Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han gjort Bekendtskab med L. Tieck, den senere
Fører for den romantiske Skole, Aaret efter
med J. Voss; 1803 kom Dr. Riemer, hans senere
Biograf, i Huset hos G. som Lærer for hans
Søn; i Decbr s. A. døde Herder, med hvem G.
i det sidste Aar igen havde omgaaedes meget;
men det største Tab for ham var Schiller’s
Død Maj 1805. Han følte sig efter dette
Dødsfald meget ensom og søgte at bevæge Voss til
at tage blivende Ophold i Jena, dog uden Held.
Efter Slaget ved Jena 1806 kom der en haard
Skæbne over Weimar; i tre Dage var Byen
Genstand for Plyndring og Drab, og G. selv
truedes paa Livet af nogle drukne fr.
Tirailleurer, men han blev reddet ved Christiane’s
resolutte Optræden. Sommeren 1807 fik G.
Besøg af sin gl. Veninde Maximiliane Brentano’s
Datter Bettina, som forelskede sig lidenskabelig
i ham, dog uden at vinde Genkærlighed; G.
havde nemlig trods sit nylig sanktionerede Forhold
til Christiane og sine 58 Aar atter faaet et
heftigt Anfald af Forelskelse, nemlig i den
smukke, romantiske Minna Herzlieb i Jena, hvem
han senere tildelte Ottilie’s Rolle i »Die
Wahlverwandtschaften«, og til hvem han skrev sine
Sonetter, af hvilke Bettina senere med mildest
talt stor Frihed lavede den bekendte »G.’s
Briefwechsel mit einem Kinde« (1835).
I Slutn. af 1806 havde G. fuldendt 1. Del af
sit største Mesterværk »Faust« (udg. 1807) og
forberedt en ny Udg. af »Schriften« i 13 Bd
(Cotta 1806—10; senere Udg. i 20 Bd 1816—18).
1807 skrev han det ufuldendte Festspil
»Pandora«, til hvilket Minna Herzlieb har staaet
Model, og var allerede stærkt beskæftiget med
»Wahlverwandtsch aften«. September 1808 var
G. i Hertugens Følge paa Kongressen i Erfurt,
og 2. Oktbr havde han sin berømte Audiens hos
Napoleon, der underholdt sig længe med ham
om dram. o. a. litterære Emner og senere
personlig overrakte ham og Wieland Æreslegionens
Orden. I disse Okkupationens Aar var G.
ganske fremmed og ligegyldig over for den alm.
patriotiske Sorg og Nedtrykthed og arbejdede
flittig paa sine videnskabelige Værker og paa
»Dichtung und Wahrheit« samt »Wilhelm
Meisters Wanderjahre«. Teatret, baade det i
Weimar og det nyopbyggede i Lauchstädt, optog
en hel Del af hans Tid; især havde han travlt
med at skaffe Stykker, ogsaa gode udenlandske;
saaledes havde han ved Oehlenschläger’s Besøg
1806 faaet den Idé at opføre »Hakon Jarl«, men
de politiske Begivenheder forstyrrede denne
Plans Udførelse. Der begyndte i de nærmest
flg. Aar at fremkomme større og mindre
Rivninger med Skuespillerne, især med en
Skuespillerinde, som var Hertugens erklærede
Elskerinde, ja med Hertugen selv; imidlertid
bilagdes Uenigheden for en Tid, men da man
imod G.’s Villie opførte et fr. Melodrama
»Aubrys Hund«, i hvilket en dresseret Hund
spillede med, søgte han sin Afsked, som blev ham
bevilget i en egenhændig hertugelig
Takskrivelse.
