ham var
Kongetroskab. Med samme rolige sejge
Retsindighed tjente han Kongerne Hans, Christian II,
Frederik I, Christian III. Hans Embedsførelse
ligger som en lang bølgedæmpende Oliestribe
hen over et af Danmarks mest oprørte
Tidsrum. Under Kong Hans blev G. Lensmand,
Ridder og, senest 1503, Medlem af Rigsraadet, og
deltog baade i Togene til Sverige og i
Afslutning af Malmö-Freden 1512. Under Christian II
viedes han paa Kongens Vegne 1514 i Bryssel
til Kejser Maximilian’s Sønnedatter, Elisabeth,
udnævntes til Marsk og fængslede som saadan
1517 Torben Oxe. Mellem G. og Sigbrit
herskede Fjendskab, og han skal omtrent 1520
have søgt ved Pavens Hjælp at faa hende
fjernet. Derimod bevarede han sin Troskab til
Christian II længere end de andre jyske
Adelsmænd, søgte længe at mægle og sendte først
sit Opsigelsesbrev 19. Marts 1523, da Frederik
I i Spidsen for en Hær truede G. paa Liv og
Gods. 26. Marts 1523 medbeseglede G.
Haandfæstningen, og Frederik I var klog nok til
straks at udnævne ham til Rigshofmester. I
denne Stilling deltog han virksomt i alle
Hovedbegivenheder under Frederik I, bevægede
saaledes Kbhvn til at overgive sig 1524,
optraadte saa skaansomt som muligt mod
Christian II og Dronning Elisabeth og udøvede især
over for Almuen en dæmpende Indflydelse i
mange af Tidens Stridsspørgsmaal. G., der
synes tidligere at have været en ivrig Katolik,
optraadte Juni 1526 aabenlyst som Lutheraner,
maaske vunden af Peder Thomsen, der just var
vendt hjem fra Wittenberg og blev G.’s
Huskapellan, siden første lutherske Superintendent
i Vendelbo Stift. Ved denne Overgang, — der i
øvrigt ligeledes foretoges af Frederik I — kom
G. i den vanskeligste Stilling, da Flertallet i
Rigsraadet var kat., og han i Embeds Medfør
skulde værne om Kirken. Katolikkerne
beklagede sig med Grund over, at han misbrugte
sin Stilling til at tage de lutherske Præster
under Beskyttelse og forjage Tiggermunkene
fra deres Klostre. Ved Frederik I’s Død 1533
var G. selvskrevet Forkæmper for Valget af
dennes ældste Søn, Hertug Christian, der var
luthersk. Rigsraadets Flertal holdt derimod
paa den yngre, Hertug Hans, og Kongevalget
udsattes derfor af Hensyn til Norge til Skt.
Hansdag 1534. G. og Erik Banner nedlagde
Protest mod Rigsraadets Færd og flygtede om
Natten fra Kbhvn. G. virkede nu ivrig i Jylland
for Christian’s Valg, deltog i Mødet i Ry 4.
Juli 1534, sendtes til Hertugen og hentede ham
til Horsens, hvor Christian III foreløbig
hyldedes 18. Aug. Christian III udnævnte straks
G. og Ove Bille til Statholdere i Jylland, senere
ligesaa i Sjælland, og G. søgte efterhaanden,
som Erobringen skred frem, efter Evne at
virke mæglende og formildende hos Sejrherrerne.
Hans Sag havde sejret, for saa vidt Christian
III nu Natten 11. Aug. 1536 lod alle de kat.
Bisper fængsle og siden Lutherdommen
paabyde som Landsreligion. Men Sejren var
dyrekøbt. Den havde kostet Landets Erobring af
Holstenerne. At bekæmpe de heraf opstaaede
Onder faldt ikke i G.’s Lod. Hans Virksomhed
som Rigshofmester under Christian III var kort
og kun lidet fremtrædende, maaske hemmedes
han ogsaa af Sygelighed, hvorover han i sine
sidste Aar ofte klager. I Slutn. af sit Liv førte
han en bitter Strid med sin Dattersøn, Peder
Oxe, der med stor jur. Kløgt genoptog en gl
Familiestrid og fortrængte sin Morfader fra
Besiddelsen af Tordsø og Gisselfeld. (Litt.:
Hofman, »Danske Adelsmænd«, I; A. Heise,
»Familien Rosenkrantz’s Hist.«, II; Samme, i
»Hist. Tidsskr.«, 4. Rk. III, 222 ff. og V 269 ff.,
5. Rk. V, 334 ff.).
Tr.-L.
 |
| M. Gøye. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