1811, 1812 og 1814 udgav G. de 3 første Bd af
»Aus meinem Leben, Dichtung und Wahrheit«;
4. Del blev først færdig 1831. Foruden de ældre
naturvidenskabelige Studier havde G. efter
Schiller’s Død optaget Studiet af forsk. Sprog
og deres Digtning i sine Undersøgelsers Kreds,
saaledes Nygræsk, Serbisk, Middelhøjtysk
(»Nibelungenlied«) og Sanskrit (»Sakuntala«), dog
vistnok nærmest gennem Overs., ja, han gav
sig endog til at studere pers. og tyrk.
Digtekunst og kin. Historie, og Frugterne af disse
Studier er bevarede i mange Efterligninger og
Overs. i bunden Stil, navnlig den
orientalsk-farvede »West-östlicher Divan« (1819). Hvad
han nu arbejdede paa, var i alt væsentligt kun
afsluttende, selv 2. Del af »Faust« var til Dels
udarbejdet ell. laa dog i Udkast. Man ser
tydelig, at G. trods sin uhyre Livskraft bliver gl,
og skønt han endnu i sit 74. Aar optændtes af
en heftig Kærlighed til en Frk. v. Levetzow, der
gjorde ham ligefrem syg, saa var og blev han
paa den anden Side kold og fremmed for den
ny Tids Rørelser og kunde ell. vilde ikke
forstaa sit Folks Frihedstrang. Kold og
udeltagende saa »Olympieren« fra sin Piedestal ned paa
Bølgerne, der fraadede om dens Fod, men ikke
kunde naa op til ham.
6. Juni 1816 døde hans Hustru, men
Ensomheden i Huset blev snart ophævet; hans Søn,
August v. Goethe, giftede sig og flyttede til ham
med sin unge Kone, Ottilie, og i Aarenes Løb
samledes Børnebørn om hans Knæ og maatte
trøste ham for, at Sønnen døde i Rom 1830.
Aaret 1825 bragte to store Festligheder for G.;
ved Storhertugens Regeringsjubilæum 3. Septbr
var G. den første, der komplimenterede ham,
idet han overrakte ham en Medaille, han havde
ladet præge i Dagens Anledning, og da G.’s
eget 50-aarige Jubilæum i Weimar oprandt 7.
Novbr, overrakte det storhertugelige Par ham
ligeledes en Medaille og en højst smigrende
Anerkendelsesskrivelse. Paa G.’s Fødselsdag 28.
Aug. 1827 kom Kongen af Bayern til Weimar blot
for personlig at lykønske »Digterkongen« og
overrække ham den bayerske Kroneorden, en
Opmærksomhed, som endnu ikke var blevet
nogen Digter til Del. G.’s fyrstelige Ven Carl
August døde allerede Juni 1828, hans Enke fulgte
ham knapt to Aar efter, og skønt den unge
Storhertug Carl Friedrich agtede og ærede ham,
først og fremmest for at ære sin egen Faders
Minde, kunde der dog ikke være Tale om et
virkeligt Fortroligheds- ell. Venskabsforhold,
som til den afdøde Fyrste. Julirevolutionen gik
aldeles sporløst forbi den nu 81-aarige Digter;
han beskæftigede sig ganske vist endnu med
udenlandsk Digtekunst; men naar undtages
Byron, var det i Reglen middelmaadige
Produkter, han syntes at foretrække. Allerede 1821
var Eckermann — som udgav »Gespräche mit
G.« (1823—32) — blevet hans Sekretær og var
ham tillige med Riemer behjælpelig ved
Redaktionen af hans Værker til »Ausgabe letzter
Hand«. I sine sidste Leveaar havde G. ogsaa
udgivet sin Brevveksling med Schiller og med
Zelter; han havde fuldendt Udarbejdelsen af
sine selvbiografiske Skrifter med »Tag- und
Jahreshefte«; 1831 afsluttede han »Wilhelm
Meister’s Wanderjahre« og 2. Del af »Faust«,
men disse Skrifter udkom først efter hans Død.
Paa sin sidste Fødselsdag 1831 unddrog han sig
de officielle Festligheder ved at rejse til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
